To ud af tre lever i religiøst restriktive lande

Ifølge ny rapport lever 70 pct. af verdens 6,8 mia. mennesker med høje religiøse restriktioner. To tredjedele af af verdens befolkning lever i lande med et højt niveau af religiøse restriktioner. Det viser en ny amerikansk rapport.

Disse kristne kvinder lever i Pakistan, hvor både myndigheder og arbejdsmarked udviser en høj grad af fjendtlighed over for religiøse mindretal. Et vilkår de deler med størstedelen af verdens befolkning.

Rapporten viser, at 64 nationer, hvilket svarer til omkring en tredjedel af verdens lande, har høje eller meget høje restriktioner på religion.
Selvom andelen af religiøst restriktive lande således udgør et mindretal, har disse lande relativt store befolkningsgrupper.
Reelt lever op mod 70 pct. af verdens befolkning dermed i lande med høje restriktioner på religion. Restriktioner, der typisk rammer de pågældende landes religiøse mindretal.

Regeringsskabt og social fjendtlighed

Rapporten “Global Restrictions on Religion”, der er udarbejdet af analyseinstituttet Pew Research Center’s Forum on Religion & Public Life, har ved hjælp af en omfattende mængde data og kilder målt, hvordan regeringer og private grupper griber ind mod religiøs tro og praksis rundt omkring i verden.
Der er således tale om den første kvantitative undersøgelse, der indkredser både regeringers indgriben, forfatningsmæssige begrænsninger eller forbud og sociale fjendtlighederne fra private fraktioner såsom religiøs terrorisme og vold.

Værst i Mellemøsten og Nordamerika

Topscorerne i analysen er Saudi-Arabien, Pakistan og Iran, hvor både myndighedernes og arbejdsmarkedets fjendtlighed over for religiøse mindretal munder ud i høje niveauer af restriktioner på både religiøs tro og praksis.
I lande som Vietnam og Kina er der også en høj grad af statslige restriktioner, men med et mere moderat eller lavt niveau af sociale fjendtligheder. Modsat forholder det sig i lande som Nigeria og Bangladesh, hvor niveauet for statslige restriktioner er relativt lavt, mens niveauet for sociale fjendtligheder er højt.
Generelt skiller Mellemøsten og Nordafrika sig ud med de højeste politiske og sociale begrænsninger på religion, mens USA indtager pladsen som den mindst restriktive region i begge kategorier.

Religionsfrihed efterleves ikke

Sætter man alene luppen over de 25 mest folkerige lande, er de mest restriktive i begge kategorier: Iran, Egypten, Indonesien, Pakistan og Indien. Mens de mindst restriktive af disse lande er Brasilien, Japan, Italien, Sydafrika, Storbritannien og USA.
Ifølge rapporten krænker regeringerne i 75 lande, svarende til 38 pct., religiøse grupper og enkeltpersoners frihed til at dele deres tro med andre. I 178 lande, svarende til 90 pct., skal religiøse grupper registreres af myndighederne, og i 117 lande, svarende til 59 pct., medfører dette krav om registrering omfattende problemer for de religiøse grupper.
Interessant nok konstaterer undersøgelsen, at de fleste af verdens lande lover religionsfrihed i deres forfatninger og grundlove, mens kun en fjerdedel respekterer de juridiske principper i praksis.

Hele rapporten, “Global Restrictions on Religion”, er tilgængelig på www.pewforum.org