Det er ikke godt for mennesket at være alene

Brev:

Kære Familiebrevkasse
Jeg har læst, at der er én million singler i Danmark. Jeg er én af dem, og det er jeg ikke frivilligt.
Jeg har svært ved at finde mig en livsledsager. Der har været optræk et par gange, men så forsvandt pigen og jeg ved ikke helt hvorfor. Jeg synes det er meget hårdt for mig at være alene, og jeg synes det er som en ond cirkel, hvor det bliver værre og værre. Jo mere alene jeg er jo mere træt af det bliver jeg og jeg har ikke ret meget energi til evig og altid at skulle arrangere noget. Weekenden især kan blive som en katastrofe, som tårner sig op foran mig. Jeg synes næsten jeg kan komme til at trænge mig ind på folk for at få noget arrangeret, så jeg ikke skal sidde helt ensom. Jeg kommer godt nok i en kirke, hvor de taler meget om fællesskab. Jeg kan næsten ikke holde ud at høre på det. De, der har fællesskab, har masser af det, ser det ud til. Men mig er der vist ikke plads til. Jeg kan blive helt tosset over deres ligegyldighed med mig, jeg synes faktisk jeg har gjort meget for at få fællesskabet til at lykkes. Så nu holder jeg mig noget væk.

Hvad i alverden skal jeg gøre for at få det her til at blive anderledes?

Hilsen fra ’Det er ikke godt for mennesket at være alene’

Brev:

Kære ’Det er ikke godt for mennesket at være alene’!
Jeg har stort set aldrig boet alene. Når jeg en sjælden gang er alene hjemme tror jeg, jeg kan mærke en lille flig af det store ensomhedens tæppe, som du beskriver, men jeg har aldrig været tvunget til at leve bevidst med det, sådan som du beskriver det.
Så det, jeg skriver her, er lidt mit eget og meget hvad jeg har fået fra andre. Jeg vil gerne invitere jer læsere, til at skrive om jeres erfaringer.

Måske kan det være godt at klare begreberne først: At være alene er ikke det samme som at være ensom. Ensom kan man være både når man er alene og når man er sammen med andre. Det er sandsynligvis ikke så meget selskab, du har brug for, som evnen til at skabe meningsfyldte relationer.

’Ensomhedens spøgelse’ er et udtryk, jeg til tider hører brugt om den sociale ensomhed, som langt på vej er et resultat af den måde vi har fået indrettet vores samfund på, feks ved vores måder at lave boliger på og ved at adskille generationerne. Hertil kommer så det grundlæggende vilkår for alle mennesker, at vi er alene, vi er ene-stående, unikke, der bliver aldrig nogen lige som os, nogle kalder det den eksistentielle alene-hed.

Af dit brev synes det at fremgå, at du kan have svært ved at se alene-heden i øjnene og du har svært ved at stille noget konstruktivt op med den. Din medicin lyder til at have været selskab med andre mennesker, enten det nu er en kvinde i dit liv, venner eller folk fra menigheden. Andre mennesker supplerer feks. denne medicin med at spise piller, drikke spiritus, se fjernsyn, spise for meget, spise for lidt osv. Vi kan få ondt af os selv og blive vrede og bitre på de andre for nu at nævne nogle af de almindeligste strategier. Alt sammen kan det ses som udtryk for forsøg på at udskyde konfrontationen med vores menneskelige grundvilkår.

Hvis ensomhed er et besværligt onde og kuren er kontakt med andre mennesker, så kan jeg godt følge dig i din frustration over dem. Mon du vil være med til at kigge på det fra en anden vinkel?
De fleste af os – og sikkert også dig – er fra første dag vokset op med den uudtalte dagsorden, at vi tilpasser os vores familie og samarbejder med dens behov. Det er en måde hvorpå vi gør os fortjent til kærligheden og omsorgen fra dem, vi er helt afhængige af, hvis vi skal overleve. Ensartethed og samhørighed bliver i de fleste familier understreget og værdsat langt kraftigere end forskellighed og adskillelse. Det afstedkommer for de fleste af os, at vi bliver voksne uden at have lært, hvordan vi skal tage ansvaret for vore egne liv; tage ansvar for hvordan vi skal møde vores egen ene-ståen.

Så en del af din opgave med at blive voksen er at genoptage venskabet med alene-heden. Ansvaret for din egen, helt individuelle eksistens står du helt alene med.

Jeg talte en gang jeg var i Norge med en mor, som følte hendes datter var meget krævende og ville have hendes selskab hele tiden. Moren kunne ikke nænne at sige nej til datteren, for hun ville ikke være en dårlig mor ved at få datteren til at blive ked af det og føle sig afvist. Jeg foreslog moren, at smerten over alene-heden ikke er noget hun påfører datteren. Den er der i forvejen, og når moren ikke vil være den dulmende tvinges datteren til at møde den. Og begynde at lære at mestere den. På den måde stopper morens medmisbrug og de har muligheden for at udvikle et mere ligeværdigt forhold.

Hvis du kalder din alene-hed ensomhed som de andre er skyld i og skal hjælpe dig ud af, så er du midt i en ond cirkel, som skaber en afhængighed og en uansvarlighed. Vil du tænke over, om du er blevet ven med din eksistentielle ensomhed. Ofte kan det nemlig være sådan, at hvis et menneske ikke er det, kan det være direkte frastødende at være sammen med for andre mennesker – dette er blot et muligt perspektiv, hvad der nøjagtig gør sig gældende i dit liv må du nødvendigvis selv forske videre i – og hvorfor det? Jo, for det bliver vanskeligt at være sammen med vedkommende uden samtidig at få påduttet ansvaret for hans eller hendes liv.

Jeg har selv forsøgt en smule at se alene-heden i øjnene, feks. på stille retræter over nogle dage, hvor de fleste ydre stimuli skæres væk. Det kan være et godt sted at tage ’en kold tyrker’ væk fra det dulmende stof, og i stedet turde ørkenen eller eksilet eller hvad det nu hedder alt sammen i den her tid.

Et eller andet sted dybt inde ved de fleste mennesker godt, at de alene er ansvarlige for kvaliteten af deres liv. Det tror jeg også du ved. Min iagttagelse hos andre er, at den sociale ensomhed bliver et langt mindre problem når du vil gå din egen Via Dolorosa, den ofte smertefulde vej hen til at tage det fulde ansvar for dit eget liv. Den vej tager form efter menneskesønnens vej, og indebærer som du nok aner, kors og død – men også løftet om en herlig opstandelse og nyt liv.

Der er efterhånden mange muligheder for retræte i Danmark. Læs videre på:

www.retraete.dk
www.retraetehus.dk
www.katolsk-nord.dk

Mange hilsner fra
Peder Poulsen