Jesu opstandelse er virkelig
Det var ikke bare noget, disciplene sagde, for mange kendsgerninger beviser, at Jesu opstandelse rent faktisk fandt sted.At apostlene inden for få uger efter korsfæstelsen frimodigt er stået frem over for dem, der havde dømt Jesus og har forkyndt hans opstandelse som Herre dette er det virkelige bevis for opstandelsen som en historisk kendsgerning (ifølge Ap.G. 2,23 f; 32 f; og navnlig 4,10).
Men hvis graven var tom, ser det ud til, at der kun er tre muligheder:
1. at venner fjernede legemet
2. at fjender fjernede legemet eller
3. at Jesus opstod
1. Den første hypotese er det mere end vanskeligt at holde fast ved. Hele vor bevisførelse består i at vise, at der ikke i disciplenes sind fandtes nogen tanke om en opstandelse, og at de om aftenen den første langfredag var mænd uden håb. De var modfaldne, nedslåede mænd, der skjulte sig af frygt for jøderne. Yderligere fortæller Mattæus os, at der var sat vagt ved graven, så de kunne ikke have stjålet legemet, selv om de gerne ville have gjort det. Men det er altoverskyggende usandsynligt, at de ville have udstået lidelser på grund af deres forkyndelse om opstandelsen, sådan som det i Ap.G. fortælles os, at de gjorde, hvis opstandelsen ikke havde fundet sted. Nogle blev fængslet, og Jakob blev halshugget. Mennesker udstår ikke den slags straffe for at hævde noget, de ved, er løgn. Det må ligeledes erindres, at når den kristne sekt i myndighedernes øjne var så besværlige, at man fandt det værd at forfølge dem, så ville ypperstepræsterne meget beredvilligt have betalt for oplysning om, hvem der havde stjålet legemet. Og tilfældet Judas er tilstrækkeligt bevis for, at en forræder kunne findes i rækkerne. Alt i alt er det umuligt at holde fast ved, at kristne stjal Kristi legeme.
2. Lige så vanskeligt er det at bevise, at hans fjender fjernede legemet. Hvorfor skulle de det? Der synes ikke at være en eneste antagelig bevæggrund. Havde de gjort dét, ville de dermed have sat rygter i gang om en opstandelse, hvad alt tyder på, de var ivrige efter at forhindre. Endvidere ville vagten ved graven have været en lige så stor hindring for dem som for Herrens venner. Men den absolut afgørende indvending er den, at de ikke var i stand til at fremskaffe legemet, da den første forkyndelse begyndte. Peter og hans trosfæller lagde stærkt eftertryk på deres Herres opstandelse. Den havde fået et fast tag i deres sind. Havde deres fjender i denne situation været i stand til at fremskaffe Jesu legeme, ville den kristne menighed være druknet i latter. Jødernes tavshed, som nogle har betegnet det, er lige så betydningsfuld som de kristnes tale. At Jesu fjender ikke fremskaffede legemet er et afgørende bevis på, at de heller ikke kunne gøre det.
3. Da det synes umuligt at bevise, at enten venner eller fjender fjernede legemet, og eftersom graven var tom, ser det ud til, at vi kun har hypotesen om opstandelsen tilbage. Dette bekræftes da også af tilsynekomsten efter opstandelsen. I alt tales der i vore fem beretninger (de fire evangelier og 1.Kor. 15) om ti tilsynekomster.
Det er bedre at undersøge opstandelsen ganske ærligt nu og se, om vi i hvert fald kan indrømme dens mulighed ud fra dokumenternes beviser af den ganske simple grund, at opstandelsen er den klippe, hvorpå Kirken er bygget.
Biblen viser os et samfund af mænd og kvinder, der er fulde af tillid, begejstring og mod, rede til at møde forfølgelse og død, ivrige missionærer. Hvem har givet dem dette nye præg? Ikke længe i forvejen var nogle af dem flygtet i rædsel for den første trussel om personlig fare.
Da Jesus blev korsfæstet, havde de mistet den sidste gnist af håb om, at han måtte vise sig at være Kristus. Da han blev lagt i graven, var kristendommen også død og begravet. Nu møder vi disse mænd og kvinder nogle få uger senere, og de er totalt forvandlede. Det er ikke blot dét, at der er en svag genopblussen af håb hos nogle få af dem. Alle er de fuldstændigt sikre på, at Jesus virkelig er Kristus. Hvad er der sket, som har fremkaldt denne forvandling? Deres svar er enstemmigt: På den tredje dag stod han op fra de døde.
De første kristnes vished om Jesu opstandelse er en historisk kendsgerning, uden nogen slags overnaturlig bismag. Der var ikke noget overnaturligt ved deres trængsler, deres pinsler, heller ikke ved deres strålende glæde. Du kan sige, at deres tro var forrykt, men du kan ikke benægte troen, ej heller kan du benægte, at troen var så aldeles overmægtig, at den fik dem til at ofre alt i verden for den, fordi disse ofre er historiske kendsgerninger.
