Vi kan alle gøre noget for andre
Alle har pligt til at være opmærksom på, om andre har behov, mener kommunikationschef Trine Puggaard, som hjælper børn i Afrika.- Jeg er ikke en superkvinde, der bare sådan klarer alt perfekt og har overskud til alt, slår Trine Puggaard fast, allerede inden jeg får stillet det første spørgsmål til et interview om, hvorfor hun med et chefjob og tre børn også bruger tid på et frivilligt arbejde.
– Der er ikke noget overmenneskeligt over mig, men det er en naturlig del af mig at se ud over min egen lille verden og lægge mærke til andres behov.
Ikke sådan at jeg prøver at hjælpe andre med alt muligt. Jeg mener, det må gælde om at hjælpe dem, der har problemer, der er så store, at de ikke selv kan klare dem. Hvis nogle slår fingeren, kan de selv sætte et plaster på, siger Trine Puggaard.
Trine Puggaard er 37 år, Kristelig Fagbevægelses kommunikationschef og har tre børn i alderen 6, 8 og 12 år. Sammen med tre andre har hun igennem ni år været med i et dansk udvalg bag et børnehjemsprojekt i Ghana, som Det Danske Missionsforbund støtter.
Fire til fem gange om året er hun til udvalgsmøde her i landet, og hun har været på fire ture til Ghana. Netop her i foråret har hun været dernede igen for femte gang, men denne gang som rejseleder sammen med en anden fra udvalget.
Rejsen var på 13 dage og var både en almindelig turisttur til Ghana og en tur, hvor man besøgte og gav et par arbejdsdage til børnehjemmet, som hedder Fathers Home. Der var 16 deltagere med på rejsen.
Ud over at følge arbejdet i Ghana tager Trine Puggaard ofte ud i Missionsforbundets kirker for at fortælle om projektet.
Det var med begejstring, Trine Puggaard gav sig i kast med børnehjemsarbejdet.
– Jeg syntes, projektet var spændende og kunne se en mening med det. Det, der giver mig energi, er, at jeg har kunnet se resultater. At det, vi laver, nytter noget.
Da børnehjemmet åbnede, var der syv børn på det. Nu er der 30 børn plus 14 børn uden for børnehjemmet, som får deres skolegang og uddannelse betalt. Et af de første børn, der kom på børnehjemmet, går nu på universitetet og læser til ingeniør. Der er også ved at blive bygget et nyt hus med plads til flere børn.
– Jeg ved godt, at det, vi gør, kun er en dråbe i havet. Men vi gør da noget, og det hjælper nogle. Jeg vil hellere være med til at hjælpe nogle få og gøre det godt end at tro, man kan redde hele verden og ende med ikke rigtigt at hjælpe nogen alligevel.
Trine Puggaard ser ikke sit frivillige arbejde som en sur pligt, men som en fornøjelse.
– Jeg synger og spiller ikke, og børne- og spejderarbejde er heller ikke mig. Men her er noget, som passer til mig. Her kan jeg gøre noget med mine evner, som glæder og betyder noget for andre.
– Der er en stor glæde i at give, uden det betyder, at jeg ofrer mig eller kaster mig ud for at redde andre. Vi danskere har i forhold til resten af verden et stort overskud at dele ud af.
Hun advarer om, at man kan blive så grebet af at ville være med i noget frivilligt arbejde, at man slår et større brød op, end man kan magte.
– Jeg har ikke selv tid til at være med i noget frivilligt arbejde, som ville kræve, at jeg skulle af sted en bestemt aften hver uge for eksempel. Der er også noget, jeg siger nej til, fordi jeg ikke har tid og overskud til mere. Det handler om at være realistisk og vælge og så prioritere det, man vil.
– Man skal også have lov til at være med i noget bare for en tid. Vi lever jo i en kultur, hvor vi er zappere, især de unge.
Det er også sådan, at nogle er gode til at få ideer og sætte noget i gang, og så vil de videre til noget nyt, mens andre er gode til det lange seje træk over mange år.
– Ingen skal bruge mere tid på frivilligt arbejde, end de kan. Jeg mener derfor, det er i orden at spørge andre om at være med i et frivilligt arbejde, så længe man respekterer, at de har ret til at sige nej.
Men at sige nej til alt mener hun ikke, man kan.
– Vi kan alle sammen gøre noget for hinanden, og jeg synes, alle har pligt til at være opmærksom på, om andre har behov, de har brug for hjælp til.
Ikke sådan, at man skal mere, end man kan, og alle skal ikke tage helt til Afrika. Måske skal man bare gøre noget for sine naboer eller venner.
Det kan for eksempel være at se ind over naboens hæk og tilbyde at rykke noget ukrudt op, hvis det er det, naboen har brug for hjælp til. Det ligger i vores tid, at man vil lægges mærke til af andre i stedet for at lægge mærke til andre. Det sidste skal vi have noget mere af.
Mødet med Afrika har givet Trine Puggaard et nyt perspektiv på hendes liv og hendes tro.
– Lige når man kommer hjem fra Afrika, kan de problemer, vi har, synes meget små. I Danmark har vi ikke problemer med de elementære ting som at skaffe mad og vand og brænde til et bål at lave mad på. Så bliver jeg taknemlig over, hvor godt vi har det. Det betyder ikke, at jeg lever asketisk, og jeg kan godt finde på at bruge 1.000 kroner på et par støvler. Men jeg er kommet til at glæde mig mere over de goder, vi har, og er mere taknemlige for dem.
Det har slået hende, at afrikanerne er meget glade mennesker og ikke så bekymrede, som vi er. Hun mener, det er, fordi, de har Gud mere med i hverdagen, end vi har.
– De har lært mig at være glad for mit liv og at leve mere i nuet og ikke være så bekymret for i morgen og næste år. Vi bekymrer os jo, selvom vi lever i et samfund, hvor alt fungerer, og der bliver taget hånd om os, hvis der sker os noget. Men afrikanerne ved, de er afhængige af Gud, og tror på hans omsorg, siger Trine Puggaard.
