Vinderen af Israelsrejsen gav den til sit barnebarn

- Jeg har vundet en heldig morfar, siger Ann-Sophie, der ellers aldrig vinder noget. Nu skal hun 12 dage til Israel.
– Jeg har vundet en heldig morfar, siger Ann-Sophie, der ellers aldrig vinder noget. Nu skal hun 12 dage til Israel.

– Det var noget af en overraskelse, da min morfar ringede og spurgte, om jeg ville tage hans plads på rejsen til Israel, fortæller Ann-Sophie Nøhr Hemmingsen.

– Jeg vinder ellers aldrig konkurrencer, men jeg har vundet en heldig morfar, siger hun.
Ann-Sophies morfar er gårdejer Keld Yttesen, som bor i Vejringe pr. Stubbekøbing. Det ligger på det smukke Falster.
– Jeg kan dårligt få tid til at tage med på rejsen her i oktober, siger den travle landmand.
– Derfor vil jeg gerne give rejsen videre til mit barnebarn.
Ann-Sophie er dog ikke noget barn længere, men arbejder i dag som journalist på TV Syd og bor i Odense. Hun har nu fået fri fra arbejdet, så hun kan tage med på Udfordringens læserrejse til Israel
– Jeg glæder mig til en helt fantastisk oplevelse – og min morfar, han kan glæde sig til et stort knus og billederne, når jeg kommer hjem, siger hun.
Som 15-årig lavede hun sit første interview for TV2 Øst. På sin hjemmeside fortæller hun:
– Jeg er nysgerrig og bliver let opslugt, når noget fanger min interesse. Hvad enten det er et fremmed sprog, en spændende dokumentar i tv eller en interessant artikel i lokalavisen. Fx husker jeg en sommer på min mors B&B på Møn, hvor jeg seks år gammel styrtede frem og tilbage mellem tyske legekammerater og mor i køkkenet for at få oversat de uforståelige gloser. Da sommeren var ovre, forstod jeg tysk!
Udfordringens læserrejse har sognepræst Stig Christensen som kyndig rejseleder. Det er ikke nogen typisk ferie-rejse, men en videns- og erfaringsrejse i det hellige land, som udover altid at være i medierne, jo er så rigt på steder og navne fra bibelhistorien.
Rejsen strækker sig fra Galilæa med Nazaret og Genesaret Sø i det nordlige Israel til Samaria, Jerusalem, Det døde Hav, krateret Machtesh Ramon, feriebyen Eilat ved Det røde Hav, hvor der bliver mulighed for at slappe af, bade, snorkle eller besøge et undervandsobservatorium.
Præmien har en værdi af 16.975 kr.
Henri.