Og den forbavsende forvandling af de første kristne er en historisk kendsgerning. Hvad forårsagede den forvandling? Det er rationalistens sag at finde et svar. Han kommer til at fremskaffe et temmelig stort svar. Lad os se på nogle af de svar, han giver.
Den første og mest nærliggende forklaring er, at disciplene selv kan have stjålet legemet. Det er sådan noget, vi ville vente, at tvivlerne skulle sige i dag, og det er højst betegnende, at det var nøjagtigt det samme, tvivlerne virkelig sagde dengang. For vi har Mattæus vidnesbyrd om, at ypperstepræsterne gav vagterne en betydelig sum penge, hvis de ville sige, at disciplene havde stjålet Jesu lig om natten, mens de sov. Hvis guvernøren hører om det, sagde de, så skal vi nok ordne sagen med ham, så I ikke kommer i vanskeligheder. Vagterne tog imod pengene og gjorde, hvad de havde fået besked på. Derfor spredtes det rygte blandt jøderne, at disciplene havde stjålet Jesu lig, og det er der stadig nogen, der tror på. Matt. 27, 12-15.
Hvis du tror dette, tror du så ikke noget, der er næsten lige så vanskeligt at tro som opstandelsen selv? Det var ikke romerske soldaters skik – i hvert fald ikke i det første århundrede – at falde så dybt i søvn, at de ikke skulle vågne ved, at en stor sten blev rullet til side og et legeme fjernet. Desuden, hvis de var faldet i søvn på denne højst usædvanlige måde, ville de næppe være i stand til at sige, om stenen var blevet rullet bort af disciplene eller af en overnaturlig magt. Og igen: de var allerede skyldige til dødsstraf, hvis de var faldet i søvn på vagten. Disse gådefulde soldater (hvad ville verden ikke give for deres vidneudsagn) var forsvundet og havde forladt graven åben, mens legemet var borte. Graven skulle kun bevogtes indtil tredjedagen (ifølge Matt 27,64), så vagterne kunne da legalt forlade graven.
Men i virkeligheden er disse argumenter, skønt de rammer sagen, bare småsten i sammenligning med den vældige klippe af historisk kendsgerning: at disciplene troede på opstandelsen og var rede til at møde forhånelse og død i forsvaret for deres tro.
Hvis de selv havde arrangeret en hjemmelavet opstandelse for at få overtaget over deres modstandere, og hvis de havde skjult liget i en eller anden mørk kælder i Jerusalem, hvordan vil du så forklare deres påfølgende optræden?
Mennesker opgiver ikke alt her i livet for et falskneri, især hvis det er et falskneri, de selv har begået. Disciplenes optræden i den følgende tid, som ikke er gætteri men historie, må forekomme ethvert fornuftigt menneske et fuldstændigt og endegyldigt nej som svar på den antagelse, at Jesu legeme var blevet stjålet af disciplene selv. Hvor blev legemet af? Så må det have været jøderne. Jøderne? Dersom jøderne havde fjernet legemet, ville det første, de havde gjort, være at udstille det så offentligt som muligt for at modbevise de alarmerende historier, som de forhadte kristne gik og udspredte.
Er det tænkeligt, at disse folk, hvis de havde været i besiddelse af det eneste usvigelige bevis, som kunne imødegå de kristnes udfordring, ikke skulle have bragt det for dagen? At de ikke ville have lagt det livløse lig på byens højeste mur?
Det samme svar kan gives til dem, som fortæller os, at romerne havde stjålet legemet. Det er svært at tro, at voksne mennesker kan fæste lid til den slags forklaringer.
Disciplene ventede ikke, at det skulle ske. Opstandelsen var et lynnedslag for dem. Den kom som en fuldstændig uventet og forvirrende begivenhed, der praktisk talt slog benene væk under dem.
Da Maria Magdalene, Johanne, Maria og andre kvinder kom fra den tomme grav, skælvende af en mærkelig ophidselse, og stammende fortalte nyheden til apostlene, læser vi: Apostlene, som dog havde svært ved at tage dem alvorligt. De troede i hvert fald ikke på dem. Lukas 24, 8- 11.
Atter og atter bliver dette punkt fremhævet. Hver enkelt af evangelierne fastholder det med en variation af enkeltheder, som virker mærkeligt overbevisende. Læs historien om den tvivlende Thomas, som den er fortalt hos Johannes. Thomas sagde: Kun hvis jeg med mine egne øjne får naglemærkerne i hans hænder at se og stikker fingeren i dem, og hvis jeg stikker hånden i hans side, vil jeg tro på det. Johs. 20, 25b.
Kilder: Alan Richardson, Atheological Word Book of the Bible. L.L. Norris i The New Bible Dictionary af J.D. Douglas (1962). Antony C. Deane, The Valley and Beyond. Beverly Nichols: Dåren siger i sit hjerte (1936) .
Af Erik Rasmussen
Forkynder og fhv. kancellist i Udenrigsministeriet.
