Downhere – lidt blødere
Bandet Downhere fra Canada bliver beskrevet som et alternativt rockband, og deres nye udgivelse er tro mod beskrivelsen. De fire canadiere har for længst fundet deres egen stil, og den holder de på det nye album.
Albummet On The Altar of Love er 12 numre, man med det samme genkender som Downheres, omend til den lidt blødere pop- /rock-side.
Efter de første fire sange føltes det næsten som et decideret lovsangsalbum. Vi lægger ud med sangen New Beginning om det nye liv i Kristus. En sang fuld af håb og optimisme. Efter denne glade begyndelse får vi en forholdsvis rolig sang – Rest. Om den hvile Gud kalder os ind til. Begge sange har elementer med lange omkvæd og fængende melodier. Og man hører dem gerne igen og igen.
Sang nummer tre Rediscover you er en sang til Gud om at kende ham bedre. Det er en fantastisk blød rock-ballade, der lyder lidt som noget, Bon Jovi kunne lave. Efter takkesangen For Life bevæger vi os videre til den mindre lovsangsprægede del af albummet. I sang nummer fem Living a dream er Downhere for et øjeblik tilbage i deres essentielle rock-/pop-/funky stil.
De næste sange handler stadig om det kristne liv, men mere som tema end direkte sange til Gud. I For the heartbreak er vi dog tilbage i takkesangene. Denne gang med fokus på de svære tider i livet.
Titelsangen The Altar of Love er den næstsidste sang. Sangen er den eneste på albummet, der falder under beskrivelsen akkustisk country pop. Nogen vil kalde det et interessant valg til titelnummer. Men det passer efter min mening godt, for det understreger, at Downhere tør bevæge sig uden for de faste stilrammer, og så er det et helt vildt fedt nummer.
Downhere forstår kunsten at lave et varieret album. Man fornemmer, at de lader sig inspirere af mange forskellige musikalske kilder for så at skabe helt deres eget virkelig gode – aldrig kedelige – album. Kan varmt anbefales!
Lisbeth