– Du er en del af Guds arbejde
At vidne om Gud er også at fortælle om, hvad han gør i dag, mener teologiprofessor.Mission er ikke kun at fortælle om, hvad Gud har gjort – men også hvad han gør og vil gøre.
Det mener professor Dana Robert fra teologiseminariet på Boston Universitet. Hun talte til Missionskonferencen i Edinburgh den 2.-6. juni.
Hun opfordrede kristne til at se sig selv som en del af den større fortælling af Guds igangværende arbejde på jorden.
Professoren pointerede samtidig for kristne ledere, at det at være et vidnesbyrd for de gode nyheder ikke kun betød at vidne om, hvad Gud har gjort i fortiden, men også hvad han gjorde i nutiden og ville gøre i fremtiden.
Dana Robert mente også, at evangeliet skulle udbredes, trods vanskeligheder.
– Vi må ikke tillade vanskelige teologiske, social-kulturelle og politiske temaer – eller uenigheder over religioners teologi – at afskrække os fra at dele Guds kærlighed og frelse gennem Jesus Kristus med hele verden.
Missionskonferencen i Edinburgh sker 100 år efter, at den historiske Verdens Missionskonference fandt sted i samme by i 1910.
Omkring 1200 protestantiske missionsledere, mest fra Nordamerika og Nordeuropa, var samlet til jubilæumskonferencen for at tale om verdensevangelisation i vores generation.
Professor Dana Robert mente ifølge Christian Post, at enhed blandt kristne var både mulig og nødvendig, og at den var presserende for integriteten af evangeliets budskab.
For på trods af menneskelige begrænsninger og modstand, så ville det fælles vidnesbyrd fra kristne over hele verden skabe en forskel i verden, og Guds kærlighed ville til sidst sejre, mente professoren.