Smittende musik

Dette er et fedt album at smide på. God lyd, gode melodier og fine sange. Green River Ordinance er et band, som har udgivet syv EPs og to hele albums, hvor Under Fire er det seneste.
Albummet består af 15 sange. Green River Ordinance lyder i mine øre som en gang rock’et Cold Play eller Matchbox twenty. De skriver gode sange om hverdagsliv, forelskelse og de store ting i livet. Green River Ordinance er ikke direkte forkyndende i deres tekster, men man fornemmer, at de har en dybde i deres tekster, som afspejler deres tro. Det ses tydeligst i sange som ”Resting hour” og ”Love laid down”. Begge sange er stærke både indholdsmæssigt og musikalsk.
Andre sange på albummet er blot almindelige rock/pop sange, hvis man kan kalde sange for almindelige. Der er ikke den samme dybde i teksterne.
Er Green River Ordinance så værd at købe? Er de værd at bruge 59 minutter på? Svaret herfra er ja. Der er en energi, som er smittende. Jeg får lyst til at høre mere, hver gang jeg sætter albummet på. Der er fuld knald på albummet fra første nummer ”Dark night”. Masser af guitar, derefter et lækkert nummer, hvor orgel og trommer lægger en flot lydkulisse med Josh Jenkins gode stemme, som træder klart igennem.
Derefter er det tilbage i guitarsporet på sangen ”heart of me”. Herefter får vi den smukke Resting hour. De næste par sange er dejlige rolige sange. Healing Touch får lidt en R’n’B-fornemmelse.
Herefter kommer der lidt tempo på igen. Vi får også lidt country-fornemmelse i ”San Antone”. Herefter afsluttes albummet flot med tre rolige sange, inden vi endeligt får den lette countryballade Dancing Shoe.
Alt i alt er Green River Ordinance et dejligt bekendtskab, som dog godt må have endnu mere klart budskab over hele linjen. Det er dog et dejligt bekendtskab.
Torben Schmidt