Kirken skal være autentisk

Iben Thranholm fra Religionsrapport på P1 efterlyste sandhed og ærlighed hos kirker og præster.
Kirken skal være sand, ikke kun synlig, sagde hun til 200 kirkeledere i København.
– Jeg synes ikke synlighed er vigtig, men sandhed. Sandheden er en mangelvare. Nyåndeligheden, hvor teknikker skal frigøre guddommelige kræfter i mig selv, er usand. Det er den gamle løgn fra slangen i haven. Nyåndelighed er en gentagelse af den synd.

Iben Thranholm

Sådan indledte journalist og teolog Iben Thranholm sit foredrag på FrikirkeNets lederkonference i Københavns Vineyard den 11. november. Som journalist skulle man ellers forvente, at hun ville advokere for kirkens synlighed. Men det er slet ikke det vigtigste, mener hun.

Ikke synlig for enhver pris

– Hvis man vil være synlig for enhver pris, gennemtænker man ikke, hvad man skal være synlig for. Hvad er sandheden? må man spørge, uanset hvor mange der siger imod. Jeg vil hellere være sand end populær og få opmærksomhed i medierne. Man skal ikke være synlig for enhver pris.
Sandhed er det eneste, der kan matche danskernes religiøse søgen, mener Iben Thranholm:
– Nyåndeligheden holder ikke. Det er som at give barnet juice i sutteflasken. Det ser godt ud, smager godt, men det skaber problemer. Livet er fyldt med lidelse. Kristendommen er realistisk, fordi den gennemgår livet, som det er. Den sandhed skal være til stede i verden, om der så kun er to mennesker, der tror på den. Det er kirkens kald.
Så kunne det ikke siges klarere. Og Iben Thranholm fik gentagne klapsalver fra kirkelederne under foredraget. Sandheden frigør. Og en sandhed er det, at alle Bibelens apostle og profeter udelukkende var kanaler for Guds ord. De dyrkede ikke deres eget projekt.

Kirken er Guds talerør

– I Det Gamle Testamente er profeten Guds kommunikator. Det er ham, der har strategien for, hvordan mennesker skal komme tilbage til Gud. Profeten er Guds talerør. Det er en indgivet viden, ikke digtet af profeten selv. Det er Helligånden, der indgiver.
Hildegard af Bingen kalder sig selv ”en basun for Guds mund”. I Antikken finder vi samme syn på forfatteren. Guddommelig inspiration overbeviser profeten om, hvad han skal sige.
– I Renæssancen ændrer man denne forestilling om, at mennesker kan formidle noget fra Gud. Her dyrker man geniet, man dyrker kunstneren. Mennesker tilskriver sig selv sine egne evner. Det ser vi også i nyåndeligheden. Folk vil ikke have, at Gud skal blande sig i deres spiritualitet. De bestemmer selv deres egen etik. Og det smitter af på moderne teologi og hele coachingbølgen. Måske også på kommunikationen. Men hos profeten er det sådan, at hvis han ikke har fået noget fra Gud, har han ikke noget at sige.

Ændrede verden ved Helligånden

– I Det Nye Testamente ser vi i Apostlenes Gerninger en flok disciple – ca. 20 mennesker – ændre en hel verden. Hvordan kunne de det? De havde ingen biler, ingen telefoner, intet postvæsen, de var uden internet og e-mail. Alligevel får de mennesker til at tro på deres budskab, noget som er svært i dag. Og samfundet var lige så multireligiøst, som det er i dag. Det ligner det spirituelle supermarked, vi kender.
Hvorfor?
– I Apostlenes Gerninger ser vi, at de alle er fyldt af Helligånden. De forstår, hvad hinanden siger, selv om de ikke taler samme sprog. Man kan ikke forstå betydningen af Guds Ord, uden at Helligånden fortolker.
Det er ikke apostlene, der er hovedpersonerne i Apostlenes Gerninger. Det er Helligånden, der driver alt frem.
– Apostlene er bare kanaler. Og Ånden gør, at de kan udvirke mirakler. Ord er ikke bare ord, ikke blot en historie. Det er en kraft, der forandrer virkeligheden. Og det tiltrækker folk. Det er fatalt, at vi i vestlige lande ikke tror mere på Guds Ords kraft.

