Værste situation for Europas jøder siden 2. verdenskrig

– Situationen for Europas jøder er den værste siden Den anden Verdenskrig ,
siger præsidenten for organisationen “European Jewish Congress”, Moshe Kantor, på et møde for jødiske ledere i Bruxelles.Han tegnede følgende dystre billede:

– Jøder er bange for at gå på Europas gader med jødiske symboler, sagde han. Synagoger, jødiske skoler og børnehaver skal have pigtråd og sikkerhed, og jødiske mænd, kvinder og børn bliver slået i fuldt dagslys. Mest skræmmende er, at jøder tvinges ud af mange europæiske byer, som Malmø i Sverige, på grund af en atmosfære af fjendskab og vold.

Han fortsatte:

– Jeg så gerne, at europæiske politikere højt og klart siger fra, at der ikke er nogen berettigelse eller forståelse for angrebene på jøder eller jødiske institutioner.

Han afviste den “falske påstand”, at disse angreb er en naturlig reaktion på begivenheder i Mellemøsten.

– Denne tænkemåde er illegitim såvel som uærlig, understregede han. Mange konflikter
hærger rundt om i verden, og hundredtusinder af mennesker mister livet. Har nogen hørt om en eneste voldshandling i Europa, som er berettiget på grund af en udenlandsk konflikt? Europa må styrke dets love for at bekæmpe alle former for had og ophidselse.

Ifølge Moshe Kantor kan europæiske politikere spille en større rolle ved at presse Hamas til at gøre en humanitær gestus og løslade den kidnappede soldat, Gilad Shalit.