Ja og nej er mere end ord
Karen Blauenfeldt Dam er sognepræst i Ringe.
Jesus sagde: Toldere og skøger skal gå ind i Guds rige før jer. (Matthæusevangeliet 21,31)
Når Bibelen fortæller en historie om to brødre, kan man godt regne med at scenen er sat for problemer.
Kain og Abel Isak og Ismael Esau og Jakob. To sønner er to forskellige måder at forholde sig til deres far på og når man tænker på, at faderen i Jesu lignelser altid er Gud selv, ja så repræsenterer de to sønner to forskellige måder at forholde sig til Gud på. I dag, en troløs ja-måde, og en angrende nej-måde.
Ja og nej er to ganske små ord i det danske sprog, men to meget store ord i livet. Og dog selv om vi indimellem godt kan svinge os til de store højder, når talen falder på egne eksistentielle valg, vore afgørende jaer eller nejer, så viser Jesu lille fortælling om vingårdsejerens to sønner, at det jo ikke er nok, at disse ord bliver sagt, det afgørende er, at de også bliver levet. Ét er at sige ja til sin ægtefælle på sin bryllupsdag, noget ganske andet er at leve det ja resten af sine dage, til døden skiller ad.
For brødrene her forblev ordene hensigtserklæringer. Den ene sagde ja til at arbejde i sin fars vingård, men gik aldrig derhen. Den anden sagde nej, men fortrød og gik alligevel derhen. Så svag er den menneskelige beslutning, så meget er vores ja eller nej værd eller så lidt var det i hvert fald værd hos brødrene. Men fortsættelsen viser os, at alt ikke afhænger af vores ja eller nej.
Begge brødrene i lignelsen var fælles om at være svage, ens i at have en rygrad som kogt spagetti, da det kom til udførelsen af deres beslutning.
Når den ene så alligevel kom på arbejde i vingården, og altså gjorde sin faders vilje, skyldtes det ene og alene, at en helt anden kraft end hans egen beslutning blev virksom i hans liv. Han fortrød sin egen vilje og gjorde sig selv lille og lagde sig ind under faderens magt.
Jeg læste et sted, at: den enes anger er altid skabt af den andens kærlighed.
Man fortryder og føler med andre ord anger, ikke fordi man bliver truet til det, men fordi det går op for én, at den anden faktisk holder af én. Når man angrer, bliver den andens kærlighed virksom i ens liv. Da sønnen fortrød, var det faderens kærlighed, der havde fået magt.
Guds Rige åbner sig ikke for vores vilje, for vores jaer eller nejer, hvor dybtfølte de end er, eller hvor heltemodigt vi end udfører dem, men Guds Rige åbner sig ud af Guds kærlighed for vores fravær af vilje, når vi er små, så Gud bliver stor i os.
Derfor kan også toldere og skøger snildt træffe at gå ind i Guds Rige førend alle andre, som Jesus siger til de fromme farisæere, han talte til.
Ham, der fortæller historien, Jesus, sagde ja, og han handlede efter det. Han holdt ord. Derfor bliver han kaldt Guds Søn og vores frelser. På grund af ham er både den ene og den anden søn indsat i faderens testamente. Både ja-sigeren og nej-sigeren.
Det testamente læses for os søndag efter søndag i kirken. Heldigvis! For vi ved godt, hvordan det er med os og vores jaer og nejer. Det er ikke på grund af dem, vi er indskrevet i Vorherres livsbog. Det er på grund af Kristus.