Afghansk flygtning missionerer i Danmark
I Afghanistan var der ingen fred, men det var der i Bibelen, siger Khalil Jamshedi.
En 22-årig afghansk flygtning fra Afghanistan fandt fred i kristendommen. Nu lever han på asylcenter i Danmark og ønsker at missionere herhjemme.
– Det var, som om usynlige kræfter var begyndt at skubbe mig i retning af kristendommen. I Afghanistan var der ingen fred, men det var der i Bibelen. Der er ingen krav om krig eller voldsomme straffe eller om at slå vantro ihjel i det Ny Testamente, siger Khalil Jamshedi til Thisted Dagblad.
Han måtte gemme sig for sin familie, som nu ifølge deres skik skulle slå ham ihjel. Han gemte sig hos nogle venner og flygtede først til Grækenland og senere Danmark. Her traf han sognepræst Mariann Dyhrberg Christensen, som døbte ham i Ræhr Kirke d. 3. oktober sammen med en ven fra asylcentret. Han ønsker nu at dele sin tro med andre:
– Jeg går rundt og snakker med folk om Jesus, ligesom Paulus gjorde. Mit største ønske er, at mit land bliver frit, så jeg kan rejse tilbage for at tale om Jesus, siger han.