Plads til flere i frikirke-netværk

Ledelse åbner op for barnedøbte, men fastholder „troendes dåb“ som praksisDen såkaldte „baptist-paragraf“ har indtil nu været den største forhindring for samarbejdet mellem frikirkerne Danske Kirkers Netværk – eller FrikirkeNet, som det nu er omdøbt til.Paragraffen lyder, at netværket vil „forkynde evangeliet om Jesus Kristus til personlig tro og efterfølgende dåb.“ Den sætning har provokeret i frikirker, der optager barnedøbte.
Derfor har netvæksledelsen besluttet et kompromis: At fastholde troendes dåb som den officielle praksis, men ikke at blande sig i, hvordan de enkelte kirker og menigheder optager medlemmer.
Desuden kan menigheder, der har en anden tradition, vælge at være associerede medlemmer af netværket.
I løbet af foråret har 150 kirkeledere deltaget i seks høringer om det nye netværk, siden har netværksledelsen bearbejdet de indkomne forslag, og for nylig var 25 kirkeledere fra fem kirkesamfund samlet til et „Superdøgn“ for at lægge sidste hånd på arbejdet.

Fire år undervejs

For fire år siden begyndte samtaler mellem apostolere, pinsefolk, baptister og ledelsen af Missionsforbundet. Siden gik baptisterne og Missionsforbundet ud, dog valgte baptisterne at stille sine lokale menigheder fri til at deltage.
Uafhængige frikirker, husmenigheder og trosmenigheder blev inviteret med, og dermed er grunden lagt for et samarbejde med mulighed for op til 20.000 medlemmer.
„Superdøgnet“ mellem 25 kirkeledere på Scandic Hotel i Herning skulle derfor ovenpå forårets høringer danne basis for, at så mange af Danmarks frikirker som muligt kan være med og stå samlet overfor f.eks. pressen.

Holder døren åben

Hensigten med netværket er bl.a, at frikirkerne kan samarbejde om opstart af nye menigheder, socialt arbejde, rehabilitering, etnisk arbejde og ydre mission.
Selv om arbejdet allerede er fremskredent, holdes døren åben for nye menigheder og frikirker, som endnu ikke føler sig parate til at deltage. Desuden håber netværket at kunne samarbejde med de evangelikale og karismatiske menigheder i Folkekirken.

Fælles lederkonference

FrikirkeNet holder den 4.-6. november en fælles lederkonference på Apostolsk Højskole i Kolding. Her vil David Cartledge, Australien, og Clive Calver fra England være blandt hovedtalerne.
Apostolsk Kirkes servicekontor i Kolding vil fremover stå for administrationen af det frikirkelige samarbejde. Menighederne vil i begyndelsen af august få tilsendt arbejdsdokumenter og tilmeldingspapirer.