Bedre vilkår for døende

Stillestuer oprettes i Farsø og Aalborg. Flere hospicepladser på bedding.Ved sygehuset i Farsø og ved Aalborg Sygehus bliver nu etableret særlige stillestuer. Samtidig diskuterer regionsrådet i Region Nordjylland muligheden for at etablere flere hospicepladser. Det skriver Nordjyske.dk.
For et år siden blev der afsat 10 millioner kroner til stillestuer. Men alvorlige problemer med at overholde budgettet satte planerne i bero. Men nu er der i regionsrådets forretningsudvalg fuld enighed om at tage ideen med stillestuer op igen.
Ved Sygehus Himmerland i Farsø kommer der otte stillestuer, mens der i Aalborg kommer fire. Stuerne i Aalborg vil kunne tilbyde avanceret lindrende behandling.
– Vi ønsker en bred vifte af tilbud til alvorligt syge, og jeg håber, at tilbuddet om stillestuer kan bredes ud til hele regionen, siger Bente Lauridsen (SF) fra regionsråd Nordjylland.