Utraditionel ferie: Gå i kloster og bo på en kirkegård – i Italien
Hvordan er det at gå i kloster, leve blandt de døde, og hverken se tv, høre radio, eller læse avis, men kun studere sin bibe, og bede? Udfordringens medarbejder afprøvede det – i Italien på øen Sct. Michele, som ligger et smutslag fra Venedig.
Jeg havde i lang tid søgt efter et sted, hvor jeg i fred og ro kunne søge Herren. Jeg var træt af, at der altid var støj omkring mig, når jeg skulle bede, og jeg var led og ked af, at jeg syntes, det var mere interessant at tilbringe tid foran tv og computeren, end at være sammen med HAM.
Når Jesus skulle bede til sin far, søgte han ud til øde steder. Det samme ville jeg nu gøre.
Mit øde sted blev et kloster i Italien. Klosteret ligger på øen Sct. Michele, et smutslag fra Venedig. Øen har igennem historien fungeret som kirkegård for Venezianerne, og det gør den også den dag i dag.
Før jeg tog af sted, tænkte jeg ikke nærmere over det med at klosteret ligger på en kirkegård. Jeg er ikke bange for spøgelser og alt det uhyggelige folk forbinder med kirkegårde. Men jeg må indrømme, at da Vaporettaen, vand bussen, ved elleve tiden om aftenen satte mig af på en øde ø midt ude i lagunen, var jeg ikke så stor i slaget. Jeg fandt de nøgler frem, som jeg havde fået udleveret af Dansk Kulturinstitut, og låste mig ind af den meterhøje grønne port, og pludselig befandt jeg mig helt alene på en italiensk kirkegård. Der var ingen lys, så jeg måtte famle mig frem i mørket, krybe rundt i kul sorte kældre, og kravle over adskillige gravsten, før jeg fandt trappen op til klosteret.
Hvad havde jeg dog kastet mig ud i, tænkte jeg og ønskede allerede, at jeg var hjemme igen i Danmark i trygge rammer. Ikke det her, det var for meget for mig. Og så havde jeg sagt ja til at bo her i en måned! Åh nej, og atter nej.
I næsten en time havde jeg kæmpet med mørket udenfor. Nu måtte jeg kæmpe med kulden indenfor. Den lange gang med højt til loftet og stengulv, som jeg stod midt i, føltes koldere end en kummefryser.
Heldigvis fandt jeg et elektrisk varmeapparat på hjul, som jeg straks kørte ind på mit spartansk indrettede værelse. Søvnen kom nu til mig, og jeg krøb ned i min lille seng for at sove. Lige da jeg var ved at falde i søvn, blev jeg vækket af dyr, der løb ude på gangen. Jeg var sikker på, at det var store rotter, som snart ville snuse sig frem til min dør og komme ind og bide mig i tæerne. Dagen efter fik jeg at vide, at det nok nærmere var mus, jeg havde hørt. Ja, ja, tænkte jeg, det er godt med jer. Så har det ud fra den lyd, jeg hørte, været kæmpe store mus.
Før jeg går videre med min rejse beskrivelse, fra det mest mærkelige sted, jeg nogensinde har besøgt i mit liv, vil jeg fortælle læserne mere nøjagtigt om hvad det hele er for noget, og hvor vi præcis befinder os. Den del af klosteret, hvor jeg boede kaldes for Casa Danese. Det er et slags refugium beliggende i et gammelt franciskanerkloster på øen San Michele på vandbuslinjen mellem Venedig og glaspuster-øen Murano. Pro Venezia Danimarca Komitéen står bag oprettelsen af Casa Danese, der blev indviet i 2009, og som løbende er under renovering.
Venezianerne, blev i mange år begravet på kirkegårde i selve byen, men af hygiejniske årsager og på grund af plads mangel blev øen Sct. Michele samt nabo øen udpeget til kirkegårde i 1800 tallet. I dag er der stor pladsmangel på kirkegården, og de fleste mennesker bliver derfor begravet inde på fastlandet.
Kirkegården blev opført af Napoleon, som forbød begravelser i den historiske bymidte.
Tilbage til min rejse beskrivelse. Jeg havde fortalt foreningen Pro Venezia, at jeg havde et stort arbejds-projekt, som jeg skulle lave og dertil havde jeg brug for fred og ro. Det var også sandt, men min bagtanke med at tage til Sct. Michele var og havde hele tiden været, at jeg ville bruge tid på at søge Herren, være sammen med Den Hellige Ånd og læse i min bibel. Udover Bibelen, havde jeg ikke andre bøger med end Politikens rejse bog Turen går til Venedig. Jeg skulle selvfølgelig også ind at opleve byen, som alle taler om og som hvert år modtager 12 millioner gæster.
