Alle handikappede har ret til et hjem
Det er uetisk og uordentligt, når sagsbehandlere ikke oplyser handikappede om retten
til selv frit at vælge bolig. Ordene kommer ivrigt fra Anne Brorson, der er leder på det kristne bosted Hjertebo i det nordjyske. Hun er en passioneret person. Hvis der er noget, der virkelig kan hidse Anne Brorson op, så er det, når mennesker behandles dårligt.
I FNs konvention for handikappede står der, at alle voksne har ret til selv at bestemme, hvor de vil bo.
Derfor skulle man synes, at en voksen med handikap selv får lov til at bestemme, hvor han vil bo.
Sådan fungerer det bare ikke i praksis. Ofte får man at vide af sin sagsbehandler, at der er ét muligt botilbud nemlig kommunens.
Tit bliver man ikke oplyst om, at man har et valg.
– Bevidst at fortie denne rettighed er direkte usympatisk, siger Anne Brorson.
– Jeg har oplevet, hvordan retten til frit valg enten udelades eller direkte benægtes.
I en velfærdsstat er det jo næsten pinligt, at vi stavnsbinder voksne på den måde, mener Anne Brorson, der er uddannet socialrådgiver.
Som kristen er Anne ikke i tvivl om, at ethvert menneske er værdifuldt uanset handikap.
Hun mener, at vi er pligtige til at hjælpe dem, der ikke selv kan varetage deres egne interesser. Og at vi som kristne skal tage den opgave alvorligt og løse den på værdig vis.
– Hvis det var vores søn, ville vi jo også ønske, at han kunne bo i et kristent hjem. Det er vigtigt. For ethvert liv kan indeholde glæde, samvær og omsorg, hvis vi kæmper for det.
Uden det bliver ingen til hele mennesker.
Sit livssyn omsætter hun på Hjertebo ved Aalestrup, der er startet i 2012 og således er spritnyt både med hensyn til faciliteter og måden at drive et kristent bosted på. Det er oprettet af Kristelig Handicapforening.
Hun er helt bevidst om, at det er et bosted, men hun skaber sammen med sine medarbejdere et hjem for beboerne.
Fx hænger der billeder af beboerne i stuen. De hjælper med det, de kan, og ved de fælles måltider er der tid til holde andagt og hygge sig.
– Vi skaber rammerne om beboernes HJEM og giver dem varme, omsorg og nærvær. Det er et stykke arbejde, men det er sandelig også en glæde, for beboerne giver meget igen, siger Anne.
– Det kan være alt fra et smil til en ændring af adfærd, der viser, når vores tiltag virker.
Ikke alle beboerne har talesprog, men alligevel kommunikerer de med os på den måde, som de kan. Og de har brug for, at vi er et spejl på Guds kærlighed, fordi de ikke selv magter at søge eller forstå den.
Her fire måneder efter opstart af Hjertebo er der ved at være struktur på hverdagen.
Alle medarbejdere har et kristent ståsted, og det giver en ekstra dimension i fællesskabet og en tro på, at Gud går med. Selv om man vel nok kan sige, at Gud gør en god leder, så skal der arbejdes flittigt, hårdt og passioneret.
Ledelse handler i høj grad om at motivere medarbejderne til at nå fælles mål.
– Hvad betyder det at brænde for en sag?
– Det betyder, at jeg virkelig vil det – med hver en fiber i min krop. Jeg tænker på Hjertebo i mine vågne timer, og det er vigtigt for mig, at det bliver det hjem med hjertevarme.
Anne Brorson blev leder, fordi hun gerne vil have indflydelse og bestemme. Samtidig er det vigtigt for hende at inddrage medarbejderne, og hun øver sig i ikke at beslutte alt for hurtigt, selv om det er svært. For hun er en handlingens kvinde. Der er turbo på de ting, hun når.
– Det betyder alt for mig, at jeg kan arbejde på et kristent bosted. Da jeg arbejdede i kommunalt regi, blev jeg nødt til at pakke min tro væk, men her kan jeg være med hele mig. Være et helt menneske.
Interessen for handicappede har Anne med hjemmefra.
I barndommen havde familien en handicappet pige i dagpleje og aflastning:
– Jeg så, hvordan min mor havde hjerterum for hende og tog sig af hende med stor kærlighed, og hvordan det fik pigen til at blomstre.
Lige præcis det ønskede jeg selv at være en del af, men gerne med de voksne, der er børn indeni.
– Jeg tager det personligt, om beboerne trives. Jeg vil gøre alt, hvad der er muligt for mig, for at beboerne kan udvikle det potentiale, de har, siger den unge leder med fast overbevisning i stemmen.
Anne er gift med Ulrich og mor til to små børn. Hendes mand har også lederjob samt et privat firma. Det kræver noget koordinering at få den travle hverdag til at hænge sammen.
Familien kommer i missionshus og kirke, og børnene bliver opdraget med en vished om, at Guds kærlighed er uendelig, og at himlen venter på dem.
– Det giver stor næring til min egen tro at formidle Bibelen til min søn, fordi evangeliet bliver både håndgribeligt og letforståeligt, slutter Anne Brorson.
