Hvorfor kommer det tilbage?

Woman's FaceKære Orla Lindskov.
For ca. 10 år siden bad du for min datter og mig ved et møde på Fyn. Vi led begge af allergi – og det forsvandt over en periode. Al ære og tak til Gud.
Da der kom tilbagefald, sendte du os en salvedug hver – og igen skete miraklet.
Nu er der igen gået flere år. Sidste år kom mine symptomer tilbage sammen med pollen i luften.
Jeg prøvede at stå det imod, anerkendte det ikke, bad over det. Men havde mange symptomer i 1-2 måneder.
Nu forleden brød det ud igen. Jeg har mistet min salvedug og vil meget gerne bede om en ny, som jeg tror kan hjælpe mig til at holde fast imod dette sygdomsangreb. Ved du, hvorfor sygdomme kommer tilbage? – Er der noget, jeg kan/skal gøre?
Mange tak fordi du har taget denne helbredelses-tjeneste på dig.
Forårshilsener fra
L.

Svar:

Nogle sygdomme helbredes ved bøn og faste

Meditation timeKære L.
Det er svært at give et endeligt svar på, hvorfor sygdomme vender tilbage.
Men i Bibelen læser vi en beretning, som måske rummer en del af en forklaring.
Den omtalte beretning finder vi i Matthæus-evangeliet kap. 12, versene 43-45 under overskriften: ”Den urene ånd vender tilbage”. Der står:
– Når den urene ånd er drevet ud af et menneske, flakker den om i øde egne og søger hvile, men finder den ikke.
Da siger den: Jeg vil vende tilbage til mit hus, som jeg er drevet ud af.
Og når den kommer, finder den det ledigt, fejet og prydet. Så går den ud og tager syv andre ånder med, værre end den selv, og de kommer og flytter ind der. Og det sidste bliver værre for det menneske end det første.
Hermed siger jeg ikke, at din allergi har noget med en sygdoms-ånd eller med en dæmon at gøre.
Nogle sygdomme har med sygdoms-ånder at gøre ifølge Bibelen, og sygdomme kan endda have et dæmonisk indhold. Men det er langtfra alle sygdomme, der har det.
Der findes også det, jeg vil kalde almindelige sygdomme. Det er den slags sygdomme, som kom ind over os mennesker med syndefaldet. Selvfølgelig har djævelen også en finger med i spillet her. Han var jo arkitekten bag syndefaldet.
Det er godt, at du har prøvet at stå allergien imod. Det er nemlig sådan, Paulus opfordrer os til at gøre i Efeserbrevet kap. 6, vers 13 –18, hvor der står:
”Tag derfor Guds fulde rustning på, for at I kan stå imod på den onde dag, overvinde alt og bestå. Overalt skal I løfte troens skjold, hvormed I kan slukke alle den Ondes brændende pile. Grib frelsens hjelm og Åndens sværd, som er Guds ord.”
Vi kan så spørge, hvad Guds fulde rustning består af?
For at forstå det, er vi nok nødt til at nærlæse beretningen om faderen, der kommer først til disciplene, derefter til Jesus for at få sin dreng helbredt.
Den beretning kan vi læse i Matthæus-evangeliet kap. 17, versene 14-21.
Den omtalte dreng er ”månesyg”. Faderen beder først Jesu disciple om at helbrede drengen. Disciplene forsøger. Men som faderen konstaterer bagefter: – ”Det kunne de ikke.”
Herefter helbreder Jesus drengen. Dæmonen fór ud, står der.
Senere, da disciplene bliver alene med Jesus, spørger de ham: ”Hvorfor kunne vi ikke drive den ud?
Jesus siger til dem i vers 21: ”Den slags fordrives kun ved bøn og faste”.
Jeg tror, at i nogle tilfælde består den fulde rustning ikke kun af bøn; men af bøn og faste.
Nogle lidelser og sygdomme er så onde og hænger så hårdt fast ved mennesker, at de først slipper og helbredes ved bøn og faste.
Det er nok en virkelighed, vi ikke taler så meget om som kristne, og det er trist, for jeg tror, det forlænger lidelsen for mange.
Med venlig hilsen
Orla Lindskov

Min oplevelse:

Hr. Orla Lindskov
Jeg røg ind i en depression i år 2000, og jeg måtte holde op på arbejdsmarkedet. Men jeg er kommet rigtigt godt igennem det.
Når jeg nu skriver til dig, er det på baggrund af en artikel for nogen tid siden i din Brevkasse, hvoraf det fremgår, at en læser forstyrres af dæmoner. Du svarer så efterfølgende G.K. Sjælland, at ”Dæmoner er en virkelighed”.
Nu kommer så mit ærinde: – Efter min depression har jeg tit og ofte oplevet, at når jeg lå og sov på sofaen, drømte jeg, at den onde var efter mig.
Min kone, som sad i lænestolen ved siden af, har tit spurgt ind til, hvad der var galt. Hun kunne jo ikke undgå at høre mig komme med lyde. Jeg lå og kaldte på Jesus, at han skulle komme og hjælpe mig.
Nu kommer så forløsningen:
Natten mellem den 14. og den 15. april 2008 lå jeg på sofaen og drømte endnu engang, at den onde var efter mig. Men denne nat råbte jeg til den onde: – ”Gå til helvede, hvor du hører til – forsvind i Jesu navn!”
Hvad skete? Jeg har ikke haft disse drømme siden.
Med venlig hilsen
H.-M. O.

Min oplevelse:

Kære Orla Lindskov
Da du før har hjulpet mig ved forbøn og med en salvedug, som du sendte mig, da jeg havde en overanstrengt skulder, vil jeg gerne bede dig om at salve min salvedug igen og bede for mig, da jeg var så uheldig at falde med min cykel for næsten 3 uger siden. Jeg har haft rigtig ondt i ryggen siden.
Jeg fik af lægen nogle piller, der skulle tage smerterne. Men de helbreder jo ikke, og smerterne kommer igen efter et par timer.
Derfor beder jeg dig om, at du vil salve min salvedug igen og bede for mig.
Med venlig hilsen
D.

Min oplevelse:

Kære Orla Lindskov
Du velsignede mig i Karlslunde Strandkirke lørdag d. 8.2., og du skal vide, at da jeg gik derfra, følte jeg allerede en ubeskrivelig fred indvendigt.
Din bøn og velsignelse satte noget i gang inden i mig, og jeg kan ikke takke dig og Jesus nok.
Må Gud velsigne dig.
I kærlighed en hilsen fra
J.

Min oplevelse:

Kære Orla
– endnu engang takker jeg dig for din forbøn.
Mit kolesteroltal har efter 2 gange forbøn fuldstændigt normaliseret sig. Tak.
Kærlig hilsen
H.M.