Ny spændende forfatter
Ind i mellem dukker der nye spændende forfatternavne op – ét af dem er Peer Louis Aarestrup, der i 2010 debuterede som romanforfatter i en alder af 64 år.
I hans debutroman Asfaltblomstens duft følger vi en dansk-tysk familie, der udvandrede til Rusland i 1800-tallets slutning – derefter på flugt fra revolutionen, tilbage til Tyskland og derfra til Danmark. I dens fortsættelse, Diamantpigen, følger vi familien i efterkrigstidens Danmark.
Begge romaner har et barskt indhold, men er skrevet med stor skønhed. Den poetiske åre har Peer Louis Aarestrup fra sin tiptipoldefar, guldalderdigteren Emil Aarestrup.
Asfaltblomstens duft udkom i 2010 (anmeldt uge 46/ 2010), og Diamantpigen udkom i 2011 (anmeldt uge 2/2012.) Nu venter jeg spændt på 3. bind af trilogien om familien Hakens liv i det 20. århundrede.
Jeg kan varmt anbefale begge romaner. Bestil dem hos boghandleren, eller efterspørg dem på biblioteket.
Mens jeg venter på bind 3, har jeg valgt at interviewe Peer Louis Aarestrup.
Peer, du er uddannet i statskundskab og psykologi og har ledet forskellige behandlingsinstitutioner. Hvad fik dig så i gang med at skrive romaner?
– Interessen går mange år tilbage. Jeg husker, at jeg i 1982 startede med en krimi: Dame i Rødt, men smed den væk, da alt kom til at handle om familie og undervisning. Selv med nattetimer i brug lykkedes det ikke at bryde igennem.
– Det næste projekt kom mange år senere. Jeg begyndte at skrive på min nye computer og lykkedes med Dagbog om 3 drenge med små historier og indlagte rim. Først og fremmest skrevet af lyst, men også for at fastholde værdifulde tidslommer. Ikke særligt originalt, men alligevel. Da min ældste dreng Nikolaj blev konfirmeret, fik han dagbogen som det eneste eksisterende eksemplar. Den ligger og samler støv på hans hylde.
Du er debuteret i en ret moden alder. Hvad fik dig egentlig til at skrive Asfaltblomstens duft? Og hvorfor lægger du ud med en trilogi?
– Af nødvendighed og tilfældighed. Egentlig skulle den roman være første og eneste forsøg på at få realiseret en drøm, altså en ambition, som skulle overraske nogen, være lidt pågående, måske efterfulgt af en lille novellesamling, og så punktum. Det tog årevis at få den skrevet og finde et passende forlag, som ville udgive den. Jeg tror, at den handlede om min egen modning til voksen. Den kom altså ud, som jeg ønskede det. Jeg frydede mig især over forsiden, som er meget smuk og personlig. Tænk at opleve alle de asfaltblomster, som gror i og omkring os.
– Kort efter udgivelsen af romanen ringede en god ven til mig og var fortvivlet over, at hun ikke vidste, hvad der skete videre i Cæcilies liv (den unge pige i Asfaltblomsten) og bad mig fortælle hende det. Det var ikke svært for mig at skrive om, men for pigen, Cæcilie, var det på alle måder en hård fødsel. Så fortsætteren, Diamantpigen, kom året efter. Den fortælling slutter aldrig, hævder nogle, for den handler om os selv. Du har selv slået på det i din anmeldelse af bogen. Der skal mere på bordet.
Hvad er din baggrund for at skrive netop om familien Haken? Er det en familie, du genkender?
– Ja, naturligvis. Den er en del af mit liv. Men personerne kender jeg ikke. De skjuler sig i glemslen. Som efterkrigstidsbarn, med krigen som en levende skygge, på børnehjem, med familie uden en aktiv far, men med andre gode relationer, blandt andet en elskelig mormor – genkender jeg mange af de situationer, som fædrene har gennemlevet. Det var som et buldrende hav.
