Omkring Kristuskransen – og Unitas:
En redningskrans for kirken?

Kristuskransen er inspireret af en tilsvarende græsk-ortodoks bedekrans og tænkt som et protestantisk svar på de katolske kirkers bedekranse. Nyt arbejds- og studiemateriale til den er kommet på danskDet var Unitas Forlag, der i konkurrence med andre forlag fik udgivelsesrettighe-derne til Kristuskransen og det tilhørende materiale på dansk.

Forlagsredaktør Inge Lindhardt Jensen

Men hvorfor ville Unitas udgive det?
– Bogen er oplagt i en Unitas-profil, svarer forlagsredaktør Inge Lindhardt Jensen, – fordi den rammer bredt ind i det religionspædagogiske felt. Den formidler kristendommen på en ny måde, samtidig med at den bærer traditionen med sig. Den har en forfriskende ny måde at tænke formidling i forhold til det kirkelige børne/ungdomsarbejde ved at give et konkret religionspædagogisk værktøj, som børn og unge kan få i hånden. Dermed formidles det, at kristendommen er mere end ord, at man kan bede med fingrene, perlekransen kan være med til at huske mig på, at Gud er mig nær.
– Men, fortsætter Inge Lindhardt, selvom Kristuskransen benytter sig af metoder og ord, som vi ikke er vant til at bruge i en dansk, folkekirkelig sammenhæng, så bygger den på en oldkirkelige tradtion for åndelig vejledning. Kristuskransen indeholder en perle for askese og en for bekymringsløshed, den er ikke bange for at tale om, at vi kan øve os i livsmod. Det er begreber, som stammer fra tiden før kirke-splittelserne. Martin Lønnebo gør selv opmærksom på,– at han er meget inspireret af ørkenfædrenes vidnesbyrd.
Udover selve kransen og den tilhørende bog har Unitas Forlag indtil nu sendt tre af studiehæfterne på markedet. Man har endnu ikke taget stilling til, hvor meget mere man vil udgive.

Brugeren:

Sognepræst ved Haraldskirken i Høje Gladsaxe Morten Miland Samuelsen

En af dem, der har brugt Kristuskransen i forbindelse med gudstjenester og undervisning, er sognepræst, ph.d. Morten Miland Samuelsen, der sammen med sin far har oversat bogen og studiematerialet.

På spørgsmålet om, hvordan han bruger Kristuskransen, fortæller han først om, hvordan han har gjort hos konfirmanderne:
– Konfirmanderne får Kristuskransen som deres vigtigste undervisningsbog sammen med Ny Testamente og Ny Salmebog. Hver gang sætter vi os sammen, og alle får en krans i hånden. Så leder jeg dem gennem kransen med en fast bøn (gentages i kor) eller et sunget vers til hver temaperle.
– Nogle gange fordyber vi os særligt i én perle. Måske fortæller jeg relevante bibeltekster, eller jeg leder konfirmanderne gennem en „fantasi-rejse“, en meditation, hvor de fx møder Kristus og lægger deres bekymringer ved hans fødder.
Han har også haft stor glæde af den i forbindelse med gudstjenester:
– Man kan nemt strikke en gudstjeneste sammen om Kristuskransen. Til hver perle kan der knyttes en salme, en lovsang eller et Taizé-vers (der er forslag i bogen Kristuskransen), og man finder nemt bibeltekster til dem. Så går gudstjenesten som en vekslen mellem sang, bibelord og bøn. En af perlernes tema kan så blive genstand for en kort, meditativ prædiken.


Artiklen fortsætter efter annoncen:



Hvorfor bruger du Kristus-kransen?
– Fordi kristen tro har krop, siger Morten Miland. – En bedekrans er et godt middel til koncentration. Når jeg griber min Kristuskrans, kan jeg uden forberedelse vandre igennem et eller flere grundtemaer i evangelisk kristendom. Jeg kommer styrket ud på den anden side. Den oplevelse er god, og jeg vil gerne dele den med andre.
– Og fordi den er praktisk som nøgle til troen, fortsætter han. – Det er så sjovt, når en gruppe kender Kristuskransen godt, at bruge den som nøgle til troens temaer.
– Og endelig fordi jeg har gode erfaringer med den. Både med børn og unge, fx en hel FDF-lejr med 150 deltagere, ved dødslejer, ved ældremøder, i gudstjenester og sjælesorg har jeg igen og igen set: For nogle mennesker virker dette her rigtig godt. For nogle mennesker er en lille krans en god indgang til hele det kristne univers.
Morten Miland kan oplyse, at der i Sverige er solgt over 100.000 Kristuskranse.

Anmelderen:

I foråret udkom på Unitas Forlag noget, man ikke er vant til at se på det danske bogmarked: en bog med en tilhørende krans, kaldet Kristuskransen. En krans, der er ved at slå an og nu også er på vej ud i verden.


Artiklen fortsætter efter annoncen:



Meningen med det hele er if. ophavsmanden, den svenske pensionerede biskop Martin Lönnebo at sætte fokus på åndelighed/spiritualitet fremfor teologi:
„God teologi er livsnød-vendig for en kirke, men uden en levende åndelighed dør den hurtigt, lige meget hvor ret læren end er. Mangel på åndelighed er i dag den største trussel mod vor kirkes overlevelse. Den kamp kan ikke vindes på anden måde, end at vi i kirken personligt søger Guds hellige Ånd.“
I forlængelse af kransen og bogen (anmeldt her i uge 13) har Martin Lönnebo udarbejdet et studiemateriale, hvoraf der på dansk er kommet tre hæfter.
De tre studiehæfter er:
Skatten, som er den mindste træningsbog for sjælen; den er altså for mindre børn (førskolealderen), og den beskriver livsvandringen gennem Kristuskransen – i illustrationerne bruges barnet som billede på vores udødelige sjæl.
Hæftet er en meget enkel og meget fint illustreret gennemgang af Kristuskransen.
Sjælen, der er en lille træ-ningsbog for sjælen for (større børn og) voksne, og som udvikler tankerne i Skatten.
Lönnebo gennemgår brugen af Kristuskransen i et poetisk-mystisk sprog – med et fast skema: Følelsen, Handlingen og Meditationen, hvormed der samtidig er sagt noget om, hvad der lægges vægt på. Det er en meget smuk bog – hvis man altså kan klare Lönnebos måde at formulere sig på og hans fokusering på følelser, handlinger og meditationer.
Englen, der har undertitlen: bøn, livstydning, meditation, godhedstræning, og som henvender sig til kirkens børneledere og giver vejledning i, hvordan man anvender Kristuskransen, Skatten og Sjælen. Man ledes i praktiske øvelser i form af andagt med børn og legemeditation gennem alle Kristuskransens perler.
Et sted har jeg sat et spørgsmålstegn, for Lönnebo skriver: „Vi ved ikke hvem Gud er“ – Gør vi ikke? Ved vi ikke, hvem der har åbenbaret sig for os gennem Bibelen og gennem Jesus Kristus? Her synes jeg, Lönnebo løber lidt vild i sin poetisk-mystiske tankegang.
Men ellers er der masser af inspiration at hente i materialet – man bliver faktisk beriget af at arbejde med det.
Hvert hæfte koster 75 kr.