Ny it-virksomhed gør folkekirkerne moderne
Firmaet KirkeWeb giver folkekirken en online værktøjskasse, så kirken lettere kan kommunikere moderne gennem facebook, nyhedsbreve, smser og hjemmesider. Indtil videre bruger 70 folkekirker allerede servicen, og mange flere er på vej.- Det er ikke fordi, kirken ikke vil kommunikere, det er en stor misforståelse. Virkeligheden er, at der ikke er nogen, der har hjulpet den med det.
– Der er masser af mennesker, der har skrevet kommunikationsstrategier og lange artikler om, hvordan kirken skal kommunikere, men ingen, der har givet dem værktøjerne til det. Så enkelt er det egentlig i mit hovede, siger stifter og direktør for firmaet KirkeWeb, Christian Steffensen, og forklarer dermed, hvorfor firmaet er blevet så populært hos flere af landets folkekirker.
Indtil videre benytter 70 folkekirker sig af firmaets service, og langt flere er på vej. Den lille virksomhed, der blev iværksat i 2009, har netop ansat flere medarbejdere for at kunne håndtere den stigende efterspørgsel, der særligt er kommet i det sidste halve år, efter KirkeWeb er blevet testet og godkendt hos flere kirker.
Kirkeweb er en slags online værktøjskasse for kirken, som både hjælper med kirkens interne og eksterne kommunikation.
Når en gudstjeneste fx bliver skrevet ind ét sted i KirkeWeb, overfører programmet det automatisk til flere andre steder, fx til hjemmesiden, facebook, nyhedsbreve, kirkens kalender og lokaleoversigt. På den måde slipper medarbejderne for at indtaste de samme oplysninger flere forskellige steder og måske endda via forskellige programmer. De sparer tid.
Når kirken skal kommunikere udadtil, har KirkeWeb også flere værktøjer så at sige, som kirken kan bruge.
Ud over en hjemmeside, som enhver kirke efterhånden har, hjælper KirkeWeb med nyhedsbreve, sms og facebook.
– Før brugte man tid på at lave en hjemmeside og håbede, at man derigennem ville få en masse besøgende, men det sker jo ikke, siger Christian Steffensen og tilføjer:
– Hjemmesiden bliver først rigtig udnyttet, hvis man kan spare noget administration og koble den sammen med andet værktøj.
Fx pæne nyhedsbreve. Læser folk dem, vil de ofte gå videre til hjemmesiden for at læse mere, mener Christian Steffensen.
– Mange af vores kirker har flere hundrede nyhedsbrev-modtagere, og det er jo ret mange for en almindelig sognekirke – og formentlig langt flere end dem, der læser deres kirkeblad, siger han.
En anden måde at kommunikere udadtil er facebook. Her skal det grundlæggende være let at dele en begivenhed, fx en gudstjeneste, med sine venner, ellers gør man det ikke, mener Christian Steffensen og påpeger, at når blot nogle få deler noget på facebook, kan det hurtigt ses af flere hundrede.
– De leverandører, der har været tidligere, er måske gået i stå. De er i hvert fald ikke fulgt med tiden.
– Vi oplever mange kirker, som ikke har mulighed for at sende nyhedsbrev, for hvordan skal de lige gøre det? I Outlook (Microsofts mailprogram, der er meget udbredt, red.) er der ikke nogen god måde at sende nyhedsbreve ud på, og så skal de til at købe et system et sted… Så det har ofte været forbeholdt kirker med ildsjæle eller mange ressourcer. Vi har bare bygget et system, hvor alle kan koble på og være med, siger Christian Steffensen og nævner samtidig et andet område, som han mener er en akilleshæl for flere af de nuværende programmer.
– Mange af systemerne kan ikke håndtere frivillige, fordi de ikke er tænkt til frivillige, men til en præst, en kordegn og en organist, siger Christian Steffensen og forklarer, at de har forsøgt at løse det ved blandt andet at oprette grupperum.
– Der er jo mange grupper i en kirke, der kan være forskellige klubber og konfirmander, og de kan lave deres eget grupperum. De har adgang til en hel platform, hvor de kan debattere, dele filer og oprette arrangementer.
Udviklingen af de forskellige værktøjer sker i tæt samarbejde med flere af folkekirkerne. På KirkeWebs egen hjemmeside kan kirkerne give feedback på de forskellige værktøjer og komme med nye ideer. Fx foreslår en af kirkerne en nem metode til at føre kirkestatistikken på. Udover KirkeWeb kommenterer andre kirker løbende på de forskellige indlæg og er med til at videreudvikle ideen.
Samtidig har hvert emne eller indlæg en status, så kirkerne kan se, om ideen er planlagt eller færdig.
Systemet foregår på den måde, at kirkerne tegner abonnement på KirkeWeb, og får dermed også de nye opdateringer, der løbende måtte komme.