Betydningen af Obamas valgsejr for Israel og jøderne

Meningene er delt hos israelere om betydningen af præsident Barack Obamas valgsejr for Israel og jøderne i USA.
Mange opfattede det som en befrielse, fordi udfaldet af valget formentlig skubbede et ensidigt israelsk angreb på iranske atomanlæg længere ud i fremtiden, mens der var frygt for, at et USA med Mitt Romney ved roret ville give statsminister Binyamin Netanyahu grønt lys til en sådan plan.

Hos de cirka 100.000 amerikansk-jødiske vælgere i Israel var de 70 procent for Romney, og de var skuffede og frustrerede over hans nederlag.
En stor del af Israels befolkning sad i nat oppe og fulgte valghandlingen på TV, fordi de – som mange andre i verden – opfattede dysten mellem de to mænd som et historisk moment.

Hvis Romney havde vundet, ville Netanyahu sikkert have sukket et lettelsens suk, fordi han ville have opfattet Romney som sin frelser, ikke mindst hvad angår Romneys forpligtelse til at holde fast ved de besatte områder og hans indstilling til Jerusalem som Israels hovedstad.

Netanyahu ville – med Romney som præsident – sikkert sige til ham: “Men du sagde jo noget særligt i din valgkampagne”. Og hvad ville Romney som præsident have svaret, nok noget i retning af: “Kære ven, som man siger “tingene ser anderledes ud fra Det hvide Hus”.

Nu er det Obama, der kommer til at stå for styret i USA i de næste fire år og være verdensleder. Han vil fortsat prise Israel og sværge på at ville beskytte det. Hans smil vil smelte hjerter i Jerusalem og hos de amerikanske jøder.

Men USA og dets præsidenter har en lang hukommelse og Obama vil længe mindes, at Netanyahu blandede sig i den amerikanske valgkamp ved åbenlyst at støtte Mitt Romney. Vil Obama tilgive Netanyahu? Det vil han nok, i det ydre. Men det vil sikkert blive ved at nage ham, at Netanyahu “blandede sig”.

I statsministerresidensen har man gemt champagneflaskerne af vejen.
En fremtrædende israelsk politisk sagkyndig, Eitan Haber, siger:
– Som tidligere FN-ambassadør og souschef ved den israelske ambasade i Washington skulle Netanyahu have vidst, at det er risikabelt at støtte en bestemt amerikansk præsidentkandidat. Han skulle have vidst, at han nu ikke længere kan vikle amerikanske præsidenter, regeringer og kongressen om sin finger.
Netanyahu havde fået at vide, at Washington har klare spilleregler. Men Netanyahu afviste at følge disse. Nu vil amerikanerne sikkert kræve, at han betaler en pris. Problemet er, at vi alle kommer til at betale denne pris.


Artiklen fortsætter efter annoncen:



Netanyahu gratulerer

Netanyahu har nu til morgen gratuleret Obama med sejren ved at udtale, at “den strategiske alliance mellem Israel og USA er stærkere end nogensinde, og at han (Netanyahu) fortsat vil arbejde sammen med præsident Obama for at sikre det israelske folks væsentlige interesser”.

Knessetmedlemmer fra Netanyahus Likud-parti har givet udtryk for deres skuffelse over Obamas valgsejr og mener, at Israel nu vil blive presset til at gøre politiske indrømmelser.
En Likud-politiker siger:
– Obama er ikke god for Israel. Israel vil nok blive skubbet til at gøre sådanne indrømmelser som følge af hans kølige forhold til Netanyahu.

Forsvarsminister Ehud Barak har også gratuleret Obama og siger:
– Jeg tvivler ikke på, at Obama-regeringen vil føre en politik baseret på at støtte Israels sikkerhed og bestræbe sig på at tage sig af de udfordringer, som hele vores region er konfronteret med, samtidig med at den vil arbejde for at fremme fredsprocessen.


Artiklen fortsætter efter annoncen:



Knessetmedlem Danny Danon giver udtryk for skuffelse over Obamas sejr og siger:
– Man kan ikke have tillid til Obama. Israel vil ikke overgive sig til ham. Vi har ingen andre at stole på end os selv.

“Vi deler Obamas værdier”

Lederen af det israelske arbejderparti, Shelly Yachimovich, skriver i et brev til Obama:
– Din sejr afspejler hvad du har opnået under din første præsidentperiode. Jeg ønsker dig succes med dine bestræbelser på at fremme freds- og friheds-principperne rundt om i verden. Vi håber, at din globale ledelse vil skabe en bedre og sikrere f remtid i vores region og i hele verden. Jeg påskønner i høj grad dine bestræbelser på at ændre det amerikanske samfund og for den agenda og de værdier, du fremmer, som også er mit syn på verden – lighed, en anstændig økonomi og statens ansvar for dens borgere.


Artiklen fortsætter efter annoncen:



USA’s jøder

Amerikanske jøder har overvældende støttet Obama ved at give ham 70 procent af deres stemmer.
Præsidenten for “National Jewish Democratic Council”, David A. Harris, siger:
– Det jødiske samfund står solidt bag præsident Obama, ligesom for fire år siden. Det eneste såkaldte “jødiske problem” han har, er, at der ikke er flere jødiske vælgere. Den store støtte præsidenten har fået af amerikanske jøder viser, at de over 15 millioner dollars, som republikanere ville give for at bejle til jødiske vælgere med negative annoceringer, skræmmetaktik og ligefremme løgne, simpelthen ikke lykkedes.