Først budskab så formidling

Iben Thranholm mener, kirken er for hurtig til at tilkalde kommunikationsrådgivere. I stedet bør de først finde ud af, hvad det er for et budskab, de vil kommunikere.
– Det er ikke nok at fortælle gode historier. Der er utroligt meget aktivisme af et godt hjerte. Men hvis man lukker Gud ude, har det ikke den store effekt.
Men hvad hvis man kender sit budskab, hvad skal man så gøre? Iben Thranholm fortsatte med et par gode råd:
– Hvad vil den kirkelige kommunikation mig personligt? Vil den forandre mig personligt? Den skal gøre en forskel i ens liv. Hvorfor skulle man tro på noget, der ikke gør en forskel? Det skal virke.
– Måske ligger hunden begravet i, at vi er berøringsangste over for virkningen. Den megen tale om kommunikation kan dække over, at vi ikke har noget at sige. Man kunne spare en masse ved bare at sige det, man synes er sandt. I stedet for at spekulere, nedsætte udvalg osv. for at fremme kommunikationen.

Ærlighed virker bedst

Iben Thanholm deler sin erfaring fra utallige interviews i Religionsrapport på P1:
– De, der kommunikerer bedst er dem, der er ærlige. Det er dem, der har hjerte. Tænk på politikerne. Drives de af ægte engagement, eller siger de bare noget, de har lært, de skal sige? Når folk lever deres tro, bliver de interessante. Kommunikation er ikke kun det, vi siger. Det er også den udstråling, der kommer fra vores sjæl.
Kirken skal ikke bekymre sig over, om folk nu tager imod budskabet.
– Alle mennesker har en ”gudbilledlighed” i sig, som man kan tale til. Nogle bliver også aggressive. Det er tegn på, at de bliver berørt. De kan bare ikke finde ud af at reagere i en positiv forstand. Deres sjæl genkender Guds virkelighed, fordi den er skabt derfra. Det skal man stole på, når man kommunikerer med mennesker. At de bliver vrede betyder, at de ikke er ligeglade. Så er man nået rigtig langt.
Og ingen medier kan erstatte den personlige kommunikation, pointerer Iben Thranholm:
– De gode historier i Bibelen er vidneberetninger, folk, der møder Gud personligt. Det er vigtigt, for mange af de personer, vi møder i Det Nye Testamente, kan vi identificere os med. Den personlige kontakt er nr. 1. Folk tænker: Kan det ske for dig, kan det også ske for mig. Det ved Jesus, og derfor går han rundt og møder folk personligt.


Artiklen fortsætter efter annoncen:



Vær stolt og bed til Gud

– Kristne skal være stolte af at være kristne. Vi skal ikke ligge under for folks domme. Andre religioner styrer debatten. Det er ikke islams styrke, der er problemet, men kristendommen svaghed.
– Hvorfor skammer vi os over at være kristne, hvorfor føler vi ubehag ved det? Hvorfor tør folk ikke fortælle, at de er kristne, på arbejdspladsen? Det skal vi drøfte, inden vi overhovedet får kommunikationsrådgivning.
Iben Thranholm slutter med en central pointe:
– Det vigtigste er selv at være i kontakt med Gud. Alle aktiviteter i kirken bør begynde med bøn. Vi skal ikke vente, til alt går i hårdknude. Når jeg fra starten viser, at jeg vil have Gud med i min dag, går den meget lettere.
– Hold fast ved det, du gerne vil sige. For det er folk med klare synspunkter, folk gerne lytter til. Folk søger autenticitet.
– Kirkens kald er at være tro mod det, der betroet den. Det, Gud har sagt. Det, kirken er bygget på. Men i vores tid vil man gerne omfortolke Guds Ord for at gøre det mere spiseligt. Det har folkekirken gjort, og det er gået ned at bakke i samme takt, som de har forsøgt at tilpasse sig. Det er de konservative kirker, der vokser på verdensplan.
– Den danske model har ikke en chance i verden. Meget tyder på at når kirken lider mest, vokser den mest. Det er korsets mysterium. Det er gennem lidelse, Gud forvandler.