Neerskov er galt på den

Hans Kristian Neerskov (HKN) angriber mig på et fejlagtigt grundlag i sidste uge. Han skriver, at Kri-stendemokraterne har meldt ud, at vi støtter en SR-regering. Det er direkte forkert. Jeg har udtalt, at vi ønsker en midterorienteret regering, men jeg har ikke valgt side. Det er rigtigt, at Kristen-demokraterne ikke ønsker en regering, der fører blokpolitik med Dansk Folkeparti. Det skyldes, at den regering fører en politik, der strider imod væsentlige punkter i Kristendemokraternes politik, herunder nedskæringer på ulandsbistanden og en uværdig behandling af asylansøgere. Regeringen har ikke ønsket at inddrage Kristendemokraterne i en række vigtige forlig, hvilket vi naturligvis ikke kan være tilfredse med.
Kristendemokraterne er med sit kristne værdigrundlag et alternativ til alle andre partier i folketinget. Vi kan samarbejde med de borgerlige partier om nogle ting, f.eks. mere valgfrihed for børnefamilierne og afskaffelse af eksklusivaftaler. På områder som ulandsbistand og socialpolitik ligger vi tættere på venstrefløjen. Kristendemokraterne er ikke sat i verden for at sikre en borgerlig regering, men for at føre kristendemokra-tisk politik, og det betyder, at vi vil stille krav for at pege på en statsminister.
HKN angriber mig for at svigte partiets kristne værdigrundlag, men påstanden savner dokumentation. Vi bygger nu som altid vores politik på det kristne livs- og menneskesyn – på respekt for det enkelte menneske fra befrugtningstidspunktet og omsorg for de svageste. Vores navneskifte var en del af en proces, hvor vi gerne vil nå ud med vores politik til flere vælgere. Det handler ikke om at ændre på vores holdninger for at tækkes nogle vælgere – det handler om at tydeliggøre de holdninger, som vi står for.
Vores skift af bogstav fra Q til K skyldes, at vi har ønsket at få begyndelsesbogstavet i vores navn på stemmesedlen, og K‘et var blevet ledigt, hvilket det ikke var, da Kristeligt Folkeparti i sin tid blev stiftet. Vi har ikke skiftet bogstav for at drille regeringen. Min udtalelse om en VC-regering var sagt med et glimt i øjet, hvilket HKN åbenbart ikke har opfattet – det beklager jeg. HKN kritiserer mit ønske om at samarbejde med andre kristendemokratiske partier i Europa, men endnu engang begrunder han ikke sin kritik. Er det de kristendemokratiske partiers fælles kamp for at få respekt for menneskeværdet i forskningen eller det fælles syn på familiens betydning, som HKN har et problem med? Det er for mig at se oplagt at samarbejde med andre kristendemokratiske partier for at sikre størst mulig gennemslagskraft for de synspunkter, som vi er fælles om. Det har vi i øvrigt gjort længe – også før vi skiftede navn.
Vi vil fortsat i Kristendemokraterne kæmpe for en verden, hvor mere tid og omsorg for de svageste står i centrum frem for penge og effektivitet. Vi kæmper for, at børn får mere tid med deres forældre, at handicappedes vilkår forbedres, retten til at blive født frem for at blive sorteret fra, et hospice i hvert amt, tid til omsorg i ældreplejen, en højere ulandsbistand, støtte til parrådgivning, så flere par får hjælp, før det er for sent, forebyggelse af misbrug samt flere behandlingstilbud og en bedre integration af de nye danskere så flere kommer i arbejde. For Kristen-demokraterne betyder det mere, hvad vi samarbejder om, end hvem vi samarbejder med. Indholdet er det afgørende. En støtte til Kristendemokraterne er en støtte til kampen for en medmenneskelig politik, hvor de kristne værdier er omdrejningspunktet.

Marianne Karlsmose
Formand for
Kristendemokraterne
Frøstrupvej 120
6830 Nr. Nebel