Bob Dylan: Jeg er sand troende

Sanglegenden brugte julehøjtiden til reflektion og bekræfter sin tro i nyt interview.”Han blev religiøs, da alle troede, han var den mest kyniske kritiker af alle etablissementer”.Sådan indleder den indflydelsesrige amerikanske rock-kritiker og MTV-producer, Bill Flanagan, et eksklusivt interview med Bob Dylan, der er oversat med eneret til blade, som sælges af hjemløse verden rundt.
Anledningen er cd’en ”Christmas in the heart”, hvorpå den hæse sanger har drejet rundt om sig selv til 15 klassiske julesange op til den forgangne jul. En udgivelse, der som beskrevet i Udfordringen, er solgt til fordel for verdens sultende.
I Danmark kan man møde sangeren i decemberudgaven af bladet ”Hus forbi”, hvor han oplyser, at han kan lide alle religiøse juleplader. Især dem der indeholder sange, han selv sang som barn.

Synger som en troende

Netop Bob Dylans åndelige status har optaget mange gennem årene. Siden sin kristne pladetrilogi, ”Slow Train Coming”, ”Saved” og ”Shot Of Love” fra 1979 til 1981 har de åndelige udsagn være få.
Under det seneste interview bemærker Bill Flanagan ifølge det svenske hjemløse-blad Situation Sthlm, at Bob Dylan fremfører sangen ”O Little Town of Bethlehem” som en sand troende, hvortil han svarer:
– Ja, jeg er en sand troende.
En kort replik der svarer til en udtalelse fra den kristne sanger Larry Norman, der i midten af 1990’erne udtalte, at Bob Dylan stadig var kristen, men blot ikke orkede at være offentlig med sin tro.
Et gådefuldt svar om sine planer i højtidsdagene, peger i samme retning.
– Måske lidt refleksion, lød meldingen.