Vi skal sætte grænser i vores kærlighed

Det er misforstået kærlighed, hvis vi ikke lærer vores børn, at forkert opførsel har konsekvenser.”Hej”, sagde min veninde med et suk efter gudstjenesten og så på mig med forgrædte øjne. Jeg gav hende tavst et knus. Jeg vidste uden at spørge, hvad der var galt.

Hun havde endnu en gang grædt på grund af sin datter, som endnu en gang ikke havde holdt, hvad hun havde lovet. Havde skændtes med sin mor, overfuset hende og sluttelig ikke var gået med i kirke.
Og i dag var der tilmed teenage-gudstjeneste. Mens min venindes datter lå hjemme i sin seng efter en lang nat ude og sikkert ville blive liggende til hen på eftermiddagen, sang og spillede andre unge til Guds ære.
Min veninde kunne ikke klare mere. Midt under gudstjenesten rejste hun sig og gik ud. Hun kunne simpelthen ikke holde ud at se, hvordan disse unge mennesker var så begejstrede for Jesus, mens hendes eget barn tog afstand fra det.

Kærlighed eller eftergivenhed?

Jeg kunne mærke hendes smerte. Hun kæmpede igen og igen med følelsen af have svigtet og nu hjælpeløst måtte se til, hvordan hendes datter kun gjorde, hvad hun selv ville. Ligegyldigt hvor tit hun havde snakket med hende, respekterede hendes datter ingen grænser mere. Når de havde skændtes, lovede hun hver gang på ny at ville forbedre sig. Men allerede få sekunder efter bad hun igen om ”lidt penge til at gå i byen for”. Og min veninde lod sig igen og igen overtale. Hun var så taknemmelig, så lykkelig, når hendes datter omsider igen var flink, sød og omgængelig, at hun var parat til at give hende næsten alt.
Det forstår jeg godt! Hvem vil ikke som mor gerne være elsket og afholdt? Men min veninde er blevet mig til advarsel: Der er øjeblikke, hvor mødre glemmer, at kærlighed har brug for grænser. Jo, jeg vil også gerne være elsket af mine børn. Jeg er også tit bange for at sige nej og forveksler kærlighed med eftergivenhed. Jeg vil også gerne have fred og ro derhjemme. Men hvilken pris er jeg parat til at betale for det? Og hvilken pris kommer mine børn i sidste ende til at betale for mit behov for fred og ro? Når jeg, trods betænkeligheder, siger ”ja”, blot fordi jeg vil være elsket eller gerne fremstå som en ”dejlig mor”, er grænsen overskredet til skade for mine børn.

Værdifulde grænser

Måske står din egen barndom og ungdom for dig som en tid, hvor du ikke mødte ret megen tryghed og kærlighed fra dine forældre og derfor dengang sagde til dig selv: ”Når jeg selv får børn, vil jeg gøre alting anderledes!” Og ingen tvivl om, at for megen strenghed kan skade.
Samtidig er det vigtigt at lære også at se på grænser som noget positivt. ”Den, der elsker sin søn, tugter ham i tide”, står der i Bibelen. Det betyder: Hvis jeg elsker mit barn, så vil jeg lære ham, at hans opførsel har konsekvenser.
Jeg har ikke lov til at tolerere enhver forkert opførsel, heller ikke selvom mit barn siger undskyld. For senere i livet er det ikke nok – når man kommer for sent på arbejde for tiende gang – blot at sige undskyld for tiende gang. Hvis jeg vil forberede mit barn på at træde ud i livet, nytter det ikke smilende at se gennem fingre med alt det forkerte. Netop fordi jeg elsker mit barn, sætter jeg grænser.
Det falder mig ofte svært at indrømme over for mig selv, at ikke en gang mine egne børn ”er gode af natur”. Og dog er det sådan, det forholder sig. Gode mødre har hver dag som mål at opdrage deres børn og forberede dem på senere at træde ud i livet, lære dem, hvad der er rigtigt, og hvad der er forkert. At deres opførsel har følger. Og at de selv kan vælge, hvilken beslutning de vil træffe.
Det kræver visdom, mod og fingerspidsfornemmelse. For det betyder, at jeg ofte skal sige nej og samtidig alligevel give dem denne følelse: ”Du er elsket. Også og netop da, når du ikke får alt, hvad du vil.”
Af Romy Anreitter
Romy Anreitter er mor til tre børn og bor i Wien.

Autoritet eller autoritær

Det er muligt at sætte grænser og samtidig give friheder.

Vælg den rigtige indstilling
Du kan bruge din autoritet som pressionsmiddel: ”Her er det mig, der bestemmer, ikke dig!” Men det er bedre at se den som et værktøj: ”Lad mig vise dig, hvordan du bedst kan gøre det og derved undgå fejl.” Du kan bruge din indflydelse til at dominere dine børn: ”Enten gør du, som jeg siger, eller også må du finde et andet sted at bo!” Men det er bedre at bruge den til at beskytte dine børn: ”Lad os lukke for adgang til nogle af siderne på internettet. Det er det bedste for dig, og jeg vil ikke, at der skal ske dig noget.”

Træf afgørelser i forvejen
At diskutere ting efterfølgende udløser ofte strid. Fortæl forud, hvad du forventer: ”Du må gerne tage bilen, hvis du fylder den op bagefter.” Du siger herefter tit ja, men altid på den betingelse. Hvis barnet overtræder bestemmelsen, følger der ikke nogen straffepræken. Der følger kun den aftalte konsekvens: Næste gang må han/hun ikke tage bilen.
Bliv enige om konsekvenser
Sørg for på forhånd at præcisere, at handlinger har konsekvenser: ”Hvis du har lovet at bringe dine venner hjem til et bestemt tidspunkt og ikke overholder det, skal du personligt sige undskyld til deres forældre, og næste gang får du ikke lov at tage dem med. Okay?”

Giv større og større friheder
Så længe børnene er små, er deres evne til selv at træffe beslutninger om, hvad der er godt for dem, begrænset. Retten til selv at bestemme bør afhænge af modenhed og alder. Men generelt er det altid bedre at give børn et valg: ”Hvad vil du helst have, bønner eller gulerødder?” ”Vil du gå ud med affaldsposen i aften eller hellere i morgen tidlig?” Større børn kan du spørge: ”Hvad vil du helst – være ude sammen med dine venner til klokken halv tolv eller være sammen med dem herhjemme til halv et?”


Artiklen fortsætter efter annoncen:



Hjælp dine børn til at tage ansvar
Frihed og ansvar går hånd i hånd. Hvis børn misbruger friheder, skal de mærke konsekvenserne. Hjælp dem derfor ikke altid ud af kniben ved straks at gå i brechen for dem. Vær opmærksom på, om barnet virkelig er ked af sin forkerte opførsel og parat til at gøre tingene godt igen. Kom ikke med overfladisk snak og brug ikke tomme løfter.