Efterskole-fodbold hele året

SE har netop indviet ny mini-fodboldbane, som skal gøre deres fodboldhold stærkere.Sydvestjyllands Efterskoles indviede torsdag deres Miniarena, som er en street-soccerbane på 24×12 meter med kunststofgræs.
Til at hjælpe med at klippe den røde snor var der fornemt besøg af Danmarks bedste fodbold-freestyler, Brian “Brizze” Mengel, som også leverede et forrygende show og spillede lidt fodbold med nogle af eleverne.
Leif Kruse, som er forstander på den kristne efterskole, tror, at banen bliver en stor gevinst for idræt og specielt fodboldholdet på skolen.
– Der er opsat lysanlæg, så kan der trænes udendørs hele året, og banen supplerer skolens grusbane godt. Miniarenaen er etableret i samarbejde med DBU, hvilket ligger i tråd med, at Sydvestjyllands Efterskoles egen fodboldklub deltager i DBU-turneringens U-17 a-række.
Han forklarer, at Sydvestjyllands Efterskole også har et samarbejde i gang med Superligaklubben Esbjerg FB.
Mon ikke der er et par teenagere rundt i landet, som vil kigge en ekstra gang mod Bramming, når de skal vælge efterskole?
Henrik