ENGLE
Min engel kører i blå pick-up

Guiden og hans otte teenagere var faret vild i de græske bjerge. Vandet var sluppet op. Hvad skulle de nu gøre?Vejen slynger sig op ad bjerget gennem stenede marker og tornekrat. Ifølge kompasset er det den rigtige retning. Bag ved den næste bjergryg bør vi – otte teenagere og jeg, deres vandrefører – allerede kunne se havet på den anden side af den græske halvø.
Og ja! Foran os ligger en kløft, som fører i den rigtige retning. Men vejen ender brat efter to hundrede meter foran en mur af tornekrat; bagved går det stejlt nedad. Om man kan komme igennem og ned her, er ikke til at se, men meget usandsynligt. Vi vender skuffede om og følger en anden sti, som fører mod sydvest langs med bjergkammen. Så bøjer den pludselig af til højre og fører i den retning, vi kom fra. Sådan her kommer vi ikke videre.
Vores kort, målestoksforhold 1:250.000, hjælper os ikke. Ikke en eneste vej er tegnet ind. Fire lysebrunt schatterede kvadratcentimeter repræsenterer den ti kilometer brede bjergkæde, som vi netop er i færd med at krydse.
Daniel kan ikke mere. Mario giver ham sin egen, lettere rygsæk og tager i stedet Daniels oppakning. Jeg spørger flokken rundt, hvordan de har det med vand. Ingen ud over mig selv har noget tilbage i sin feltflaske.
Det går langsomt videre. Varmen plager os alle meget, halsen er helt udtørret. Så igen en skuffelse. Foran os en dal, bagved et bjerg mere og derpå endnu et og endnu et. Havet, der for et øjeblik siden stadig var inden for rækkevidde, rykker længere og længere væk. Altså tilbage igen. Nej, det er der ingen, der vil.
Til sidst fortsætter jeg alene for at se, om det er muligt at komme ned til havet efter den næste bjergryg. At lede efter en kilde heroppe i Karstbjergene er der ingen grund til. Det er udsigtsløst.
I det fjerne kan jeg høre nogle får bræge. Så får jeg øje på hyrden. Efter et kvarters tid er jeg fremme hos ham. Han står næsten på det højeste punkt. Direkte bag ved os går det godt tyve meter næsten lodret ned i dybet.
Vi har svært ved at forstå hinanden. Jeg spørger efter vand og en vej ned ad bjerget. Den skæggede hyrde ryster på hovedet. Der synes ikke at være nogen af delene. Ved hjælp af mine beskedne græskkundskaber, nogle få brokker engelsk og kortet tegner der sig langsomt et billede. Det nærmeste sted er hans landsby Elliniko. Hvis vi følger bjergstien, vil der være en times tid dertil til fods.
Vandbeholderen heroppe rummer kun fordærvet vand. Han holder sig på maven for at vise, at vi ikke skal drikke det. Så vugger han hovedet lidt frem og tilbage. ”You have problems!” Han lader mig stå og går videre med sine får.
Tilbage til flokken. De ligger alle i halvskygge bag ved en klippeblok. De har holdt tappert ud så langt. Den yngste af dem er først lige blevet tretten, den ældste for nylig seksten år.
Jeg deler mit vand med dem. Hver får én slurk. En lille smule bliver tilbage til et nødstilfælde. Så løber vi videre. I den næste lavning overhaler vi hyrden og hans hjord.
En time senere er der stadig ikke nogen landsby i sigte. I et vejkryds tager vi igen et hvil. Paul og jeg går videre op ad bjerget for at få et udkig fra den næste bakketop. Ingenting at se. Situationen forekommer håbløs. Vi har hårdt brug for vand. Klokken er næsten syv. Nogle har ikke drukket noget i mere end seks timer.
Mon hyrden stadig befinder sig ved foden af bjerget? Mon vi hellere skulle have taget vejen ned ad bjerget ved det sidste kryds? Vi beslutter os for at løbe tilbage. Hyrden er nu ikke mere at se nogen steder. For et kvarter siden hørte vi stadig fårene bræge neden for os. Nu hersker der dyb stilhed, kun vinden får tornebuskene til at rasle. Hvad nu?
Paul går tilbage til de andre. Jeg sætter mig på en sten og tænker.
Skulle vi være vendt om oppe på bjergryggen og være gået tilbage til havet? Kunne vi nå det nu, inden det blev mørkt? Vi har fra da af, alle omveje iberegnet, været mere end fem timer undervejs. Hvor langt kan der være til nærmeste beboede sted? Er vi overhovedet på den rigtige vej? Der hviler et kæmpe ansvar på mig. Jeg beder til Gud, lægger situationen i hans hænder og fremfører mine bekymringer for ham.
Næppe er jeg færdig med at bede og på vej hen til de andre, førend jeg hører en lyd bag mig halvt oppe ad skrænten. Ud af det klare ingenting kommer der en blå pick-up kørende og zigzagger forsigtigt uden om de store klippestykker, der ligger spredt rundt omkring. Så står hyrden med sin bil ved siden af os. ”Kom”, siger han og vinker os alle ni med al vores oppakning op på ladet og ind til sig i det smalle førerhus. Han smiler let gennem sit tætte, sorte skæg, så giver han gas. Vi skal passe på, at ingen af drengene falder af og rygsække ryger over bord på grund rystelserne på den stenede sti.
I næsten tyve minutter kører vi op ad bjerget, derpå gennem et lille fladt stykke land og ud til vejen, der går til Elliniko. Så standser bilen. Hyrden siger: ”Nero”. Her er der vand. Vi har knap nok tid til at sige tak, før han allerede suser væk.
Siden den dag ved jeg: Min engel kører i en blå pick-up.
Af Stefan Wiesner

Stefan Wiesner er gift med Barbara og far til fem børn. Han er programleder på Adeo-forlaget.