‘Vi er blevet kidnappede’, råbte en af de bortførte

– Vi er blevet kidnappede, råbte en af de tre bortførte israelske teenagere til politiet i sin mobiltelefon, men han gjorde det for døve øren, og det varede flere timer, inden politiet blev klar over, at dette ikke var en joke og indledte en storstilet eftersøgning af de savnede.

Stadig mere bliver klart om omstændighederne ved kidnapningen af de tre unge, som det endnu ikke er lykkedes for tusinder at soldater at finde. Efter flere døgns søgen i Hebron-området er de israelske sikkerhedsstyrker ikke nået nogen vegne i deres eftersøgning til lands og fra luften.

Politiets manglende reaktion i de første timer efter kidnapningen er formentlig grunden til, at det lykkedes bortførerne at undslippe med deres ofre, to 16-årige drenge og en på 19 år, alle studerende ved religiøse institutioner på Vestbred-området.

Råbet om kidnapningen fandt sted torsdag kl. 22.30, men først fem timer senere informerede politiet sikkerhedsstyrkerne om dette.

Politiet er blevet skarpt kritiseret for sendrægtighed, men ønsker hverken at bekræfte eller afkræfte oplysningen om det advarende råb.

Der er stadig intet spor at gå efter. De tre kidnappede er som totalt forvundne. Opmærksomheden er rettet mod grænseovergangene til Gaza-området da det formodes, at bortførerne vil prøve at smugle drengene til Gaza, måske via Sinai.

I de sidste døgn er over 100 palæstinensere, først og fremmest Hamas-mænd, og nogle medlemmer af Islamisk Jihad, blevet arresteret.

Kidnapningen er sket med omfattende planlægning og stor akkuratesse, siger en israelsk talsmand.

Kerry

Udenrigsminister John Kerry har fordømt kidnapningen og har peget en finger mod Hamas for at have udført bortføringen.

Statsminister Benyamin Netanyahu har til Kerry sagt, at “dette er resultatet af at tillade, at en terroristorganisation slutter sig til regeringen.

Palæstinensiske myndigheder afviser Netanyahus kommentar som “ophidsende og usande”.

– Netanyahu vil give os skylden for et jordskælv, siger en palæstinensisk talsmand.

Tusinder af israelere har været samlet ved Vestmuren i bøn for de bortførte. Og der har været store sympatimøder for dem på deres hjemsteder.

– Det værste er uvisheden om deres skæbne, siger en af de kidnappedes bedstefader.