Bortrykkelsen og tusindårsriget

Dette er 2. del af H.K. Neerskovs dobbelt-kronik om de jødiske festers symbolske forudsigelse af historien.

Der omtales endnu tre fester i 3. Mosebog kapitel 23, som alle fejres i den syvende måned ”Tishri”. På den første dag i Tishri fejres ”Trompeternes fest” (vers 24-25) kaldet ”Rosh Hashanah” (hellig samling).

Den Sidste Nadver er et maleri udført af Leonardo da Vinci for hertug Ludovico Sforza, kaldet ”Il Moro”. Maleriet fremstiller Den Sidste Nadver som den beskrives i Bibelen. Maleriet på 4,60 x 8,80 meter findes i klosteret Santa Maria delle Grazie i Milano.

I jødedommen er det den fest, som man har mindst forståelse for. Der tales om, at den er som en beredelse på ti dage til ”den store forsoningsfest”, som på hebraisk hedder ”Yom Kippur” (vers 26-32), der falder på den 10. dag i Tishri, som er jødernes største fest og den sjette i rækken, som nævnes i 3.Mos.23. Endelig omtales som den syvende: ”Løvhyttefesten”, der på hebraisk kaldes ”Sukkot” (v.33-44).
Evangelikale teologer anses ”Trompeternes fest” for at være et billede på bortrykkelsen af menigheden (1.Tess.4:13-18 – i v.16 omtales ”Guds basun” -, se også 1.Kor.15:51-52 og Johs.Åb. 4:1).
Det falder godt i tråd med, at ”Forsoningsfesten” så er festen for jødernes frelse, der af mange anses for at ske ved slutningen af ”slaget ved Harmagedon” (Åb.16:16). Det skulle være den dag, hvor nationen Israel (jøderne) omvender sig (Zak.12:9-10, Joels bog kap. 3, ApG.15:13-16), hvor Jesus kommer synligt på Oliebjer­get i Jerusalem (Zak. kap. 14).
Endelig nævnes den syvende fest, Løvhyttefesten, som falder på den 15. dag i Tishri. Den kaldes også for ”Frugthøstfesten” (2.Mos.23:16) og sigter dermed til ”senhøsten”, hvor jøder og hedninger sammen går ind i en ny tid, nemlig ”løvhyttefesten”, der peger hen på de tusinde år, hvor djævelen er bundet (Åb.20:1-6), teologisk kaldet ”Tusindårsriget” eller ”Milleniet”.
Det giver også en fornuftig forklaring på, hvorfor den nytesta­mentlige menighed kun fejrer de første fire af de syv fester, som er nævnet i 3. Mosebog kap. 23. Som helhed peger de syv store fe­ster i jødernes ritus frem på en samlet frelsesåbenbaring. De før­ste fire er Påsken, med forsoningen til renselse fra al synd, op­standelsen og Pinsen. De sidste tre venter på deres fuldendelse, nemlig ”bortrykkelsen”, ”jødernes frelse” og ”tusindårsriget”.

Tusindårsriget beskrives sådan: ”Englen greb dragen, den gamle slange, som er Djævlen og Satan, og bandt ham for tusinde år og styrtede ham i afgrunden og satte lås for og segl for ham, for at han ikke mere skal forføre folkeslagene, før de tusinde år er omme. Derefter skal han slippes løs en kort stund” (Johs. Åb.20:2-3).
Når det gælder de sidste tider, så svirrer det med begreber som: Tusindårsrige, Herrens dag, Jesu komme, Kristi Domstol, Bortryk­kelsen, Dommens dag, Den store hvide trone, Dragen, Dyret, Skøgen, Antikrist, Den falske profet, Segl, Basuner, Vredesskåle, Bogrul­ler, Ve-råb osv.
Gud har tre overordnede mål med endetiden: Menigheden, Israel, Satan og de øvrige fjender. Gud giver Satan samme mulighed, som han selv havde. Det betyder, at også Satan vil inkarneres som et menneske og træde frem på verdensarenaen. Antikrist vil være Satan inkarneret som menneske født ind i verden. Han åbenbares som en efterligning af treenigheden: Dragen, Dyret og Den falske Profet. Verden skal være i et kaos på de tre områder, hvor magten er centreret i denne verden, nemlig: Økonomisk, politisk og religi­øst.
Antikrist skal komme med visdommens og indsigtens segl, og i en håndevending skal han løse problemerne. Det sker efter, at me­nigheden er bortrykket (2.Tess.2:6-9, Ez.28:12).

