Terrorister dræber familie
To terrorister brød uopdaget fredag igennem sikkerhedshegnet til bosættelsen Itamar og dræbte fem personer.
Ægteparret Udi og Ruth Fogel, hhv. 36 og 35 år gamle, og disses børn lå alle og sov.
Først skar gerningsmændene struberne over på de tre børn – Yoav på 11, Elad 3, og den tre måneder gamle pige Hadas – der lå i deres eget værelse. Det foregik så hurtigt, at forældrene ikke hørte en lyd. Så kom turen til dem. De fik også halsen skåret over.
To andre børn på hhv. 8 og 2 år, der var i et andet barneværelse, blev ikke angrebet.
Den ældste datter, Tamar på 12, var ikke i huset, da angrebet fandt sted. Da hun kom hjem sent på aftenen, opdagede hun rædselsslagent, hvad der var sket med hendes forældre og søskende.
Gerningsmændene tog flugten efter deres ugerning.
Da terroristerne nåede ind i bosættelsen udløste de automatisk en alarm i sikkerhedshovedkvarteret. En mand fra sikkerhedshovedkvarteret tog til det pågældende sted, men fandt intet mistænkeligt og alarmerede derfor ikke de israelske sikkerhedstyrker. Det viste sig senere, at de to terrorister havde strejfet om i bosættelsen i flere timer før sengetid.
Præsidenten for det palestinensiske selvstyre, Mahmoud Abbas har telefonisk over for statsminister Binyamin Netanyahu kondoleret med mordene, men Netanyahu svarede, at det ikke var nok at fordømme ugerningen, men at “palestinenseres ophidselse mod Israel må standse og det palestinensiske folk må undervises til fremme af fred”.
Generaldirektøren i ministeriet for strategiske anliggender, Jossi Kuperwasser, har idag på det ugentlige ministermøde orienteret regeringens medlemmer om palestinensisk ophidselse mod Israel i skoler, moskeer og medier.
Den internationale “Kvartet” om Mellemøsten (omfattende USA, Rusland, EU, og FN) har i en udtalelse på det stærkeste fordømt drabene og sagt, at drabsmændene skal bringes for retten. I udtalelsen hilses den palestinensiske fordømmelse af ugerningen velkommen – og det hedder videre, at bestræbelserne for at opnå en israelsk-palestinensisk fred må fremmes.