Du er lige nu i gang med 3. bind af trilogien, hvornår kan vi forvente den på gaden?
– Det skal jeg sige dig: inden året er omme. Den første tredjedel er skrevet, og med denne tredje bog afsluttes sagaen. Resten må rumstere i vores hoveder. Forlaget Queenswood er tilfreds med trilogien. Vi har fået produktionsstøtte fra Veluxfonden, så økonomien er sikret. I øvrigt var der råd til at udgive Asfaltblomstens duft som lydbog, som jeg har æren af selv at indtale.
Når trilogien nu snart ligger bag dig, er der så nye romaner på bedding? Kan vi forvente, at romanforfatteren Peer Louis Aarestrup bider sig fast som romanforfatter?
– Tøv lige en kende! Nu skal der en novellesamling ud. Den kalder, og jeg har allerede en del til bogen, som skal finpudses. Derimod er digte ikke mit gebet. Det overlader jeg til en anden Aarestrup.
Men det udelukker vel ikke, at der senere kommer flere romaner? For mig at se vil det være synd, hvis din romankarriere, der lige er begyndt, skal stoppe igen efter tre romaner. Vil du udelukke, at der kommer flere senere?
– Jeg vil gerne skrive flere romaner, og jeg gætter på, at der kommer en ny på gaden i 2014. I min alder har man travlt. Det er som i ungdommen. Altid optaget af projekter. Men det hjemlige skal stadig passes. Teenagebørn og dejlig kone. De får førstepladsen fremover. Resten foregår ved min skrivepult i Spinderihallerne i Vejle, hvor jeg lejer en firkant.
Jeg har i begge mine anmeldelser af dine romaner skrevet, at man mærker arven fra din tiptipoldefar, Emil Aarestrup. Hvordan oplever du sammenligningen?
– Han var meget mere poetisk og følsom end jeg. Jeg har i mange år beskæftiget mig med hans digte, herunder oversat en del af dem til engelsk sammen med en god amerikansk ven. Stort arbejde, må man sige. Den store fordel ved ham er, at han levede i 1800-tallet og var optaget af sin tid på en særligt forførende måde. Jeg har arvet en side ved ham, som indskrives i det 21. århundrede. Det er en dejlig fornemmelse, synes jeg. Ham kan jeg ikke undvære. Han bor i mit virtuelle hus. Måske møder jeg ham en gang lyslevende. Hvem ved? Det håber jeg.
Og så til noget helt andet. Jeg kommer jo fra en kristen ugeavis og kan ikke lade være med at spørge dig om din kirkelige tilknytning?
– Det er lidt kompliceret at sige kort, men har du tålmodighed, vil jeg prøve at gøre det klart ved at stille dig nogle modspørgsmål.
– Hvorfor er ordet folkekirke stort set fraværende i mine romaner? De må vel siges at indeholde et klart kristent budskab. Er det fordi, jeg har glemt folkekirken? Står den i skammekrogen med en utydelig og udvisket stemme? Er dens struktur forældet i forhold til nutidens brændende problemer? Er de biskoppelige uenigheder og en ejendommelig kloning af noget kirkeligt og en ikke troende på ministertaburetten – en lykkelig alliance? Og fremadrettet: tvinger folkekirken Gud til at velsigne en vielsesordning, baseret på menneskeliggjort kærliggørelses- og ligestillingsretorik? Folkekirkens udstrækning er p.t. på over 80 % af os danskere. Det minder mig om det støv, jeg skriver om i mine bøger – som tiden lægger sig over.
– Den katolske kirke er for mig det gode svar på en universel kirke, som ved, hvad den vil i dens mange aspekter. Jeg bøjer mig ikke i støvet for paver og biskopper, for kirken har gjort mange fejl gennem tiden. Men den er gudindstiftet og den rette ordning for mig.
Luther skulle have været pave, dengang han rumsterede med sine teser. Så havde der nok ikke været de store problemer i dag, hvor mennesker fjerner sig fra Gud.
