Befinder arken sig på Mt. Ararat?

I givet fald er det verdens hidtil største fund.Nogle kinesere har sammen med en tyrkisk guide fundet en stor trækonstruktion under isen på toppen af Mt. Ararat, og meget tyder på, at det er den strandede Noahs Ark – i hvert fald sandsynliggøres det i Henri Nissens nye bog Noahs Ark – Historien og det store fund.
Men meget mere kommer frem i dagens lys i denne fortrinlige bog. Henri Nissen godtgør, at der før syndfloden var en levende og blomstrende kultur, som langt overgår vores fantasi. Mennesker levede meget længere, deres kløgt var stor. De var fx i stand til at lave store bygningsværker og tegne kort, der med ret stor nøjagtighed gengiver lande og områder, før de blev dækket af is. Det har været meget spændende at dykke ned i sammen med Henri Nissen, der tydeligvis er meget fascineret af den verden, han er gået på opdagelse i gennem de seneste 10 år.
Henri Nissen skrev allerede i 2005 en anden Ark-bog, Noahs Ark fundet igen?, men han har siden da måttet revidere sin opfattelse på grund af den tyrkisk-kinesiske opdagelse. Gennem bogen godtgør han, at det nye fund meget vel kan være Noahs Ark. Han tror selv, at det er det, og det lykkes ham også at overbevise mig som læser.

Også et opgør med videnskaben

Bogen kan læses som historien om ark-jægerne, men det er også historien om et opgør med megen videnskabelig forskning, som benægter syndfloden og henregner beretningen til at være myte, og at syndfloden var begyndelsen på den seneste is-tid.
Samtidig er det en beretning om, ”at vores forfædre ikke var primitive køllesvingende abemennesker”. Der fandtes en højtstående civilisation for ca. 4-8000 år siden, som blev udslettet ved en oversvømmelseskatastrofe, som er omtalt i næsten alle folks gamle myter, og som vi finder ellers uforklarlige spor efter i dag. De gamle kort tyder på, at jordens geologiske og klimamæssige ”udvikling” slet ikke strækker sig over millioner, men kun få tusinde år, og Henri Nissen tilføjer: ”Derfor kan universet i øvrigt godt være milliarder af år. Eller evigt”. ”Men jordens fortid er tættere på og langt mere spændende, end vi troede”, skriver Henri Nissen. Og det er uhyre spændende at læse om det. Det burde være pligtlæsning i gymnasiet.
I løbet af bogen trækker forfatteren også megen skepsis frem. Jagten på Noahs Ark har altid skabt skepsis. Syndfloden og Noahs Ark kan videnskaben og mange teologer ikke få til at passe ind i deres verdensbillede. Derfor er de nødt til at kalde beretningen en myte. Men jeg føler mig overbevist om, at de i løbet af de kommende år – efterhånden som fundet bliver undersøgt nærmere – kommer til at revidere deres opfattelse.
Bogen Noahs Ark er absolut anbefalelsesværdig. Den er velskrevet, veldokumenteret, og så er det en usædvanlig flot bog. Lækkert papir og en mængde flotte billeder og illustrationer. Meget velegnet som gavebog.

Henri Nissen:
Noahs Ark
– Historien og det store fund
320 sider
298 kr.
Scandinavia

Spændende dvd om arkfundet

Samtidig med at Forlaget Scandinavia har udsendt Henri Nissens nye ark-bog, har Udfordringen.tv udsendt en spændende dvd om arkfundet.

På dokumentar-dvd’en fortæller Udfordringens redaktør Henri Nissen om det utrolige fund på Mt. Ararat, hvor en kristen kinesisk gruppe sammen med en tyrkisk guide fra området har fundet og gjort de første undersøgelser af den store trækonstruktion på bjerget. Dvd’en er en populær-udgave af bogen. Flot filmet og med god lyd indlagt. Der er spændende interviews undervejs med nogle af de kinesere, der har været med til det store fund.
Dvd’en er i to dele af hver 30 minutters varighed. Desuden findes den fulde længde af to forkortede interivews, der indgår i selve filmen.
For mig at se er bogen et must og dvd’en et godt krydderi efter bogen. Men man kan også gøre det omvendt: se dvd’en som appetitvækker til bogen.
Bjarne Nederby Jessen

Kineserne finder Noahs Ark
198 kr. • Udfordringen.tv
På http://hosianna.dk kan man bestille bogen og dvd’en samlet for 398 kr. og derved spare 96 kr.