’Kun’ 12.212 udmeldt i 2013

Biskop Henning Toft Bro vil gøre mere ved oplæring af de døbte  børn.
Biskop Henning Toft Bro vil gøre mere ved oplæring af de døbte
børn.

Indførelsen af vielsesritualet for homofile førte til 21.118 udmeldelser af folkekirken i 2012. Men i 2013 var det ’kun’ 12.212, og det glæder biskop Henning Toft Bro, Aalborg.

Den store medlemsflugt fra folkekirken i 2012 er nu stagneret til det tidligere niveau på ca. 12.000 udmeldelser årligt.

Det viser de nye tal fra Danmarks Statistik.
Antallet af udmeldelser af folkekirken var ekstremt højt i 2012. Nemlig hele 21.118.
I 2013 faldt det til samme niveau som i 2010 og 2011.
I alt var der ”kun” 12.212 personer, der meldte sig ud af folkekirken i 2013.
Til sammenligning var der 42.716 indmeldelser i folkekirken i 2013. Men 85 pct. af indmeldelserne var dog nyfødte.
En anden stor gruppe var 13-14-årige kommende konfirmander, som ikke var døbt. De udgør 4 pct. af indmeldelserne.

Biskop glæder sig

Biskop i Aalborg, Henning Toft Bro, der selv gik ind for homo-vielserne, ser det som en positiv udvikling:
– Det viser, at folket ikke har vendt kirken ryggen. Den heftige debat om vielser af par af samme køn fik flere end normalt til at forlade folkekirken i 2012. Den flugt er nu stoppet, og det er glædeligt, siger biskop Henning Toft Bro.

Bedre dåbsoplæring

– Det er vigtigt, at vi som kirke tager dåbsoplæringen alvorligt og sørger for, at de børn, der bliver døbt, også får et forhold til kristendommen.
Ellers er der fare for, at de melder sig ud senere i livet, advarer biskoppen.

Mere åndelige?

De ”sædvanlige” 12.000 udmeldelser kan også skyldes, at danskerne bliver mere alternative – og åndeligt søgende.
Ifølge Den Danske Værdiundersøgelse, der udarbejdes af Sociologisk Institut ved Københavns Universitet hvert niende år, er der en tendens til, at danskerne siden 2008 i højere grad ikke tror på noget eller tror på en såkaldt særlig åndelig kraft, end de tror på »en personlig Gud«.
Ud af de 1.507 personer, der har deltaget i undersøgelsen, siger 24 procent, at de slet ikke tror på en Gud, mens 35 procent tror på en særlig åndelig kraft.