Traumatiserede børn i Israel får dansk hjælp

Denmark House i Abu Gosh er symbol på danske kristnes trofaste støtte. Ziona Børnehjem startede i 1943 med 25 mentalt forstyrrede børn på flugt fra Holocaust. I dag hjælper de stadig forældrelæse børn med psykiske problemer.Bag det nye flotte børnehjem i Abu Gosh uden for Jerusalem gemmer sig dramatiske menneskeskæbner. Hvert af de 86 børn kan fortælle om seksuelle og voldelige overgreb. Nogle af de helt små børn har været forladt af deres forældre i dagevis. Flere af børnene har set deres far slå deres mor ihjel.

Børnene på Ziona Børnehjemmet har masser af livsglæde på trods af hårde vilkår i livet.

Med hjælp fra bl.a. Danmark bor de nu i trygge omgivelser og får speciel pleje og behandling. Uden børnehjemmet ville de være hjemløse, prisgivet og i bedste fald gå ind og ud af psykiatriske hospitaler. Beboelseshuset Denmark House, en lille dyrehave til terapi med kæledyr og andre investeringer, er muliggjort af danske givere.

Overlevede Holocaust

Børnehjemmet i Abu Gosh har en fantastisk historie, der begynder med de såkaldte ”Teheran-børn”. Omkring 1000 jødiske børn nåede det nuværende Israel i 1943 og var nogle af de første overlevende fra Holocaust.
Da Anden Verdenskrig brød ud, flygtede over 300.000 jøder til det tidligere Sovjetunionen. 24.000 af dem fik lov at rejse videre over Det Kaspiske Hav til Teheran. Blandt dem var 1000 børn og 800 voksne. De fleste af børnene var forældreløse. Nogle af børnene var bragt på børnehjem af forældre, som på den måde håbede at redde dem fra udryddelse. Nogle af disse børn endte også i Teheran, hvor de boede i midlertidige teltbyer, ofte syge og udhungrede af alle strabadserne.
I januar 1943 fik børnene endelig tilladelse af Det Britiske Mandat til at rejse videre til Israel. De rejste i flere omgange. De fleste blev anbragt på skib af de britiske myndigheder og sejlede til Karachi i det nuværende Pakistan, videre til Suez og den 18. februar 1943 nåede de Palæstina med tog.
– Mange var blevet alvorligt mentalt forstyrrede som følge af det, de havde været igennem, så nogle af dem kunne ikke anbringes i de børnelandsbyer, som dengang blev oprettet af Jewish Agency.
Der var omkring 25 børn, som ikke havde nogen løsning, så de endte på et ungdomsherberg i Jerusalem, fortæller Ziona Fasson om børnene, der blev begyndelsen til Børnehjemmet i Abu Gosh. Ziona står for al donorkontakt på børnehjemmet.

Forbillede for andre institutioner

Ziona Børnehjem i Israel blev oprettet i 1943 og eksisterer stadig i dag. Dengang modtog de jødiske børn på flugt fra holocaust og som havde store, psykiske problemer.

Men tilbage til efterkrigstiden: I 1952 overtog organisationen B’nai B’rith Women of America projektet, da der ikke var mere støtte i Israel. De købte 5 hektar land i Jerusalem og byggede Bayit Vagan, hvor børnehjemmet lå, indtil det flyttede til Abu Gosh for to år siden. Hjemmet voksede fra 1956 til 2009 og blev et forbillede for andre institutioner med børn, der har særlige udfordringer.
– Vi udviklede et unikt program, hvor vi har været i stand til at rehabilitere over 65 pct. af alle de børn, der kommer til os. Og man er her nødt til at huske, at de børn, der kommer til os, er de mest skadede børn med de mest alvorlige indlæringsvanskeligheder, følelsesmæssige problemer og adfærdsproblemer, fortæller Ziona Fasson.
– Det er børn, som enten kommer til os fra psykiatriske hospitaler eller bør være på et psykiatrisk hospital. Der er børn, der er blevet sparket rundt i systemet, som ved syvårsalderen har været i fire plejefamilier. Der er børn, som er blevet svigtet, forsømt og afvist.
– Vi har børn, hvor moderen efterlod dem på hospitalet efter fødslen. Hvert eneste barn her på hjemmet har en meget problematisk baggrund. Vi siger på hebræisk: ”Hvert eneste menneske er en hel verden. At redde ét liv er som at redde en hel verden”. Hvert barn her er en hel verden i sig selv med meget vanskelige historier.
– Vi har 86 børn fra 7 til 18 år med alvorlige følelsesmæssige problemer. De kan ikke bo hjemme og gå i normal skole. De kan ikke engang være i en plejefamilie, fordi deres opførsel er så problematisk, at familierne ikke kan håndtere dem.

