Glæden kommer, når vi tør slippe smerten
Inger Margrethe Kofod-Svendsen mistede søn og børnebørn i Tsunamikatastrofen i 2004. Hun taler på Kristelig Handicapforenings årsmøde.
Det er nu seks år siden, Inger Margrethe Kofod-Svendsen og hendes mand Flemming mistede deres søn, svigerdatter og to små børnebørn i Tsunamikatastrofen juledag 2004.
Sønnen Jacob og hans kone Lisbeth og børnene Silas og Regitze var på juleferie i Thailand, da et undersøisk jordskælv satte den enorme flodbølge i gang og skabte ødelæggelse i alle landene omkring Det Indiske Ocean.
Nyheden kom som et chok for Inger Margrethe Kofod-Svendsen:
– Det første år oplevede jeg en form for frit fald. Hvad ender det med? Hvor langt kan man falde? Hvornår når jeg bunden? Er der noget at gribe fat i? fortæller hun. Uvisheden var det værste.
Men så blev børn og børnebørn identificeret. Jacob og Lisbet i marts, Regitze i maj og Silas i juli.
– Selv om vi ikke selv så dem, fik vi nu papir på, at de var døde, så nu kunne vi begrave dem. Det var ligesom grene, jeg kunne hive fat i på vej ned.
Inger Margrethe Kofod-Svendsen holder foredrag på Kristelig Handicapforenings årsmøde i Vejle Missionshus lørdag eftermiddag den 26. marts. Her vil hun tale om vores billede af Gud og også løfte fligen for den personlige sorgproces, hun har været igennem siden det enorme tab.
Hvordan komme videre?
– Ved at se virkeligheden i øjnene, ved at leve med det, acceptere det og ligesom favne smerten. Så kan man vende sig mod livet igen med smerten i favnen.
– De første år var der perioder, hvor smerten pludselig skyllede over én. Men der skete noget over tid, jo flere gange vi talte om det og satte ord på smerten. Det havde en helende virkning. Det blev ikke lettere at snakke om smerten, men det blev mere naturligt.
– De første mange fødselsdage og ved andre mindedage river det! Men efterhånden kan man mærke, at der kommer hud på såret, og det bliver muligt at bære. Jeg har forholdsvis nemt ved at snakke, så for mig blev dette en god ventil.
Hvordan opleves trøst?
– Som at nogen kommer og hjælper med at bære en tung byrde. Byrden er der, og det er stadig mine børn og børnebørn, der er døde. Men jeg får hjælp til at bære det, så byrden ikke får lov til at knuse mig.
Hvordan kan man nogensinde blive glad igen?
– Kun ved at forlige sig med virkeligheden. Hvis man havner i forurettelse, kan man ikke få øje på de lyse farver. Kan man forsone sig med virkeligheden, åbnes der luger for lyset.
Det handler ikke om at resignere men at forlige sig med, at Gud tillader lidelse og modgang, pointerer Inger Margrethe Kofod-Svendsen.
– Han løfter os ikke ud af lidelsen. Vi må se i øjnene, at sådan er det at leve efter syndefaldet. Vi skal også som kristne leve i en verden, hvor flodbølger af forskellig art skyller ind over os. Her må vi så få øje på, at Gud er hos os i den smerte, han tillader.
– Gud stoppede jo ikke verdens gang, da han ville gribe ind og frelse den. Han sendte Jesus ind i verden, ind i mørket, forhånelsen, lidelsen og døden. På samme måde møder han os i smerten og går med.
– Vi søger ofte forklaring, men Gud giver forløsning. Vi søger lindring, men han giver frelse. Når vi giver slip på alle spørgsmål, alle krav på forklaring, kommer han med sin forløsning. Når vi indser: Vi kan ikke forstå, hvad der sker, men det kan Gud.
Men glæden, hvordan kommer den tilbage?
– Den kommer stille snigende, fortæller Inger Margrethe Kofod-Svendsen. Den første påske efter børnenes død kunne jeg langsomt se, at liljerne var gule og høre, at fuglene sang.
– Glæde er noget, der kommer til dig udefra. Det er ikke noget, du selv kan præstere. Samtidig savner jeg børnene ud over alle grænser! Men jeg oplever også, at Gud giver så meget mere. Livet kommer forbi med nye gode gaver. Vi vil stadig savne børn og børnebørn, men Gud slutter ikke med at give.
Vi kan ikke tage os sammen til at være glade. Men glæden kommer selv, når vi tør slippe smerten, slutter Inger Margrethe Kofod-Svendsen.
Inger Margrethe Kofod-Svendsen er cand. theol. og har været lærer på Luthersk Missions Højskole i mange år. Hun har været engageret i Kristeligt Forbund for Studerende og var også leder af KFS forlag Credo i otte år. I dag er hun på efterløn.
