Mange nået med evangeliet i Mali trods borgerkrig
Trods borgerkrigen, hvor kristne i det nordlige Mali forjages af islamister, kunne Per Hyldgaard holde en stor kampagne, og mange blev nået med det kristne budskab.Som man kan høre i nyhederne, er det vestafrikanske land Mali i borgerkrig. Fundamentalistiske islamister har taget magten i den nordlige del af landet og rykker sydpå.
Oprørerne står i forbindelse med Al-Qaeda og består bl.a. af resterne af de lejesoldater, som Gaddafi havde i Libyen.
Lejesoldaterne flygtede med deres våbenarsenaler til Mali og kæmper nu sammen med Al-Qaeda for at gøre Mali til en islamisk stat med sharialov.
Landet Mali er i forvejen 96% muslimsk og normalt fredeligt og tolerant over for det kristne mindretal. Men landet ligger nu på en kedelig syvendeplads på Åbne Døres liste over de nationer, der er værst med forfølgelser af kristne.
Al-Qaeda kæmper sig frem fra nord mod syd i en sådan grad, at FN nu har udstedt en resolution, der giver bemyndigelse til, at flere nationer heriblandt Danmark kan sende militær støtte til det trængte land, der nu er splittet mellem Al-Qaeda-tro grupper og de alment praktiserende muslimer.
Midt i dette kaos afholdt Per Hyldgaard, som er grundlægger og leder af Gospel Outreach, sin anden kampagne i Mali.
Denne gang i bydelen Konatebougou som er en del af hovedstaden Bamako.
– På mirakuløs vis fik vi tilladelse, fortæller Per Hyldgaard.
– Der var ellers udstedt forbud mod at samles i grupper. Hvordan Gud får sådanne tilladelser igennem imod alle odds, er bare utroligt.
– Trods krigen var der en mærkbar, nærværende fred hver eneste aften under kampagnen. Mange talte om dette og undrede sig over, at dette arrangement overhovedet kunne finde sted midt i de omstændigheder, der var, fortæller John Jensen fra Gospel Outreach.
– Ud over de umiddelbare frugter af kampagnen, var de kristne meget opmuntrede over, at der var folk udefra, der var villige til at komme og støtte dem i at nå deres nation med evangeliet, specielt landets situation taget i betragtning.
Flere tusinde kom og hørte evangeliet de fem aftener, kampagnen varede. Hver aften var der stor lydhørhed. Mange tusinde gav respons på frelsesindbydelsen. Af dem ønskede 1.850 mennesker at modtage et såkaldt opfølgningskort, som giver konkret hjælp til at komme videre i deres nye kristne tro.
Kampagnens sidste aften var lørdag, og søndag var mange af de nye troende allerede til gudstjeneste i de lokale kirker.
Fire dage var der lederseminar, hvor forkyndere fra det medrejsende team var med til at undervise omkring 100 kirkeledere. Jens Haslund Thomsen, som til daglig er pastor i Frederikshavn Kirkecenter, var én af dem, der var med til at undervise på seminaret.
– Det er lige til at få åndelig gåsehud af tanken om at være med til så stærke møder i et land som Mali, der befinder sig i den situation, det gør. Og så at mærke den hunger, der er efter Guds Ord, det er bare helt fantastisk, siger Jens Haslund Thomsen og fortsætter:
– Vi følte, vi var på rette sted, i rette tid, med ret budskab.
Per Hyldgaard holdt i marts 2012 en lignende kampagne længere nordpå i Mali i byen San. Dengang skete der samme dag, som kampagnen skulle starte, et militærkup.
– Også dengang åbnede Gud dørene på overnaturlig vis, så kampagnen kunne gennemføres trods undtagelsestilstand i landet, fortæller John Jensen.
Pastor Mateau fra byen San kunne nu fortælle om menighedsvækst efter den kampagne, og at to nye menigheder var blevet startet udelukkende med folk, der var blevet frelst under kampagnen dengang.
Den ene af de nye menigheder var startet i en nærliggende landsby, der var kendt for deres menneskeofringer!
– Hver aften blev der bedt for syge, og hver aften var der mange vidnesbyrd om Guds indgriben. Blandt andre var der en kvinde, der i mange år havde haft en alvorlig sukkersyge, der havde ødelagt både hendes fødder og syn. Hun fortalte også, at hun oven i købet var besat. Jesus Kristus helbredte hende og satte hende fri på et af aftenmøderne.
Da hun vidnede om sit mirakel, kunne hun endog demonstrere, at hendes syn var perfekt nu, ved uden tøven at sætte sin pegefinger på Per Hyldgaards næsetip i første forsøg! fortæller John Jensen.
– En anden kvinde, der var uddannet læge, vidnede om, hvordan hun i mange år havde været frygtelig syg, med mange smerter over hele kroppen.
Ingen læge eller hospital kunne hjælpe hende. Hun havde prøvet alt for at blive rask, endog at ofre geder til afguder. Intet havde hjulpet. Den aften hun kom til kampagnen, var hun så dårlig, hun end ikke kunne stå eller gå. Gud greb ind, al sygdom forsvandt, og hun gik rask og frisk op på platformen og vidnede om, hvad Gud havde gjort.
Søndag formiddag til gudstjenesten bragte en kristen kvinde en cirka 10-årig muslimsk pige. Hun havde været stum i mange år, efter at hun som lille havde været syg. Da Per Hyldgaard lagde sin hånd på hende og bad kort, begyndte hun at tale, og efterfølgende bad hun højlydt og perfekt med i mikrofonen på en bøn om at blive frelst!
Ikke underligt at hele menigheden brød ud i et jubelbrøl, konstaterer John Jensen.
Pastor Bohuslav Sikora fra Tjekkiet var også med i det team, der var med Gospel Outreach. Han siger:
– Det er en usædvanlig oplevelse at se Guds Rige på denne måde. At se så mange komme til Kristus, alle miraklerne og de mange, der bliver udfriet fra onde ånder, er helt specielt, fortæller Sikora med tårer i øjnene.
– Alt var oprigtigt, velorganiseret, og forkyndelsen var enkel og klar, og at opleve Guds nærvær på sådan en ekstraordinær måde er fantastisk, det føles som Himlen på jord, slutter pastor Sikora af.
Af Henri Nissen/John Jensen.