30 lande deltager i Gaza- donorkonference i Cairo

Til genopbygning af Gaza-striben åbner i dag i Cairo en donor-konference med deltagere fra 30 lande, der håber på at fremskaffe fire milliarder dollars til at få bragt området på fode igen.

Blandt deltagerne er den amerikanske udenrigsminister John Kerry.

Israel deltager ikke i konferencen, idet mange arabiske lande, særligt Saudi-Arabien og De forenede arabiske Emirater, ville aflyse deres deltagelse, hvis de vidste, at Israel deltager.

Nogle potentielle donorlande giver udtryk for, at uden en fuld fredsaftale med Israel vil de mange penge blot forsvinde.

Før Kerry tog til Egypten, sagde en talsmand for det amerikanske udenrigsministerium:
– Jeg tror, det er fair at sige, at mange donorlande rejser seriøse spørgsmål om, hvordan man bedst kan bryde denne volds-cyklus? Og om hvordan man kan sikre, at vi ikke må gøre det samme om et år eller to?

Kerry vil også have en række bilaterale møder med fokus på USA’s bestræbelser på at opbygge en koalition mod militante islamister, der har erobret områder i Irak og Syrien.

I sin hovedtale ventes Kerry igen at ville plædere for en afslutning på den mangeårige vold mellem Israel og palæstinenserne.

Politiske iagttagere I Cairo siger, at udsigterne ikke er gode til en genoptagelse af de israelsk-palæstinensiske fredsdrøftelser foreløbig eller om at få våbenhvilen omdannet til en permanent våbenstilstand.

Kerry ventes i dag at ville mødes med den palæstinensiske leder Mahmoud Abbas i forsøg på at fraråde denne til at søge yderligere anerkendelse af palæstinenserne i FN.

Konferencen er en diplomatisk test for Egyptens præsident Abdel-Fattah al-Sissi, som skal holde en hovedtale i dag, Det er det største internationale møde i Egypten, siden Sissi overtog præsidentembedet i juni.