Udviklingsbistanden er løbet af sporet
Det mener generalsekretær i Folkekirkens Nødhjælp, Henrik Stubkjær, efter at have læst en ny rapport fra OECDs udviklingskomité om den danske udviklingsbistand. Rapporten tegner ellers et ret positivt billede af den danske udviklingsstøtte – dog ikke uden et par mener… Danmark er nummer fire i verden til bistand. Det fremgår af en nylig offentliggjort rapport fra OECDs udviklingskomité, DAC, der har gennemgået den danske bistandsindsats til udlandet. Men praler vi med vores fine placering, så pynter vi os med lånte fjer, mener Henrik Stubkjær, generalsekretær i Folkekirkens Nødhjælp.
Konklusionen er klar hos DAC: Danmark er dygtig til det med udviklingsbistand.
– Danmark ligger øverst i førerfeltet, og det er der selvfølgelig også grund til at være stolt over. Men vi er jo også et af verdens rigeste lande, så det ville være mærkeligt, hvis vi ikke lå i toppen, siger Henrik Stubkjær.
Danmark er et af de lande i verden, som giver absolut den største procentdel af vores bruttonationalprodukt (BNP) til verdens fattige – hele 0,88 procent kan vi svinge os op på. Derudover er vi også ret gode til at bruge pengene på fornuftig vis og har nogle dygtige samarbejdspartnere i udviklingslandene. Men midt i al rosen i DAC-rapporten dukker der også et par torne op.
De bekymringspunkter har Henrik Stubkjær også lagt mærke til i sit arbejde for Folkekirkens Nødhjælp.
– Der er flere ting, der giver anledning til bekymring. For det første så er der pludselig kommet mange ting ind under udviklingsbistanden, som oprindeligt blev finansieret på anden vis, siger han.
– Klimabistanden, som der blev forhandlet om i København (COP15 i 2009, red.), er et eksempel på det. Det var meningen, at der skulle tilføres ekstra penge til den, men nu skal den finansieres gennem udviklingsbistanden, og det sætter jo nok lidt pletter på al rosen i rapporten fra DAC, siger Henrik Stubkjær.
Netop klimabistanden hæfter man sig også ved i DAC, som opfordrer myndighederne til større gennemsigtighed med, hvordan klimabistanden finansieres.
DAC-rapporten roser Danmark for at have opfyldt og overgået FN-målsætningen om udviklingsbistand fra verdens lande på 0,7 procent i de seneste 30 år. Men nu kan danskerne være på vej ned under 0,8 procent for første gang siden 1983. Ifølge DAC-rapporten sker det, fordi regeringen har besluttet at fastfryse udviklingsbistanden gældende fra i år og frem til 2013, som led i planen om at lappe på underskuddet i statskassen.
– Det er bekymrende, hvis procenten falder, men det er også bekymrende, at vi ser en tendens til, at flere ting falder ind under udviklingsbistanden – udgifter som burde ligge i forsvars-, integrations- og klimaministeriet, siger han.
Et af menerne i rapporten er netop, at Danmark er gået fra have en uegennyttig udviklingsbistand til en mere egoistisk tilgang – for eksempel ved at benytte udviklingsbistanden som et sikkerhedspolitisk redskab i lande som Afghanistan, Pakistan og Somalia.
I DAC-rapporten står der:
– Sammenkædningen af udviklings-, sikkerheds- og udenrigspolitiske mål er tydelig i den nye strategi. Den markerer et skifte væk fra en altruistisk motiveret udviklingsbistand. Der står i Frihed fra fattigdom (navnet på regeringens nye strategi på udviklingsområdet, red.), at udviklingspolitik også er realpolitik.
– Førhen var det en rettighedsbaseret tankegang, der lå bag udviklingsbistanden, og ikke en egoistisk tilgang. Tankegangen var, at verdens fattigste også havde ret til skolegang og en tålelig tilværelse. Rettigheder, som vi også har i Danmark. Det var der ikke nogen sikkerhedspolitisk dagsorden i, siger Henrik Stubkjær.
Den nye strategi for Danmarks udviklingsbistand blev til i 2010 og markerer et skifte i dansk udviklingspolitik. Det betyder blandt andet, at Danmark i fremtiden skal have færre partnerlande – altså lande, som modtager støtte. Og det betyder også, at Danmark fremover vil fokusere kraftigt på vækst og erhverv i sin støtte til fattige lande.
I rapporten anbefaler DAC blandt andet, at Danmark finder ud af, hvad det kommer til at betyde for de mere traditionelle fokusområder, at de nye målsætninger implementeres.
Den nye strategi er sat i verden for at gøre udviklingsbistanden mere smidig, så man hurtigere kan sætte ind, når der er et behov, men det gør også, at støtten bliver mere politisk motiveret, og det vækker også en del bekymring hos Henrik Stubkjær.
– Det er tydeligt, at der er sket en udvikling væk fra den langsigtede hjælp til en mere ad hoc-baseret støtte, der bedre kan følge den politiske dagsorden, siger han.
Han mener altså, at udviklingsbistanden nu nemmere kan bruges til fordel for Danmark og ikke blot for at hjælpe modtager-landet.
Er det ikke kun fair, at vi gerne vil have noget for pengene?
– Jamen, der er intet, der tyder på, at man får mere for pengene på denne måde. Der er ingen dokumentation for, at hvis man bruger pengene hurtigt på en engangsomkostning – fx på at bygge et fængsel i Somalia – at det så også ændrer noget i landet. Tværtimod. Al erfaring viser, at det er den langsigtede og bæredygtige indsats, der batter noget, og som rent faktisk ændrer noget, siger han.
– Det er en glidebane, hvis verdens fattige skal betale for sikkerhed i Danmark, siger Henrik Stubkjær.
– Det er jo det, man gør, hvis en fattig familie i Malawi mister tilskuddet til deres landbrug, og man i stedet bruger penge på at bygge fængsler til pirater i Somalia.
Henrik Stubkjær er også bekymret for de lande, der nu ikke længere skal støttes fra Danmark. Før den nye målsætning støttede vi 26 lande, og det tal skal ned på 18. De 15 af landene er der allerede sat navn på.
Danmark er jo et lille land, og vi kan vel ikke redde hele verden, så er det ikke god logik at målrette vores penge?
– Jo, det kan faktisk være meget fornuftigt, men jeg mangler at se nogle kriterier for, hvem vi skal hjælpe, og hvem vi ikke skal, og hvorfor.
– Jeg mangler virkelig at se noget dokumentation for, at de hurtige indsatser virker. Vi har lang erfaring og masser af dokumentation for, at fokus på en langsigtet og bæredygtig indsats virker, siger Henrik Stubkjær.
– Fint nok med langsom udfasning af hjælpen i Vietnam, som klarer sig godt. Men samtidig med at man trækker støtten væk fra Zambia på grund af udbredt korruption, så lægges der op til udviklingsbistand til Libyen – her kan man sætte spørgsmålstegn ved, om de overhovedet er fattige nok til at få udviklingsbistand.
