Israel anmoder Egypten om at trække kampvogne ud af Sinai

En kurre på tråden er opstået i det egyptisk-israelske forhold, efter at Cairo har sendt tanks ind i Sinai til nedkæmpelse af terrorister, og Israel har nu anmodet Egypten om at trække disse kampvogne bort fra området, da de befinder sig uden israelsk sanktion.I henhold til den 33 år gamle egyptisk-israelske Camp David-aftale skal Sinai være et demlitariseret område, og der må blot indsættes styrker efter forudgående aftale mellem de to parter.
I sidste uge gav den israelske regering grønt lys for, at egyptiske kamphelikoptere kunne indsættes, men der var ingen tilladelse til kampvogne. Det er denne overtrædelse af aftalen, som er faldet Israel for brystet og har fået Jerusalem til at protestere over for Cairo.
Det menes, at den amerikanske regering vil gøre en lignende indsigelse over for Egypten. USA var medundereskriver af Camp David-aftalerne.
Israel og Egypten har begge indledt en svær balancegang over deres forhold. Jerusalem mener, at den nye egyptiske ledelse ønsker at ændre militære aspekter af aftalen, og at Cairo vil teste Israel.
Samtidig vil Israel støtte Egypten i dets bestræbelser på at genoprette orden i Sinai-halvøen uden at skade Israels egen sikkerhed.
Det er første gang siden Yom Kippur krigen i 1973, at Egypten har såvel fly som kampvogne i Sinai.
Den israelske sagkyndige i militære anliggender, Alex Fishman, skriver i Israels største avis, “Yediot Aharonot”, at det er klart, at Egypten – uanset om det lykkes det at gøre det af med terroren i området – ønsker en ændring af den militære del af aftalen, og at Cairo mener, at det vil være i begge parters interesse, at der indsættes yderligere egyptiske styrker og svære våben i området.
Fishman skriver:
– Dette vil indebære, at demilitariseringen af Sinai vil blive undergravet – en af de vigtigste dele i den israelsk-egtptiske fredsaftale.
Den “kolde fred” mellem Egypten og Israel er blevet endnu køligere, efter valget af Mohamed Morsi til Egyptens nye præsident. Israelske kilder afviser imidlertid, at fredsaftalen er i vanskeligheder, men siger, at Sinai er en udfordring for begge parter i et allerede belastet forhold.
Ifølge en israelsk kilde blev den israelsk-egyptiske aftale modificeret for to år siden, da Israel tillod, at Cairo sendte yderligere syv bataljoner ind i Sinai – hvilket endnu ikke er sket.
Israel og Egypten har en lang historie af at kunne løse deres problemer sammen, og det vil formentlig også ske denne gang.

Lav profil

Den mulitinationale observationsstyrke (MFO) på 1650 soldater fra 12 lande, der skal rapportere og verificere demilitariserngen i Sinai i henhold til fredsaftalen, holder en lav profil i den nyopståede situaion.
En talsmand for styrken siger som svar på et spørgsmål om Egypten havde fået tilladelse af Israel til at indsætte kampvogne:
– Vi svarer ikke på forespørgsler fra medierne på nuværende tidspunkt.

Cairo

Et højtstående medlem af det egyptiske militærråd siger, at Egypten ikke har brudt fredsaftalen med Israel ved at indsætte kampvogne i Sinai, og at “Egypten er forpligtet til fredsaftalen, men at det vil beskytte sig – selv på bekostning af aftalen”.
Ifølge denne kilde er det militære indgreb mod terrorceller koordineret med israelske sikkerhedsfolk.