Koldt i Afrika
Modsat, hvad mange af os tror, så kan der faktisk være koldt i Afrika. Ikke kun yderpunkterne, Sydafrika og de nordafrikanske stater, men her lige nord for Ækvator, hvor jeg er lige nu i januar.
Jeg er meget glad for den sweater, jeg alligevel tog med i kufferten. Og om natten ville jeg ønske, at jeg havde en nathue
!
Ganske vist er der pænt dansk sommervejr om dagen, men husene er jo ikke spor isolerede. Vinduerne kan ikke lukkes tæt. Og der er åbne luftkanaler. Så når solen forsvinder, bliver det hundekoldt på cementgulvet, og som regel er der ikke en dyne at putte sig under, men kun et tyndt lagen og i bedste fald et tæppe.
Så man har ikke så meget lyst til at gå ind under en kold bruser om morgenen. Det er bare med at få noget varm kaffe indenbords og komme ud i solen, så man holder op med at hoste. Ja, jeg har faktisk været forkølet, næsten siden jeg kom herned i varmen.
Grunden til, at der er så koldt nu, er dels at det jo er vinter på den nordlige halvkugle, og dels at vinterstorme i Sahara pisker sandet op i de højere luftlag, så solen blokeres. Og så er der nok også noget uorden i klimaet. Den globale opvarmning har åbenbart ført til en nedkøling her! I hvert siger afrikanerne, at det er koldere og har regnet mere end normalt.
Jeg har ofte bedt Gud om at skrue lidt på klimaet, så afrikanerne fik noget af vores rigelige regnvand og slud. Og faktisk fik de rigeligt med regn i sommers i det ørken-område, hvor vi er begyndt at sende kristne programmer på arabisk. De får en rigtig god høst i år. Så det kan vi da glæde os over.
Lige nu er jeg på et plateau i 1000 meters høje, så det sænker jo også den normale temperatur med ca. 5 grader. Mange af de lokale går her med huer og frakker, ja endda halstørklæder. Det ser sjovt ud, og der er jo ikke lige sådan, de fleste forestiller sig Afrika.
Så det bliver godt at komme hjem igen – til varmen. Indendørs er temperaturen i hvert fald bedre i Danmark end her.
Nå, jeg går lige ud i solen igen for der er for koldt herinde ved computeren.
Af redaktør Henri Nissen