Skriv til Suh

Har du et problem, så skriv til:
Psykolog Suh B. Jacobsen
Nordgårdsvej 109
4030 Tune
eller mail til: Suh@Udfordringen.dk. Ikke alle breve offentliggøres. Du er velkommen til at være helt anonym, hvis du ønsker det. Hjemmeside: www.suhjacobsen.dk

Kære Suh
Jeg vil høre, om du ikke kan give nogle overordnede gode råd til at få en bedre dialog i parforholdet. Min mand og jeg har været gift i 10 år og har nogle gange lidt problemer med at få løst vores konflikter – det bliver hurtigt til, at vi sidder i hver vores grøft og kaster med skyts på den anden. Vi synes begge, den anden burde give sig. En af vores tilbagevendende konflikter er bl.a., at min mand er hurtigt til at love at ordne et eller andet i huset/haven, men han får det sjældent gjort – før jeg har rykket ham 100 gange. Det er både opslidende og sårende. Jeg har prøvet at forklare ham det, men det er som om, at det ikke trænger ind.
Konen

Kære Kone
En bedre kommunikation i et parforhold er en proces, som allerbedst sker, hvis man samarbejder om det. Men meget kan også ske, hvis man selv – som den første – beslutter at ændre på kommunikationsformen, for når vi ændrer adfærd, kan det ikke undgå at påvirke den anden på en eller anden måde. Så fint, hvis du kan finde lysten og ressourcerne til at lægge ud!
Når man har mange tilbagevendende konflikter og skænderier, ophobes der en bunke af negativ energi – vrede, sårethed, surhed og bitterhed. Man bliver optaget af ens egne forurettede følelser, og disse kan hurtigt komme til at overskygge de kærlige følelser til den anden og også evnen til at lytte og forstå. I stedet vrisser man, anklager og lukker af for den andens argumenter. Dette gør, at det bliver svært at ”trænge igennem” til den anden part, som du selv har erfaret, og i stedet bliver den anden ansporet til at forsvare sig, retfærdiggøre sig selv og angribe tilbage. Så – hvis du vil prøve at eksperimentere med en ny kommunikationsform, så prøv at sige så lidt som muligt – både med munden, men også inde i hovedet og i hjertet – næste gang din mand kommer med en argumentation eller plan, som du er uenig i. Prøv i stedet at kigge ham ind i øjnene, lyt, nik, stil kun uddybende spørgsmål og vent, til han har talt helt færdig, før du svarer. Alene manglen på angreb fra din side vil gøre en forskel i jeres kommunikation. Måske vil han/du endda opdage, at han pludselig af sig selv kan se sagen fra din side, hvilket ofte er en naturlig følgevirkning på, at man ikke længere skal forsvare sig. Så får man pludselig lyst til at komme den anden i møde.
Når det bliver din tur til at tale, så prøv at annullere så mange ”du”, som du overhovedet kan. Lug dine sætninger for al anklage og al bebrejdelse. Det kan være rigtig svært, når det nu er sådan, man har det indeni, så måske du skal gøre et forarbejde – fx sammen med en veninde, hvor du kan ”give den gas” og få øffet lidt af! Over for din mand prøver du i stedet for kun at fortælle og informere ham om, hvordan du tænker og føler omkring de pågældende ting. Tag hele tiden udgangspunkt i dig selv, og lad sætningerne være præget af ”nu-fortæller-jeg-dig-hvorfor-jeg-bliver-ked-af-det”. Der er en verden til forskel på sætningen: ”Jeg bliver så ked af det, føler mig overset, når jeg aldrig får blomster” og på: ”Du er simpelthen så sløv, at du aldrig kan købe mig en ordentlig buket!”. Reaktionen på de to sætninger er som oftest også meget forudsigelig – og ret forskellig.
Mht. til det konkrete eksempel kan du fx fortælle din mand – ikke hvor sløv eller glemsom han er (og hvor træt af ham du efterhånden er) – men i stedet, at du bliver rigtig ked af det og såret, og at det ville få dig til at føle dig mere respekteret, hvis han overholdt jeres aftaler. Hvis du endda kan indlede samtalen med at påskønne ham for de ting, du rent faktisk kan påskønne – af hjertet – er du kommet meget langt! Jeg tror, det kan gøre en forskel for jer i jeres kommunikation, og ellers kan du også prøve at sørge for, at de skavanker, han ikke får rettet op på, blot kommer til at genere ham selv mest muligt – så skal han nok blive motiveret.
Hilsen Suh

Hej Suh
Jeg har i øjeblikket så mange problemer med uren hud, det plejer jeg ikke at have, og jeg synes ikke mine kostvaner er så usunde og heller ikke anderledes, end de plejer at være. Ved du noget om, om det kan skyldes psykologiske faktorer (for jeg er ret stresset for tiden)?
Vh H.

Kære H.
Kroppen og psyken er uløseligt forbundet med hinanden, og det betyder, at vores krop uvilkårligt reagerer på psykiske påvirkninger og forandringer. Denne sammenhæng er videnskabeligt bevist mange gange, fx har man lavet forsøg med mennesker, hvor de skulle lukke øjnene og forestille sig, at de holdt et krus varm kakao mellem hænderne – og man fandt ud af, at temperaturen i håndfladerne på de pågældende forsøgspersoner rent faktisk steg med helt op til en grad! Sammenhængen mellem stress og uren hud er også ret veldokumenteret: når vi er stressede, udskiller vi bl.a. en større mængde af hormonerne adrenalin, nor-adrenalin og kortison. Disse hormoner har indflydelse på, hvordan kroppen fungerer, og det kommer sig logisk, at det kan give fysiske gener, hvis man forstyrrer den oprindelige hormon-balance. Du kan læse meget mere udførligt om sammenhængen mellem stress og bumser på nettet, ligesom din læge sikkert også vil kunne være dig behjælpelig med information i den forbindelse.
Du kan måske i første omgang prøve at skærpe opmærksomheden omkring de forhold, der udløser stressen og få den reduceret. Måske problemerne med uren hud går i sig selv, hvis du får løst de problemer!
Hilsen Suh

Klumme:

Det er oftest mig, der følger vores børn i skole og institution om morgenen. Forleden var vi for en gangs skyld kommet af sted i god tid, og jeg nød at kunne gå og diskutere størrelsen på vandpytter med ungerne, lede efter potentielle ”sværd”, klappe en hund og betragte de andre børn, som myldrede af sted.

Mange af de andre børn var på cykel, og da vi var gående, blev vi hele tiden overhalet. Pludselig cyklede en dreng forbi os på en moderne ”vælte-peter” – sådan en cykel med et meget stort for-hjul og et lille-bitte baghjul. Det så komisk ud og samtidig var jeg fascineret af, at han rent faktisk kunne holde balancen på den!
”Se!” sagde jeg til Marcus, min ældste på 6 år, og pegede på drengen, der nu var 1 meter foran os, ”se den cykel – er det ikke mærkeligt?”. Marcus vendte sig om og kiggede og udbrød: ”Jo, ej, hvor MÆRKELIGT, en dreng, der cykler på en lyserød cykel!”. Jeg kiggede en ekstra gang på den mærkværdige cykel, og den var ganske rigtig lyserød, hvilket jeg ikke havde bemærket før. Marcus kommenterede ikke begivenheden yderligere.

Og jeg blev endnu en gang mindet om, at hvad der er mærkeligt og måske endda forekommer besværligt eller som et problem – det er det slet ikke altid for andre!
Hilsen Suh