Hjælpeorganisation fejrer jubilæum og ny børnelandsby
Der er masser at fejre, når Fremtid og Håb inviterer til årsmøde i Vejle 22. september.
Foreningen, der hjælper gadebørn i byen Sumbawanga i Tanzania, har 10 års jubilæum og har netop modtaget en check på godt 650.000 kroner fra Ys Men i Danmark.
– Det er jo fantastisk, at vi samtidig med vores jubilæum også kan fejre den flotte gave, som Ys Men har indsamlet til børnene, siger Fremtid og Håbs formand, Peter Sjursen.
Pengene skal bruges til at bygge en ny børnelandsby. I dag bor de 60 gadebørn i lejede børnehjem rundt omkring i byen, men når børnelandsbyen er færdig, kan de flytte ind i nye og tidssvarende bygninger.
Årsmødet finder sted lørdag eftermiddag den 22. september i Mølholm Kirkes Sognehus i Vejle.