Jeg glæder mig til bommen går op første gang
– Hvis der er meget larm, er det måske lovsangen, gæsterne kan høre, siger Kristian Lymann Iversen, der starter som chef på Mørkholt Camping fra 1. november.
Den 52-årige ingeniør, Kristian L. Iversen, arbejder lige nu på Friskolen i Bramming med opgaver som alt fra lærervikar til pedel og buschauffør. Også hustruen Merete arbejder på Friskolen. Parret bor i Gredstedbro, 50 minutters kørsel fra den nye arbejdsplads.
Forventninger
– Jeg har bopælspligt på Mørkholt i sæsonen, altså fra 1. april eller påske og frem til efterårsferien. Heldigvis vil min kone med. Der er et parcelhus, så vi skal ikke bo i campingvogn. Men vi ved ikke endnu, hvad vi gør med vores hus, om vi kan sælge det eller leje det ud, fortæller Kristian.
Klar til foråret
– Jeg er glad for, at vi holder vinterlukket nu i år. Så får jeg nemlig tid til at finde både frivillige og lønnede medarbejdere, som vil Mørkholt Camping. Og så når vi at blive klar, før vi slår bommene op til foråret. Jeg glæder mig til bommen går op for første gang!
Mit arbejde som campingchef er at få det organisatoriske på campingpladsen til at fungere som en helhed.
Der er allerede én ansat, som skal tage sig af det udendørs på pladsen. Jeg skal samarbejde med kiosken og det, som ikke lige nu fungerer som spisested. Men det kommer det til! siger Kristian fortrøstningfuldt.
Plads til alle
– Mørkholt Camping er ikke bare en bibelcamping, det er også en almindelig campingplads. Så vi skal lave noget forventningsafstemning med gæsterne. De skal vide, at hvis der er meget ”larm”, er det måske vores lovsang, de kan høre.
Og hvis det er et problem, kan vi måske finde et roligt hjørne på pladsen til dem, fortæller Kristian.
En god medhjælp
– Merete kan måske samle sit arbejde på Friskolen til en enkelt dag om ugen, så hun kan hjælpe mig med administrationen. Det er nemlig ikke min stærke side, indrømmer Kristian, som tidligere har ledet en tankstation (sammen med Merete), har været ansat i AV-branchen, hvor han solgte tavler og desuden har solgt solceller et års tid.
Kristian og Merete Iversen har to voksne, ikke-hjemmeboende børn.