ENGLE
Engle er ikke nuttede

Mange mennesker har en sentimental indstilling til engle, som ikke stemmer med, hvad Bibelen siger. Engle er ikke små og nuttede, men derimod mægtige væsner.”Min søn har været ude for en ulykke”, fortalte en kvinde mig og et par andre efter gudstjenesten. ”Han kom kørende ad en befærdet vej, da en anden bilist strejfede hans bil. Airbag’en blev udløst, men han kom kun lettere til skade. Til gengæld er han temmelig rystet over den anden bilists opførsel.”
Jeg lyttede opmærksomt – ligesom også de andre forældre, for de fleste af os havde børn på samme alder.
Så tilføjede hun: ”Gud sendte virkelig sine engle for at beskytte ham. Jeg gyser ved tanken om, hvad der kunne være sket, hvis de ikke havde grebet ind.” Næsten alle i flokken nikkede bifaldende, men en enkelt trak sig ubemærket tilbage.
Jeg fulgte efter ham, og da jeg indhentede ham, havde følelserne overmandet ham. Hvor var Guds engle så, da Austin havde brug for dem?” spurgte han.
Austin, hans 12-årige søn, var død af leukæmi kun få måneder efter, at han havde fået stillet diagnosen. Familien kunne visselig have brugt en engel til at gribe ind, før Austin drog sit sidste åndedrag.
Kvinden, som fortalte om sin søns uheld, havde ikke haft til hensigt at gøre nogen kede af det. Men jeg hører tit lignende tankeløse bemærkninger, som tolker Guds indgriben på en måde, som enten afspejler sandheden – eller ikke gør det.

Hvad siger Bibelen?

Bibelen fortæller os en masse om engle. De gifter sig ikke, og de dør heller ikke (Lukas 20, 35-36). Engle overbringer Guds budskaber (Zak. 1, 14-17), de elsker Gud (Heb. 1,6; Åb. 5,11-12) og de beskytter hans folk (Dan. 6,23; Ap. 12,7-10).
Satan er en falden engel, som på grund af sit hovmod blev kastet ned på jorden af Gud. Også andre engle satte sig op imod Gud (2. Pet. 2,4). Satan optræder som ”lysets engel” (2. Kor. 11,14), og det er nu som før hans ønske at blive tilbedt. De engle, som Satan hersker over, virker gennem falske lærere (2. Thes. 2,9-10; 1. Tim. 4,1-2) og forsøger at skille kristne fra Gud (Rom. 8,38-39) og at forlede til synd (1. Pet. 5,8).
Men Bibelen fortæller mindst lige så meget om engle gennem det, den ikke siger. Vi opfordres ingen steder til at studere dem, ja, ikke engang til aktivt at lede efter deres forekomst. Heller ikke i Hebræerbrevet 13,2 – hvor der står, at mange uden at vide det har haft engle som gæster og vist dem gæstfrihed – er der nogen påmindelse om at holde udkig efter dem.
I Kolossenserbrevet 2,18-19 siger apostlen Paulus sågar advarende: ”Lad jer ikke frakende sejrsprisen af nogen, som går ind for falsk ydmyghed og engledyrkelse, fordyber sig i egne syner og uden grund er indbildsk i sit verdslige sind, og som ikke holder sig til ham, der er hovedet, og ud fra hvem hele legemet, støttet og sammenholdt af sener og led, vokser Guds vækst.

Det rigtige fokus

Ofte afspejler vores indstilling til engle en sentimental åndelighed, som ikke stemmer overens med Bibelen. Engle er ikke små søde figurer, men mægtige væsner, som Gud bruger til at virke i verden (1. Heb. 1,14).
Men fokus er ikke på dem, fokus er på Gud og hans virke i vores liv. Og vores fokus skal være på vores virke i andre menneskers liv. Vi negligerer vores forpligtelse til at elske vores næste, hvis vi kun tager imod gæster, fordi vi håber, at der er en engel iblandt dem. Vi søger det spektakulære, som om det skulle være et kendetegn på et højere åndeligt stade. Vi haster forbi andre menneskers nød og dermed også forbi Guds herlighed, som viser sig i disse menneskers liv.
Austins far sagde i øvrigt senere til mig, at han troede, Guds engle havde været der i al den tid, hans søn var syg. Hans familie mærkede, hvordan der midt i denne forfærdelige prøvelse blev passet på dem.
Ja, engle er aktive i verden i dag og i vores liv. Men lad ikke englenes mulige nærværelse få dig til at lukke øjnene for Guds nærværelse, som konkret kan erfares gennem de mennesker, der er omkring dig.
Af Nancy Ortberg

Nancy Ortberg har skrevet flere bøger, som er oversat til forskellige sprog. Dog ikke dansk. Hun er gift med John Ortberg og har tre børn.