Glimrende grundbog til bibellæsning
Ønsker man et rimelig hurtigt og rimelig fyldestgørende overblik over Bibelens bøger og dens hovedpersoner, er det en god ide at investere i Lohses Bibelguide.
Guiden til bøgernes bog er forfattet af den engelske præst Mike Beaumont, der også virker som bibelunderviser på Kings Centre i Oxford og som gæsteforelæser på teologiske uddannelser rundt omkring i verden.
Bogen er sat meget systematisk og pædagogisk op, og hvert opslag udgør et hele for sig. Hvad man bl.a. bemæker, er den tidslinie, der er på opslagets venstremargen, hvor man kan se, hvor langt man er nået i åbenbaringshistorien. Og tilsvarende i højremargenen, hvor Bibelens bøger er listet op. Et eksempel: På opslaget (s.66-67) om Jerusalems fald (586 f.Kr.) er årene o. 600 f.Kr. markeret i venstre margen, og i højre margen 2 Kong, 2 Krøn, Jer, Obad og Hab – altså de bøger, der omtaler begivenheden, og de profeter, der (if. Beaumont) har deres virke i den periode.
Tekster og illustrationer i opslagene supplerer hinanden fint. Blandt illustrationerne må absolut fremhæves de mange kort, så man nøjere kan følge med i, hvor i verden man er, og hvor tingene sker. En fast rubrik er Nøglebegreb; på hvert opslag er der desuden øverst et bibelvers, og selv om det ikke står der, kunne det godt opfattes som et nøglevers.
Bibelguiden er skrevet sådan, at også ikke-kristne kan få noget ud af den, hvorfor sproget er gjort så alment forståeligt som muligt. Man kan altid diskutere et lidt populariseret ordvalg, og der kan siges både for og imod, når der i overskriften til opslaget om Abraham som Guds ven står: Eventyret begynder. Men ordet eventyr giver altså stadig forkerte og i sammenhængen ret uheldige associationer.
Ellers kan Lohses Bibelguide kun anbefales som en særdeles velegnet løftestang for bibellæsningen.
Niels Jørgen Vase
Mike Beaumont: Lohses Bibelguide
126 sider 199,95 kr. Lohse