At rejse til Venedig er som at rejse tilbage til fortiden. Alle husene, jeg sagde alle, er gamle. De mennesker, som står på gadehjørnerne og deler brochurer ud for at reklamere for aftenens Vivaldi koncerter i både paladser og kirker, og som er iklædt sorte trekantede 1700-tals hatte samt langskødede brokade frakker og sorte sko med spænder – falder mere naturligt ind i bymiljøet, end det 21. århundredes mennesker, som er iklædt cowboybukser og tea-shirt. Og så er der selvfølgelig det besynderlige og temmelig uvante, at det er en by uden biler, busser og cykler. Der er ingen veje, som disse transportmidler kan køre på. Fortovene, nej, jeg vil hellere kalde det stier lavet af sten, er så smalle, at man må trække maven ind, når man møder forbipasserende.
Kommer man til skade eller bliver syg og ringer efter en ambulance, kommer den susende ude på vand motorvejen ude i lagunen. Den hopper af sted hen over bølgerne. Alle andre både holder tilbage for at den kan komme frem i tide
Er man kristen og altid har haft et ønske om at træde ind i Bibelens univers, er Venedig det rigtige sted at besøge. Jesus er overalt. Hans fødsel, hans liv og gerninger her på jorden, korsfæstelsen og opstandelsen kan ses på kirkernes vægge, lofter og gulve. Også inde i de gamle huse, paladser og palæer er væggene og lofterne dekoreret med motiver hentet fra Bibelen.
Én dag dumpede jeg som sædvanlig ind i én af byens mange kirker. For 10 Euro kunne man se en udstilling med billeder malet af den store italienske maler Giovanni Battista Tiepolo, én af mine helt store favoritter. Billederne, som hang i et lille rum bag ved kirkens alter viste motiver hentet fra den dag Jesus blev korsfæstet. Det var så stærk en visuel oplevelse, at jeg følte, jeg kunne høre menneske-mængdens råb og snak, lyden af korset, der bliver slæbt hen over de støvede veje og Herrens skrig, da han udåndede på korset og råbte Det er fuldbragt . Jeg begyndte at græde, så stort et indtryk gjorde billederne på mig. Det skal dertil siges, at jeg er ganske let at påvirke, har et sind der smelter som en klat smør i sommervarmen, når jeg ser noget smukt, der vækker genklang i min sjæl. Jeg græd også, da jeg besøgte Markus kirken, for skønheden her er så stor, at man må knibe sig selv i armen. Men jeg oplevede, at jeg ikke var den eneste, der lod sig rive med afatmosfæren og stemningen inde i kirken. En mand kom ind og smed sig pludselig ned på sine knæ og begyndte at bede foran kisten med evangelisten Markus`s jordiske rester. Hvorfor han gjordet det, ved jeg ikke. Som sagt var han uden tvivl ligesom mig, blevet grebet af atmosfæren inde i kirken.
(Meget tidligt i historien demonstrerede Venezianerne deres trang til selvstændighed. De ønskede ikke, at deres by skulle have skytshelgen Sct. Theodor, som den byzantinske kejser havde valgt. De ville hellere have evangelisten Markus som deres skytshelgen – og uden at spørge først, rejste de til Alexandria i Egypten, hvor de stjal Markus jordiske rester.)
Har du fået blod på tanden og lyst til at opleve lidt af det samme, som jeg gjorde og bo på klosteret på øen Sct. Michele, må jeg dog hurtigt advare om at stedet ikke er for sarte sjæle. Dem, som ikke kan lide kirkegårde og ikke bryder sig om alt for meget ensomhed, skal nok finde sig et andet sted at tage hen.
Ophold på klosteret kræver i øvrigt medlemskab af San Micheles Venner (koster 300 kr.) Som gæster modtages kunstnere, forskere, skribenter, håndværkere m.fl, som har et fagligt formål med opholdet eller som har brug for en periode med arbejdsro i inspirerende omgivelser.
Hvad fik jeg ud af mit ophold? Jeg fik bygget mit brudte alter op. Jeg kom helt tæt på Jesus ved at læse i hans ord, og jeg tilbragte tid sammen med Den Hellige Ånd. Ikke et sekund savnede jeg tv, og aviser havde jeg næsten glemt eksisterede. Jeg var så opslugt af min bibel og Guds nærvær, at jeg helt glemte tid og sted. Man er ikke klar over det, før man har prøvet det, men at tilbringe rigtig meget tid sammen med HERREN gør én glad. Man føler sig ren og genoprettet og man får et overskud, som jeg vil skrive under på varer til lang tid efter, man er kommet hjem. Så mit råd til avisens læsere er: find et øde sted, hvor du kan være sammen med HAM, søg ham, du vil få alt det andet i tilgift!
Rejse-information
Læs mere på:
www.provenezia.dk
Alternative kloster rejser
i Venedig og andre steder i verden:
www.klosterresor.nu
www.unitasrejser.dk
Billige flyrejser til Venedig:
www.nemrejser.dk
