Egypten planlægger freds-topmøde
Egypten planlægger at afholde et internationalt freds-topmøde i nær fremtid for påny at bekræfte, at fredsprocessen stadig eksisterer og for at oprette en palæstinensisk stat inden for 1967-grænserne – uanset bosættelses-anliggendet.Dette har en fremtrædende egyptisk kilde sagt til det London-baserede arabiske dagblad “Al-Hayat”. Han oplyser, at den egyptiske regering nu har taget kontakt med flere lande for at organisere et sådant møde.
Kilden siger, at den israelske regering ikke er parat til at gøre nogen good-willl gestus over for palæstinenserne – men at den egyptiske regering ikke vil “sidde med hænderne i skødet”.
Videre siger kilden, at Egypten ikke ser nogen grund til at suspendere fredsprocessen, fordi Israel afviser at fryse bosættelses-byggeriet.
Han understreger imidlertid, at de arabiske stater fuldtud støtter præsidenten for Den palæstinensiske Myndighed (PA), Mahmoud Abbas’ beslutning om ikke at genoptage forhandlinger med Israel, før dette fornyer byggestoppet.
“1 procents chance”
Et medlem af PA’s forhandlingsteam, Mohammad Shtayyeh, siger, at der ikke er en 1 procents chance for, at PA vil kunne slutte fred med Israel, sålænge det har Binyamin Netanyahu som leder.
Ifølge Shtayyeh afviser det israelske forhandlingsteam at drøfte et dokument, der er forelagt af palæstinenserne, af frygt for, at det vil kunne skade den israelske regeringskoalition.