Mange medarbejdere

En rehabiliteringsrate på 65 pct. er ret høj med så alvorlige sager…
– Det er meget højt sammenlignet på verdensplan. På børnehjem i USA eller Europa med samme faciliteter er rehabiliteringsraten omkring 30 pct.
Hvorfor den store succes netop her?
– Hver gruppe på 14-15 børn har 8-10 permanente medarbejdere tilknyttet. Børnene går aldrig rundt alene, men er altid under opsyn af voksne. Hver gruppe har to pædagoger – en mand og en kvinde -, en socialrådgiver, en psykolog, tre speciallærere, en koordinator og nogle gange frivillige medarbejdere, forklarer Ziona.
– Derudover er vores behandling en langtidsbehandling. I USA bliver børn ofte flyttet fra institutioner som denne efter halvandet år. Forsikringsselskaberne vil ikke betale for længere perioder, så forældrene flytter børnene til en anden institution, hvor de starter forfra. Det er ingen kontinuitet og konsekvens. Hos os har vi mellem 4 og 10 år til at arbejde med hvert enkelt barn op til 18-årsalderen.
– Vi forsøger at undgå medicinsk behandling. Det er kun den sidste udvej, hvis intet andet hjælper. Faktisk har vi børn, som kommer fra psykiatriske hospitaler med et medicinsk program, og det tager os omkring et år at afvænne dem. Vi administrer ikke medicin, med mindre det er absolut nødvendigt. Det er kun 5 ud af 86 børn, som får nogen form for medicinsk behandling.


Artiklen fortsætter efter annoncen:



Finder ind til problemet

Giver det ikke nye udfordringer?
Det er en meget central pointe, for hvis du ikke giver et barn medicin for at berolige ham, hvad gør du så? Hvad gør du, hvis han begynder at smide med stolene? Pointen er her, at du er nødt til at have nok personale, så en medarbejder kan koncentrere sig om det ene barn, mens de andre kan holde øje med de andre børn.

Mange af børnene på børnehjemmet har traumer og store psykiske problemer. Nogle har set deres forældre blive dræbt, og andre har været indlagt på psykiatriske hospitaler. På Ziona Børnehjemmet prøver de at hjælpe børnene på rette vej i livet.

– Vi giver det enkelte barn så megen individuel tid og opmærksomhed som muligt. Så hvis et barn fx er i spisestuen og begynder at råbe og smide med ting, må vi stoppe det. Medarbejderen vil tage barnet ud og sidde med ham i et andet rum. Barnet vil måske sparke væggene, dørene og råbe og skrige, men han vil lade ham gøre det, til han falder til ro. Når han er rolig, vil han begynde at snakke med ham og finde ud af, hvad der skete. Han vil måske opdage, at barnet fik en besked om, at hans forældre havde besluttet sig for ikke at besøge ham. Eller han er måske blevet alvorligt krænket eller fornærmet af nogen i skolen, eller han kom måske til at tænke på noget, der gjorde ham ked af det.
– Efter medarbejderen har talt med ham og er i stand til at løse det med ham, kan han tage barnet tilbage til spisestuen og få ham til at spise sin frokost. Imens behøver de andre børn opsyn, så det er derfor, vi har så stort et personale.


Artiklen fortsætter efter annoncen:



Dyrehave til terapi

Ud over personalet har børnehjemmet også særlige faciliteter, der skal hjælpe de mentalt forstyrrede børn. Og her kommer hjælpen fra Danmark ind. Gaverne er formidlet gennem Palma Mission, der er Anne-Lise og Peter Løbner-Madsens missions- og nødhjælpsarbejde gennem Betania Kirkecenter i Brande.
– Med jeres hjælp oprettede vi en dyrehave til terapi i Bayit Vagan, hvilket var fantastisk. Mange af børnene er ude af stand til at forholde sig til voksne. De vil ikke snakke, de græder meget, og de kan være voldsomme. De er med andre ord ikke klar til at snakke endnu. Men hvis du tager dem til dyrehaven og sidder med et lille lam eller en lille ged, skildpadde eller kylling, de skal tage sig af, så giver det dem en mulighed for at bearbejde, hvad det end er, der går dem på.
Pengene fra Danmark rakte også til at bygge et pigehjem, da børnehjemmet før kun var for drenge. Vi havde udelukkende drenge indtil for 14 år siden, og så begyndte vi at få piger ind på hjemmet. Og siden marts 2009 har børnehjemmet haft til huse i Abu Gosh uden for Jerusalem. Og her har danske midler finansieret et af beboelseshusene, der i dag hedder Denmark House.
Og det betyder meget, at børnene nu bor under ordentlige forhold.
– De fleste af vores børn har gennemgået enorme misbrug, hvad enten det er seksuelt misbrug, fysisk misbrug eller psykisk misbrug. For eksempel har vi en bror og søster, som blev låst inde i en lejlighed af deres mor. Moren forlod dem bare, og hun kom ikke hjem i 3-4 dage. Hun forlod sin halvandet år gamle baby og sin 4-5årige dreng, og de var efterladt i huset helt alene. Drengen fandt man strejfende rundt på gaden. Han kravlede ud ad vinduet, tog sin søster med og ledte efter mad i skraldespandene, så han kunne give hende mad. Det er den slags traumer, børnene kommer til os med, og de er ikke særligt villige til at tale om det i starten. Det er derfor, vi har legeterapi. Alle børnene har på et tidspunkt 2-3 timer om ugen med psykologisk terapi. Vi har her på øverste etage legeterapi-lokaler, hvor psykologerne arbejder individuelt med hvert barn, og gennem legeterapi lærer vi barnets historie at kende.

