Israel lemper blokaden af Gaza for første gang siden 2007
Israel har i weekenden lempet blokaden af Gaza ved at tillade indførsel af grus til privat byggeri – for første gang siden Hamas overtog kontrollen med området i 2007.
Israelsk presse bringer idag denne oplysning.
Raed Fattouh, en palæstinensisk embedsmand med kendskab til den egyptiske formidling af en våbenhvile, der endte en ugelang kamp mellem Israel og forskellige terroristgrupper i Gaza-striben, heriblandt Hamas, siger, at man havde forventet denne lempelse som led i mæglingsordningen.
20 lastbiler med byggematerialer kom ind i Gaza, en del af en forsendelse skænket af Qatar, som har tilsagt 400 millioner dollars for at finansiere genopbygningsarbejdet.
Israel strammede blokaden efter at Hamas, som ikke vil anerkende den jødisk stat Israel, kom til magten. Efter internationalt pres begyndte Israel at lempe restriktionerne for snart tre år siden og har tilladt internationale hjælpeinstitutioner at importere byggematerialer.
Forsendelsen af grus kom igennem Rafah-grænseovergangsstedet. Den fandt sted, dagen efter at Egypten tillod, at der bliver sendt byggematerialer ind i Gaza ved Rafah og hermed lempede et seks år gammelt forbud.
– Israel har lovet at slække på blokaden, hvis våbenhvilen holder, siger en palæstinensisk kilde.