Engageret kvinde fylder rundt

Merethe Due Jensen
Merethe Due Jensen

Tidligere folketingsmedlem Merethe Due Jensen fylder 70 år den 10. september 2013

Merethe Due Jensen er født på solskinsøen Bornholm. Her voksede hun op i Nexø på et lille husmandssted under ret beskedne forhold, men med kærlige, gode og arbejdsomme forældre, hvor de kristne værdier var en naturlig del af opvæksten.

To perioder som mf’er

Merethe Due Jensen kom i lære hos den lokale købmand, men ville prøve nye udfordringer i København, hvor hun efter at være blevet Ebbe Jensens hustru uddannede sig til special-lærer på aftenskole.
Merethe Due Jensen har været i Folketinget for Kristeligt Folkeparti – det nuværende Kristendemokraterne – i to perioder, i 1988 og igen i 1993.
Hun har brugt sin politiske karriere til at kæmpe for sine mange mærkesager: de ufødte børns ret til livet, kampen imod kunstig befrugtning og fosterfordrivelse, afskaffelse af børneporno samt en opstramning af folkeskolens formålsparagraf, hvor værdibegrebet om kristendom skulle indgå. Merethe Due Jensen stod fast som en klippe på disse områder, hvilket gav en del natlige møder på Borgen.
I 2004 genfandt Merethe Due Jensen igen lysten til at melde sig ind i et politisk parti efter en længere pause på grund af sygdom i den nære familie. At det blev Det Konservative Folkeparti, hun meldte sig ind i, bærer daværende borgmester Mads Lebeck en del af æren for. Gennem sit nye politiske engagement blev hun blandt andet involveret i flere politiske kvindeforeninger.

Ser lyst på fremtiden

Merethe Due Jensen ser tilbage på sit liv som et rigt og spændende liv, men også med sorgfulde stunder.  Merethe Due Jensens yngste søn døde i en trafikulykke kun 27 år gammel, og hendes mand døde i 2001 efter 36 års ægteskab.
Men Merethe Due Jensen ser positivt på fremtiden og glæder sig over sin søn, svigerdatter og sine to børnebørn.
Merethe Due Jensen nyder sit pensionistliv med rejser til historiske og interessante steder eller blot ud i den svenske natur med sin svenske ven.
Merethe Due Jensen fejrer sin 70 års dag med familie og venner.
Eva