Børnene blomstrer

Børnehjemmet fordømmer ikke forældrene – tværtimod:
– Vi siger til forældrene: ”Du er forælderen, vi er her for at hjælpe barnet, og vi har brug for, at du samarbejder”. Forældrene skal komme en gang om ugen og tale med en socialrådgiver, og socialrådgiveren er her ikke for at lære dem, hvordan man bliver bedre forældre, men for at hjælpe dem med at behandle deres egne problemer, så helingsprocessen også kan begynde for dem.
– De mødes også med deres barn, men nogle forældre kan kun se deres børn under opsyn. Nogle af vores børn kommer fra hjem, som er meget truende og farlige for dem. Mange af forældrene er i begyndelsen rasende over, at deres barn er blevet taget fra dem. De vil ikke samarbejde, men med tiden ændrer de sig, og de indser det gode, vi har gjort for barnet.
Men der er også mange solstrålehistorier:
– En mor sagde til en dimissionsfest: ”Jeg kom med et frø, men jeg tager barnet med hjem med en blomst”. Hun forstod, at hendes søn blomstrede her; at han blev rask.
Børnene kan komme hjem på weekend eller højtider, men ikke alle børn har et hjem.
– Hvis forældrene fx er i fængsel, er narkomaner eller er indlagt på psykiatriske afdelinger, involverer vi bedsteforældrene eller ældre søskende eller en tante. Alligevel er der ca. 20 børn ud af de 86 børn på stedet, som ikke har nogen steder at tage hen. I påsken var der omkring 20 børn, som blev her, fordi de ikke havde andre steder at være. Dette er deres hjem 365 dage om året, siger Ziona, der har arbejdet med Teheran-børnenes efterfølgere i 35 år.

’Her blev jeg helbredt’

Over 1000 børn har været igennem børnehjemmet. Før flytningen til Abu Gosh i 2009 arrangerede børnehjemmet en genforening…
– Der var over 250 dimitterede med til genforeningen, og at se deres følelsesmæssige bånd til hjemmet er så stort. Der kom folk, som havde været her for 60 år siden, og de kom med deres børnebørn og sagde: ”Det er her, jeg er vokset op, det er her, jeg blev helbredt”. Det var meget rørende at se, at de kom tilbage og genså stedet med så stærke følelser.
– Vi har også mange succeshistorier. En af dem er Tomer Bouhadana, som er en krigsofficer og et symbol på Den Anden Libanesiske Krig. Han blev alvorligt såret, og i helikopteren på vej til hospitalet lavede han V-tegnet, selvom han blødte fra halsen. Men han overlevede. I dag er han lærer, og han inspirerer hele landet. Han siger: ”Jeg er blevet reddet to gange i mit liv. En gang af børnehjemmet og en gang af hærens læge”.
Hvad er din bedste oplevelse?
– På min allerførste arbejdsdag for 35 år siden kom en smuk lille blond dreng, Ovad, hen til mig, lagde sine arme omkring mig og gav mig et kram. Jeg anede ikke, hvad der foregik og blev meget overrasket. Selvfølgelig indså jeg senere, at denne dreng var så desperat efter opmærksomhed og kærlighed, at han ville prøve det af, så snart han så et nyt menneske. Senere, efter han var gået ud af skolen, tog jeg over for at besøge ham. Han er i dag en meget succesfuld kjoledesigner, er gift og har to børn. Han designer kjoler for alle VIP’s og overklassefolk i Israel. Jeg besøgte hans kjolebutik i Tel Aviv. Det er den samme lille dreng, som engang følte sig så usynlig og desperat efter, at nogen skulle se ham, at han kom over til mig, som var fuldstændig fremmed.

Små gaver hjælper

Hvad er din største udfordring?
– Det er at overleve finansielt. Staten giver os 85 pct. af vores budget. Resten må vi samle ind selv. Og det er kun til at betale for mad, vasketøj osv. Lønningerne her er ikke noget at skrive hjem om. Stort set alle har et andet job ved siden af, inklusiv mig selv, selvom jeg arbejder her på fuld tid.
Så små bidrag gør en forskel?
Bestemt. De har gjort os i stand til at fuldføre projekter, som ellers ikke ville være blevet til noget. Fx hesteterapiprogrammet. Danske givere har også muliggjort en træningsmanual, som er bygget på vores medarbejderes erfaringer. Der er ikke et behandlingshjem, som ikke bruger denne manual, og den hjalp I os også med at få ud. I har hjulpet os med at lave computerlokaler, at møblere beboelseshusene osv. Det er fantastisk.


Artiklen fortsætter efter annoncen: