Danmark og Sverige får nye ambassadører i Israel
Skandinavien var godt repræsenteret, da fem nye ambassadører idag overrakte deres akkreditiver til præsident Shimon Peres i Jerusalem.
Blandt disse diplomater var Danmarks Jesper Vahr og Sveriges Carl Magnus Nesser. De tre andre var fra Colombia, Guinea-Bissau og Australien.
Udnævnelsen af Jesper Vahr til Danmarks ambassadør i Israel er interessant som følge af hans NATO-baggrund. Hans ansættelse vil medføre en udskiftning i generalsekretær Anders Fogh Rasmussens absolutte inderkreds i NATO i Bruxelles.
Jesper Vahr har i fire år været Foghs nærmeste rådgiver og sparringspartner. Vahr er kendt for et skarpt intellekt og har samme kontante stil som Fogh. Hans udnævnelse til ambassadørposten i Tel Aviv vil kunne mærkes i NATOs ledelse. Fogh håndplukkede Vahr som sin kabinetschef fra posten som ambassadør i Tyrkiet – og det var netop Ankaras støtte, der var afgørende for, at den tidligere danske statsminister fik stillingen som NATO-generalsekretær.
I forbindelse med Jesper Vahrs fratræden fra posten i NATO siger Anders Fogh Rasmussen, at Vahr har været ham en uvurderlig støtte siden han tiltrådte som generalsekretær i august 2009 – og at han ønsker ham al mulig held og lykke på den vigtige post som ambassadør i Israel.