BOG TEMA
Overfladisk religionsfarce
Peter Høegs nye roman, den spirituelt-humoristiske Elefantpassernes børn, har fået blandede, om end nok overvejende positive anmeldelser – men den er en skuffelse.Jeg har fundet en dør ud af fængslet, den åbner ud til friheden, jeg skriver dette for at vise dig døren. – Disse er indledningsordene til Peter Høegs seneste roman, som altid længe ventet og netop derfor ikke mindre voldsomt skuffende.
Der er sådan set ikke noget i vejen med selve historien, bortset fra at den er overflødigt og umanerlig lang. Det er en spændingshistorie af en art, lagt i munden på 14-årige Peter, der sjovt nok altså deler fornavn med forfatteren. Peter, hans 2 år ældre søster Tilte og endnu ældre storebror Hans er den tapre trio, som sammen med hunden Basker udgør bogens omdrejningspunkt. De er født og opvokset i den lille fiktive ø, Finøs præstegård, og deres forældre har tidligere været i myndighedernes søgelys på grund af svindel med mirakler. Nu er forældrene forsvundet, og spørgsmålet er så, hvad der er i gære denne gang?
Et sandt forhindringsløb, herunder adskillige forviklinger, fører børnene til kongens København og Nordsjælland, hvor forældrene åbenbart planlægger et kup under en stor kongres for alle verdensreligionerne. Uden at røbe for meget kan jeg sige, at det hele naturligvis ender i fryd og gammen; til gengæld kan jeg roligt sige, at det er længe siden, jeg har kedet mig så bravt, som tilfældet er her. Ironisk nok rammes romanen dermed af sin egen indbyggede boomerang:
Noget af det allervigtigste, når man fortæller om så skæbnesvangre begivenheder som disse, det er, at man ikke kan mistænkes for på nogen måde at ville underholde, det er derfor, jeg har brugt enhver lejlighed til at bidrage med Tiltes og mine studier af den højere mystiks kildeskrifter (s. 216-217).
Bogen er nemlig for meget af det hele: den er for friskfyr-agtig, den er for bedrevidende, og den er ulideligt meget for gammelklog og missionerende i sin evindelige insisteren på, hvad Peter og hans søster har bedrevet af dybe studier i den hinduistiske Vedanta og buddhistiske skrifter på Finø Bibliotek. Og godt nok gives denne insisteren med et glimt i øjet, men den gør alligevel krav på at blive taget alvorligt. Bogen er i sin kerne udtryk for en udvandet, globaliseret religions-opfattelse:
Jeg prøver at lade være med at trøste mig selv med, at der nok kommer en eller anden feberredning. Jeg trøster mig ikke med, at der nok bare bliver slukket for lyset, eller at Jesus venter på mig, eller Buddha eller hvem man nu kunne forestille sig træde frem med et bredt smil og en aspirin og fortælle én, at det ikke bliver så slemt alligevel (s. 248).
Den dør ud til friheden, der omtales først i romanen, er dermed selvfølgelig ikke døren til livet i Kristus. Sidst i bogen tager fortælleren/forfatteren ordet nåde frem og definerer det som muligheden for, at selv forhærdede sjæle kan få afbrudt deres livs naturlige nedadgående retning af en korsvej og for enden af en ny vej, der et kort øjeblik åbner sig, finde sarte, risikable, men også forfinede muligheder. – Det er næppe nåden i kristen forstand, der tænkes på, men derimod ligesåvel islams fornemmelse for Allahs barmhjertighed eller hinduismens bhakti. Det er forstemmende, men sådan er det.
Ord. Ord. Ord. Må resten være tavshed.
Peter Høeg:
Elefantpassernes børn
380 sider 300 kr.
Rosinante