1. Jesu andet komme i skyen. ”Bortrykkelsen”. (1.Tess.4:13f),
2. Kristi domstol (2.Kor.5:10 & 1.Kor.3:11f), måske midt i den syvårige periode.
3. Antikrist åbenbares (2.Tess.2:3-12, Johs.Åb.kap.6-18) To x 3½ år (=1260 dage, 42 måneder, én tid, to tider + ½ tid).
4. Slaget ved Hamargedon (Johs.Åb.kap.16), jødernes omvendelse. (Zak. Kap. 12)
5. Djævelen bindes i 1000 år. (Johs.Åb.kap.20)
6. Jesu synlige komme på Oliebjerget. (Zak.14)
7. Tusindårsriget, hvor jøderne skal være Guds tjenere på jorden.
8. Satan løslades for at prøve menneskene. (Johs.Åb.20:7-8)
9. Satan kastes i Ildsøen. (Åb.20:10)
10. Dommens dag = Den store hvide flok for tronen. (Johs.Åb.20:11-15)
11. Det ny Jerusalem. En ny himmel og ny jord. (Johs.Åb.21 & 22)

Tusindårsriget har i kirkehistorien haft en omtumlet skæbne blandt forskellige kirkefædre. Papias (ca. år 140 e.Kr.) omtaler Tusindårsriget som en overlevering fra Apostlene. Justin Martyr (ca. 100-165) ser Tusindårsriget som en opfyldelse af GTs løfter om et jordisk messiasrige for jøderne. Origeneus (ca. 182-254) forkaster tanken om et real­istisk Tusindårsriget og åndeliggør denne lære, i ”Didake” (lig ”De tolv apostles lære” ca. år 100 e.Kr.) Her nævnes intet om Tusindårsriget, til trods for at skriftet afsluttes med en fremstilling af de sidste tider.
Irenæus (ca. 130-200) havde det jødisk-synagogale syn, at den nuværende verdensorden ville bestå i 6000 år svarende til seks skabelsesdage. Perioden afsluttes med tiltagende ondskab, som baner vej for en inkarnering af Antikrist. Han vil blive besejret af den tilbagekommende Messias (Jesus), som vil vinde sejr over alle fjender, og dermed oprettes Tusindårsriget, som svarer til den syvende dag: hviledagen, hvor Satan er bundet og alt er fred og harmoni på jorden i tusinde år. Her kommer jøderne med Jerusalem som ho­vedstad til at spille en afgørende rolle.

I dag er der tre teologiske syn på Tusindårsriget.
1) Amillianismen, som går helt tilbage til Augustin.
Han lærte, at Tusindårsriget begyndte ved Jesu første komme, og tolker Tusindårsriget som spiritua­listisk om kirken. Fra begyndelsen regnede man med, at afslutningen på denne periode ville ske i løbet af de første 1000 år. Da denne tid blev overskredet, anså man det blot for at være ”kirkens tid på jorden”. Det er stadig Den katolske Kirkes lære om dette, og såvel Luther som Calvin overtog denne teologi. Dermed lærer mange lutherske teologer lidt upræcist, at tusindårsriget har fun­det sted.
2) Postmillianismen lærer, at Kristus først kommer igen efter, at Tusindårsriget er afsluttet på jorden. Tusindårsriget vil være evangeliets sejrsgang ud over jorden, ligesom en surdej gennemtrænger hele dejen, så­ledes vil evangeliet gennem åndelig og social indflydelse forandre verden. Det mirakuløse aspekt ved dette rige afvises, idet Jesu genkomst sker efter tusindårsriget. Ingen tilhængere af denne teo­logi mener dog, at dette er opfyldt i kirkehistorien. Det er endnu noget fremtidigt.
3) Præmilianismen deler stort set det jødisk-synagogale syns­punkt, som det blev fremført af kirkefaderen Irenæus. De fleste evangelikale kirker prædiker dette synspunkt.

NB! Som nævnt i artiklen er der forskellige opfattelser af, hvordan Johs. Åbenbaring m.m. skal tolkes. Artiklen er selvfølgelig udtryk for kronikørens egen opfattelse.
Red.