Pinsefolk er åbne for ny spiritualitet

– Bøn, meditation, stilhed, reflektion… Det er nogle af ingredienserne, når aktive fra Pinsekirken i København under navnet „Sakristiet“ deltager i helsemesser for at møde de søgende.
Pastor René Ottesen indrømmer, at denne form adskiller sig en del fra den klassiske pinse-form.
– Men den modsiger den ikke. Vi ser den klassiske pentacostale form og den meditative spiritualitet som de to ben, vi står på. På messen havde vi f.eks. Charles Ndifon, som på en meget fin måde evnede at bygge bro til deltagerne i hans seminarer. Hans form er jo fest og livsglæde, og mange fik en stærk, mærkbar oplevelse.
Men samtidig havde vi gennem Sakristiets stand en alternativ form, hvor mennesker tilbydes at tage et ord i en glasbowle, og hvor vi bad for ca. 300 besøgende. Her er de bedste ‘missionærer’ de ny-kristne, som endnu husker, hvordan de havde det før. Når de beder for nogen, så bliver de altså helbredt!
– Sakristiet lægger sig i kølvandet på Ole Skjerbæk, som er blevet fast inventar i det nyreligiøse miljø, og som vi har den største respekt for, siger René Ottesen. Han oplyser, at Sakristiet er i færd med at indrette et meditativt rum i KKKC, som et tilbud til mennesker, der er mere åbne for denne form for spiritualitet.
Charles Ndifon har ugen igennem holdt helbredelsesmøder to gange dagligt med flere hundrede deltagere hver gang og mange mirakler. Sidste møde er torsdag aften.
– Når vi spørger deltagerne, viser det sig, at 90 pct. af dem er nye folk. Og der findes jo snart sagt ikke den arbejdsplads i København, hvor man ikke har hørt om Ndifon.