Hvorfor falder hun kun for dårlige fyre?

Når kvinden altså prøver at forlade ham, udviser han ofte stor omsorg og opmærksomhed, hvilket får kvinden til at konkludere, at nu har han endelig lært det... (Modelfoto)
Når kvinden altså prøver at forlade ham, udviser han ofte stor omsorg og opmærksomhed, hvilket får kvinden til at konkludere, at nu har han endelig lært det…
(Modelfoto)

Kære Suh
Min niece på 24 år har nu for 3. gang fundet sig en skidt kæreste. De to første gange, var der fysisk vold involveret, nu her 3. gang psykisk terror, og jeg tror, at den fysiske vold blot er et spørgsmål om tid.
Hun har slået op med ham flere gange allerede, men hver gang lover han guld og grønne skove, og så tager hun ham tilbage. Det er forfærdeligt at være vidne til, og jeg har brug for et råd om, hvad jeg evt. kan gøre. Hvordan hjælper jeg hende til at indse det dårlige mønster? Hvordan støtter jeg hende bedst muligt i at forlade ham? Og hvordan kan det være, at hun bliver ved med at rende ind i de dårlige typer, hun er selv sådan en sød og god pige!
Hilsen Bekymret Moster

Kære Bekymrede Moster
Det lyder desværre som om, at din bekymring ikke er ubegrundet. Gentagne forhold med vold eller psykisk terror tyder rigtigt nok på et mønster, og at din niece ikke tilfældigt ender i disse dårlige forhold.
Mange gange handler det desværre om, at de mekanismer, der er i sådanne forhold på en måde er velkendte og derfor trygge for de piger/kvinder, der søger ind i dem. De har ofte i deres opvækst haft en rolle, som minder om den, de har i de usunde forhold. Det kan også handle om, at din niece er usikker på sig selv, ikke har fået udviklet sin selvstændighed og derfor tiltrækkes af ”stærke mænd”, som kan fortælle hende, hvad hun skal. Det kan i begyndelsen virke dejligt og trygt, men i længden er det kvælende og klaustrofobisk.
Det kan være svært at forstå, hvorfor kvinder ofte bliver ganske længe i sådanne dårlige forhold, men her skal vi huske på, at mændene i disse forhold ofte er meget charmerende og i stand til at levere den opførsel og adfærd, som kvinden ønsker, i den udstrækning, som det tjener deres eget formål.
Når kvinden altså prøver at forlade ham, udviser han ofte stor omsorg og opmærksomhed, hvilket får kvinden til at konkludere, at nu har han endelig lært det, nu vil alting blive anderledes – men i virkeligheden har det aldrig handlet om ændring i adfærd, men blot om en praktisk og formålstjenstlig tilpasning af adfærd for at få opfyldt hans eget mål. Er man ikke skarp i sine evalueringer af dette, kan man ofte komme til at forveksle disse to med hinanden, hvor det første giver anledning til håb og reel mulighed for ændring, mens det andet blot er en konfirmation af det i forvejen usunde adfærdsmønster.
Du støtter din niece mest ved fortsat at være der for hende, men ved kærligt og vedholdende at forholde hende virkeligheden: at tingene ikke ser ud til at ændre sig, og at hendes erfaringer taler deres klare og tydelige sprog. Mind hende om fakta.
Få hende til at tale om sine ønsker, drømme og værdier – hvad vil hun med sit liv? Hvad ønsker hun sig for sine børn/kommende børn? Hvordan stemmer disse drømme og ønsker overens med hendes aktuelle livssituation? Hvilken indflydelse har hendes nuværende valg på dette? Jo mere din niece bliver klar over konflikten imellem sine drømme og ønsker og sin nuværende situation, jo stærkere bliver modet og motivationen i hende for at ændre på den. Og når hun på et tidspunkt bliver klar til (igen) at bryde forholdet, så kan du støtte hende ved at hjælpe hende med praktiske ting, der gør det muligt for hende rent fysisk at forlade ham: kontakt til et krisecenter for kvinder, låne hende penge til indskud i en lejlighed, finde info på nettet osv.
Hilsen Suh